Da den 29-årige sømand Nicolaj Lødrup Rasmussen lå og holdt om krops- og psykoterapeut Andrea Figueroa, faldt der ro over de tanker, der ellers kørte rundt i hovedet på ham. Under forløbet øvede de sig i at sidde tæt, holde i hånd og nusse. Det var i den nærhed, han begyndte at få lyst til at date og finde en partner.
– Det kommer ikke som nogen hemmelighed, at jeg har været i 1:1-terapi med Andrea et par gange.
– Det var ligesom der, hvor jeg bare fik smag for mere. Nu skal jeg ikke lyde som sådan et sexmonster, men det fangede mig kraftedeme.
Han tog med for at støtte de andre
Det var produktionen, der kontaktede Nicolaj om at være med i »Jomfruernes ø«. Han havde ikke selv meldt sig, og da han sagde ja, havde han svært ved at forestille sig, hvad han skulle tale om. Han regnede først og fremmest med at støtte de andre deltagere og hjælpe med at få forløbet til at fungere.
– Jeg havde sådan set heller ikke forventet så meget på det personlige plan.
Produktionen opfordrede ham til at tænke over sine egne behov. Det føltes uvant for Nicolaj, som heller ikke havde sat sig et mål hjemmefra.
– Jeg havde ikke engang noget personligt mål. Det var næsten et, der var påtvunget, vil jeg næsten sige. Det var ikke produktionen, der sagde, jeg skulle have det mål, men de sagde, at jeg skulle tænke kraftigt på mine egne behov.
– Der var jeg sådan: Det bliver fandeme svært. For jeg har ikke selv meldt mig til programmet, jeg ved ikke engang, hvad jeg skal snakke om. Jeg vidste ingenting, jo. Jeg gik ind i det fuldstændigt blind og med skyklapper, uforberedt.
Undervejs begyndte han at genkende noget af sig selv i det, de andre arbejdede med. Inden han var halvvejs gennem forløbet, havde han allerede fundet ud af, hvad han selv gerne ville have ud af det.
– Nej. Ikke andet end jeg bare ville være en støttepæl for de andre. Være med til, at det her program bare bærer frugt. Men så kunne jeg også hurtigt se mig selv i det. Ikke engang halvvejs begyndte jeg at få mine egne personlige mål.
Nu vil han selv tage initiativ
I de seneste par år havde Nicolaj affundet sig med tanken om, at han måske aldrig ville finde en partner. Han havde levet som single og jomfru og fundet andre ting, der gav hans liv indhold. Under optagelserne kom lysten til at date gradvist tilbage.
– Jeg var sådan en type, i hvert fald de seneste par år, som tænkte: ”Jamen hvis jeg dør alene, så er det jo bare det”. Så det har ikke været noget dårligt i mit liv – jeg prøvede at berige mit liv på andre måder. Men stille og roligt begyndte jeg at få gejsten til at date. Tanken: ”Jeg skal kraftedeme gøre noget ved det her.”
Nicolaj fremhæver møderne med Andrea som det, der især satte forandringen i gang. Han giver også de andre terapeuter og deltagere en del af æren for, at han fik mere ud af at medvirke, end han havde forestillet sig.
– Primært, ja. Det har jeg hende at takke for. Og så også de andre terapeuter og deltagerne også. Det har været et virkeligt intenst forløb.
