Jeanne Boel måtte forlade Forræder sidste fredag, efter at flertallet af deltagerne havde udpeget hende som en af spillets hemmelige forrædere.
Mistanken viste sig at være forkert. Skuespilleren havde hele tiden været loyal, og hendes exit udløste derfor tydelig overraskelse blandt de tilbageværende deltagere.
Endnu en gang havde gruppen sendt en uskyldig spiller hjem. Jeanne kunne kun se til, mens det gik op for de andre, at deres fælles vurdering endnu en gang havde ramt ved siden af.
Havde gennemskuet tre ud af fire
Det særligt opsigtsvækkende er, at Jeanne selv var kommet meget tæt på at afsløre den rigtige gruppe. Inden hun forlod programmet, havde hun mistanke til tre af de fire forrædere.
Problemet var ikke hendes blik for spillet. Det var, at hun ikke kunne få de øvrige deltagere til at tro på sine teorier.
– Jeg havde jo tre ud af fire forrædere rigtige. De ville jo ikke lytte, så måtte de jo føle, fortæller hun med et blink i øjet.
Havde gruppen taget hendes mistanker mere alvorligt, kunne spillet derfor have udviklet sig helt anderledes. I stedet blev Jeanne selv stemt ud, mens flere af de personer, hun havde gennemskuet, fik lov til at fortsætte.
Hun virker dog ikke bitter. Kommentaren leveres med humor, selv om det må have været frustrerende at forlade konkurrencen med en viden, som de andre nægtede at stole på.
Svært at lære hinanden at kende
Jeanne satte pris på mødet med de mange forskellige personligheder i programmet. Hun havde gerne brugt mere tid på at lære sine medspillere ordentligt at kende.
Optagelsernes stramme regler gjorde det dog vanskeligt. Når kameraerne ikke rullede, fik deltagerne sjældent mulighed for at være sammen eller føre almindelige samtaler.
Adskillelsen var nødvendig for at beskytte spillets hemmeligheder. Ingen måtte få adgang til information, der kunne afsløre, hvem der arbejdede sammen, eller hvad der foregik uden for de officielle scener.
For deltagerne betød det lange perioder uden normal social kontakt. Den del af produktionen var langt mere krævende, end seerne kunne se hjemme fra sofaen.
Måtte opholde sig alene på hotelværelset
Jeanne beskriver optagedagene som både lange og hårde. Deltagerne måtte ikke frit tale eller interagere med hinanden mellem optagelserne.
De blev placeret på hver deres hotelværelse, og selv oplysninger om værelsesfordelingen blev holdt hemmelige. Man måtte ikke vide, hvem der boede på den anden side af væggen.
– Det var hårdt. Det var lange dage, og det var svært, at vi ikke måtte tale sammen og ikke måtte interagere med hinanden. Vi blev låst inde på hotelværelser, og man måtte ikke vide, hvem der boede ved siden af, forklarer skuespilleren.
Isolationen gjorde oplevelsen mere intens. Deltagerne skulle hele tiden være mentalt til stede i spillet, men fik kun begrænsede muligheder for at bearbejde indtrykkene sammen med andre.
Når folk efterfølgende har spurgt Jeanne, om det var sjovt at deltage, har hun derfor haft svært ved at nøjes med et enkelt ja.
Der var underholdende øjeblikke og spændende møder, men oplevelsen rummede også en side, der ikke var præget af hygge.
– Når folk spørger, om det var sjovt, siger jeg: «Jo, det var også sjovt». Jeg kaldte det Guantanamo light, fortæller hun grinende.
Sammenligningen bliver leveret med humor, men understreger, hvor kontrollerede forholdene under optagelserne føltes for hende.
Jeanne Boel forlod dermed programmet som loyal, men også som en af de deltagere, der var tættest på at gennemskue spillet. Hun fik ikke overbevist gruppen, men efter sin exit kunne hun i det mindste konstatere, at hendes mistanke mod tre af de fire forrædere havde været rigtig.
