Da Robert Napper i 2008 erkendte, at han havde dræbt Rachel Nickell, var der gået 16 år, siden en hundelufter fandt hende på Wimbledon Common. Ved siden af hende lå hendes toårige søn, Alex. Han var det eneste vidne til overfaldet, og da de første betjente kom frem, ville han ikke slippe sin mor.
Sagen sidder stadig dybt i den britiske offentlighed mere end 30 år senere. Den handler om en ung mor, der blev dræbt på en tur, hun havde gået mange gange før. Den handler også om en dreng, som politiet håbede kunne fortælle, hvad han havde set, og om en uskyldig mand, der sad varetægtsfængslet i 14 måneder, mens den virkelige gerningsmand var på fri fod.
Den 15. juli 1992 var 23-årige Rachel Nickell taget ud på Wimbledon Common i det sydvestlige London med Alex og familiens hund. Det var en lun formiddag på den fredelige, grønne fælled, hvor de plejede at gå tur. En mand angreb hende bagfra, stak hende 49 gange i halsen og brystet, rev tøjet af hende og voldtog hende. Derefter forsvandt han.
Det var en anden hundelufter, der slog alarm. Rachel lå delvist afklædt på stien med hænderne foran ansigtet. Alex lå tæt ind til hende, smurt ind i blod og mudder og med mærker i ansigtet. Han så ved første øjekast ud til at være sluppet uden alvorlige fysiske skader, men betjentene huskede, hvor svært det var at få ham til at give slip.
Rachel blev begravet fra St Andrews-kirken i Bedfordshire. Bag kisten bar hendes kæreste, André Hanscombe, deres søn på armen. Få dage efter drabet var André stået frem i håb om, at gerningsmanden hurtigt kunne findes. Senere flyttede han med Alex til Frankrig.
Politiet havde allerede sat en omfattende efterforskning i gang. Angrebets voldsomhed gav grund til at frygte, at gerningsmanden kunne slå til igen. Omkring 1.500 henvendelser fra offentligheden blev undersøgt, og området omkring stien blev finkæmmet. Alligevel kom efterforskerne ikke videre. De første undersøgelser gav heller ingen brugbare DNA-spor, end ikke et spor, de kunne identificere som Rachels eget.
Tilbage stod spørgsmålet om, hvad Alex kunne huske. I uger og måneder forsøgte man at få ham til at fortælle om formiddagen. Hans far var med til samtalerne sammen med børnepsykologen Jean Harris-Hendriks. Som regel var det André, der stillede spørgsmålene.
– Dit tøj var fyldt med blod ikke?
Alex svarede kun nødig. Han blev anspændt og undgik at se på de voksne. Børnepsykologen prøvede også at sætte ord på det, hun mente, han havde følt.
– Jeg tror, du var meget bange.
Da samtalerne ikke gav de svar, politiet håbede på, tog efterforskerne Alex med tilbage til fælleden sammen med André. Først løb han foran de voksne og legede, som på en almindelig tur. Undervejs begyndte han at tøve. Da han snublede, brast han i gråd, og de voksne kunne ikke trøste ham. André oplevede reaktionen som et tegn på, at sønnen huskede, hvad der var sket. Han afbrød besøget på stedet.
– Nok er nok! LAD OS GÅ FOR HELVED, råbte han.
Under samtalerne havde Alex dog beskrevet ”den onde mand”. Han fortalte, at manden var kommet bagfra, og nævnte en hvid T-shirt og et bælte uden på blusen. Politiet lavede en fantomtegning, og et par borgere mente, at de kunne genkende en mand fra området. Hans navn var Colin Stagg.
Ved en ransagning fandt politiet symboler, som Stagg havde malet på gulvet i sin lejlighed. Han fortalte også, at han havde været på fælleden for at bade nøgen. Efterforskerne fattede mistanke til ham, men de havde ingen fysiske beviser, der knyttede ham til Rachels død.
Derfor lod de en kvindelig betjent kontakte ham under navnet Lizzie James. Hun udgav sig for at være ensom, og de begyndte at skrive sammen. I brevene beskrev Stagg fantasier om at overmande og dominere hende. Han skrev også om blod, knive, sex og Wimbledon Common. Efterforskerne læste det som en mulig vej til en tilståelse. Brevene beviste imidlertid ikke, at han havde været involveret i drabet.
Stagg blev løsladt efter 14 måneder i varetægt. Mistanken hang ved ham i årevis, og han har siden fortalt, hvor svært det blev for ham at stole på andre.
– Jeg endte med at blive paranoid. Jeg turde ikke kigge på kvinder, fordi folk troede, jeg ville slå dem ihjel. Jeg stolede ikke på nogen mere.
Han fik senere en erstatning svarende til omkring syv millioner danske kroner.
Mens efterforskningen af Rachels drab havde kredset om Stagg, blev endnu en mor og hendes barn dræbt. I november 1993 fandt en mand sin kæreste, Samantha Bisset, myrdet og lemlæstet i hendes lejlighed i Plumstead. I soveværelset lå hendes fireårige datter, Jazmine. Hun var blevet kvalt og voldtaget.
Politiet arbejdede med en teori om, at gerningsmanden kunne have skjult sig i træerne bag lejligheden og holdt øje med mor og datter inden angrebet. Efterforskerne fandt ingen brugbare DNA-spor, men de havde flere fingeraftryk. Først efter gentagne tekniske undersøgelser lykkedes det at fastslå, at fire af aftrykkene tilhørte den 28-årige Robert Napper.
Han boede omkring en kilometer fra lejligheden. Hjemme hos ham fandt politiet en rød kasse med hængelås, der indeholdt knive og bøger om kvælningsmetoder. De fandt også et kort med noter og symboler, som efterforskerne overvejede kunne markere mulige gerningssteder. Napper havde ingen seng og sov på gulvet. Han var svær at afhøre, men erkendte drabene på Samantha og Jazmine. Han blev anholdt og sigtet i sagen.
Forbindelsen til Rachel Nickell blev først klar senere. I 2002 satte britisk politi et nyt hold til at gennemgå den fastlåste sag. Efterforskerne vendte tilbage til de gamle beviser og fik dem undersøgt med en ny metode. Denne gang kunne de skille sporene i det blandede materiale ad og identificere DNA fra både Rachel og en mand.
Mandens DNA matchede Robert Napper. Det var forbindelsen mellem de to sager, som efterforskerne havde manglet, og som samtidig fjernede grundlaget for mistanken mod Colin Stagg.
At den rigtige gerningsmand var fundet, vakte lettelse. Men det vakte også vrede, at en uskyldig mand havde været mistænkt så længe, og forfærdelse over, at Napper havde nået at dræbe Samantha og Jazmine efter mordet på Rachel. I 2008 erkendte han også drabet på hende. Han blev anbragt på ubestemt tid på det højsikrede psykiatriske hospital Broadmoor i England.
Sagen om Rachel, Alex og den årelange efterforskning bliver fortalt i dokumentaren The Murder of Rachel Nickell fra 2026.
