Allerede længe inden Hold Nord stillede op til dyst, var Steffen Blokvig Berg klar over, at noget var helt galt. På skærmen så det ud, som om dramaet for alvor begyndte efter konkurrencen, men hans kræfter havde været på retur siden aftenen før.
Steffen havde allerede dér opsøgt en medic og fortalt om sit ubehag. Vurderingen var, at reaktionen sandsynligvis hang sammen med det kalorieunderskud, som deltagerne naturligt oplever under de krævende forhold på øen.
Natten gav ham imidlertid ikke den nødvendige ro. Da han vågnede næste morgen, var tilstanden blevet markant værre. Kroppen føltes tømt, og han gjorde produktionen opmærksom på, at han næsten ikke kunne mere.
Alligevel fortsatte dagen, og snart ventede endnu en dyst. Steffen besluttede sig for at stille op trods de tydelige signaler fra kroppen.
– Næste morgen har jeg det vildt dårligt. Jeg går til produktionen og siger, at jeg er helt færdig. Men dagen løber sin gang, og vi skal i dyst. Hvis jeg skulle dø, skulle jeg dø på slagmarken. Og endorfinerne gjorde, at jeg kom igennem dysten, fortæller Steffen.
Mens konkurrencen stod på, lykkedes det ham at holde sammen på sig selv. Kampviljen og adrenalinen skubbede ubehaget i baggrunden, og han kom hele vejen gennem dysten sammen med resten af holdet.
Først bagefter viste det sig for alvor, hvor presset han var. På vej tilbage mod lejren forsvandt synet pludseligt, selv om Steffen fortsat var ved bevidsthed og kunne forstå, hvad der skete omkring ham.
Youssef reagerede hurtigt og nåede at gribe fat i sin holdkammerat. Kort efter væltede Steffen bagover, mens en voldsom summende fornemmelse bredte sig gennem næsten hele kroppen.
– Vi skulle med båden tilbage til øen, og pludselig bliver alt sort. Jeg besvimer ikke, jeg er ved mine fulde fem, men jeg kan intet se. Youssef når at få fat i mig, og så vælter jeg bagover. Jeg havde lige en tur i gulvet. Alt fra tæerne og hele vejen op til halsen summer.
Situationen krævede hurtig handling. Steffen blev sejlet væk og bragt til lægeklinikken, hvor behandlingen kom til at vare omkring tre timer. Først derefter fik han lov til at vende tilbage til de øvrige deltagere.
På klinikken modtog han fire liter saltvand, men væsken forsvandt hurtigt ud af kroppen igen. Undersøgelserne viste samtidig, at hans blodsukker var meget lavt, mens blodtrykket også var faldet kraftigt.
Lægerne forsøgte derfor at stabilisere ham med mere saltvand, ris og glukose. Steffen mærkede dog ikke den forbedring, som han havde håbet på.
– Jeg bliver fyldt op med fire liter saltvand, men jeg pisser det hele ud igen. De tester efterfølgende mit blodsukker, der er megalavt. Mit blodtryk er helt nede, og derfor får jeg en masse saltvand, lidt ris og glukose, fortæller Steffen og gør det samtidig klart, at indsatsen aldrig for alvor fik ham ovenpå.
Tilbagekomsten gav ingen ro
Da Steffen igen satte fødderne på øen, var mareridtet langt fra forbi. Han var stadig voldsomt afkræftet, og ubehaget fortsatte med at vokse i stedet for at slippe sit tag.
Flere gange prøvede han at få lægernes opmærksomhed og forklare, hvor skidt han fortsat havde det. Beskeden var imidlertid, at det ikke kunne passe, selv om han tydeligt kunne mærke, at kroppen endnu ikke fungerede normalt.
Midt i hele forløbet var Steffen overraskende nok ikke optaget af frygten for at blive sendt ud af ekspeditionen. Hvis opholdet skulle slutte efter blot ti dage, følte han stadig, at han havde nået noget vigtigt.
– Hvis det her var endestationen var det okay. Jeg havde kun været der i ti dage, men jeg havde allerede styret alt på øen. Hvis jeg skulle hjem, var det en personlig triumf.
Deltagelsen i “Robinson Ekspeditionen” handlede for Steffen om mere end at klare sult, udmattelse og hårde konkurrencer. Han rejste afsted med et ønske om at se sit liv fra en ny vinkel og blive klogere på, hvad der virkelig havde betydning for ham.
Den afklaring kom langt hurtigere end ventet. Allerede på opholdets anden dag havde Steffen fundet det svar, han søgte, selv om hans tid på øen siden udviklede sig til en langt mere voldsom fysisk prøvelse, end han havde forestillet sig.
