Rasmus Kragh forlod ikke bare den finske vildmark med sejren. Efter 63 døgn i kulde og isolation vendte den 37-årige dansker hjem med en rekord og en følelse af at være blevet forandret helt ind i kernen.
Da hans kæreste og lillebror pludselig dukkede op for at hente ham, havde han endnu ikke nået det punkt, hvor han ønskede at forlade skoven. Temperaturen havde været helt nede omkring 25 frostgrader, men Rasmus havde skabt sig et fungerende hjem og en hverdag med faste rytmer. Han havde samtidig gjort shelteret klar til den vinter, der nærmede sig.
Da sejren i “Alene i vildmarken” blev en realitet, havde han stadig mad og andre forsyninger nok til at blive helt frem til det 75. døgn.
Kort forinden var han begyndt at fiske gennem isen. Han havde også nedlagt to dyr med sin bue, og foran ildstedet stod en lænestol, som han selv havde gjort færdig få dage før afslutningen.
Rasmus beskriver stedet som begyndelsen på sin egen lille civilisation. Derfor føltes det voldsomt pludselig at skulle slippe alt, han havde bygget op. Da beskeden om hjemrejsen kom, var han alligevel parat. Mødet med familien mindede ham øjeblikkeligt om, hvor stærkt hans behov for andre mennesker stadig var, selv om han fysisk og mentalt følte sig på toppen.
Han stoppede med at kæmpe mod sig selv
Det var langt fra første gang, Rasmus Kragh pressede sig selv ud over det sædvanlige. Tidligere har han bevæget sig alene mod Sydpolen, og han har nået toppen af Mount Everest uden hjælp fra kunstig ilt. Opholdet i Finland blev dog en anderledes oplevelse end de ekstreme præstationer, han kendte i forvejen.
I mange år havde han nået sine mål ved hjælp af rå vilje og evnen til at holde ud, når kroppen og tankerne protesterede. Ude i skoven fandt han en metode, der ikke handlede om at overvinde sig selv.
Den største modstander havde ofte været ham selv. Denne gang lykkedes det ham i stedet at arbejde sammen med sig selv gennem hele forløbet. Han følte, at han lærte at være sin egen nærmeste støtte frem for konstant at føre en indre kamp.
På et tidspunkt var opholdet heller ikke længere ren overlevelse. Rasmus var begyndt at leve et reelt liv i naturen, og det satte tydelige spor i ham.
Manden, der kom ud efter 63 døgn, var ikke den samme som den, der var gået ind. Stilheden, ensomheden og de barske omgivelser fik flere mentale barrierer til at falde, og bagefter oplevede han en ro, som ikke havde været der på samme måde tidligere.
Han havde altid vidst, hvordan man overlever, men det havde været vanskeligere for ham at lære, hvordan man virkelig lever som menneske. I Finland blev lag efter lag fjernet, og vildmarken endte med at blive en fast del af hans identitet.
Instinkterne fulgte med tilbage til Danmark
Hjemkomsten og den velkendte danske hverdag har ikke fået den primitive side af Rasmus til at forsvinde. Tværtimod mærker han stadig tydeligt den version af sig selv, som voksede frem under opholdet.
Umiddelbart efter sejren blev han kørt til en bjælkehytte, hvor et varmt bad ventede. Men han havde ingen lyst til at træde ind under vandet. Han frygtede nærmest, at badet ville skylle vildmanden væk sammen med snavset fra skoven.
Den bekymring viste sig at være unødvendig. Rasmus føler, at denne side nu sidder så dybt i ham, at den ikke bare kan vaskes af. Han beskriver oplevelsen som en opgradering til et dyr, fordi han i naturen kom usædvanligt tæt på både sine instinkter og den mest grundlæggende del af det at være menneske.
Forandringen viser sig også i små situationer hjemme hos kæresten Astrid. Rasmus opdager eksempelvis jævnligt, at han tager maden direkte fra fadet med fingrene, mens hun sidder ved siden af.
Det næste store eventyr handler om familien
Tiden alene gav ham samtidig et skarpere blik for, hvad han ønsker at bruge sit liv på. Tidligere fandt han især frihed gennem ekstreme udfordringer og mål langt væk hjemmefra. Nu er relationer og nærvær blevet endnu vigtigere.
Rasmus og Astrid er i fertilitetsbehandling, fordi de ønsker at skabe deres egen familie.
For ham handler næste kapitel om at give noget af sig selv videre og tage ansvar for mere end sine egne behov. Efter den lange periode alene mærker han et stærkt ønske om at være betydningsfuld for andre. Han oplever det som en naturlig menneskelig drift, der kommer helt indefra.
Drømmen om et familieliv betyder dog ikke, at hans trang til store oplevelser er forsvundet. Faktisk føler han sig mere draget af nye eventyr end længe.
Forskellen er, at han ikke længere ønsker at stille eventyret og det almindelige liv op som modsætninger. Han vil samle dem i den samme tilværelse. For Rasmus findes livet i det øjeblik, man står i, hvad enten det er på toppen af et bjerg eller midt i en helt almindelig dag derhjemme.
Under de 63 døgn nåede han blandt andet at spise ryperhjerne, egernblod og bær på alle fire. Men den største oplevelse blev ikke det usædvanlige måltid eller rekorden. Det blev erkendelsen af, hvilken slags menneske han ønsker at være, når ingen andre ser med.
