Han stod ikke på banen, da guldet blev sikret. Alligevel var Lukas Jørgensen midt i fejringen, da EM-triumfen skulle markeres. Og det var ikke tilfældigt, hvordan hans holdkammerater valgte at gøre det.
Efter kampen greb Emil Jakobsen og Lasse Møller fat i ham og løftede ham op i en kongestol. En klar og synlig hyldest. Et øjeblik, der betød mere end ord kunne forklare.
Scenen stod i skarp kontrast til den seneste gang, Lukas blev båret fra banen. Dengang var det efter skaden mod Portugal. Denne gang var det jubel, guld og fællesskab, der bar ham.
Selvom han måtte følge finalen fra sidelinjen, føles medaljen ikke mindre værd. Lukas satte selv ord på, at guldet betyder præcis det samme, som hvis han havde været på banen hele vejen. Drømmen om at være en del af et hold, der står med alle tre titler på én gang, har levet længe, og den blev indfriet her.
Han beskrev forløbet som en følelsesmæssig rutsjebane, men stoltheden overskygger det hele. At stå med medaljen og vide, at han stadig er en del af helheden, fylder ham med glæde.
Kongestolen ramte noget særligt. For Lukas var det afgørende, at vinket til publikum denne gang handlede om fejring og ikke afsked. Det gjorde øjeblikket helende.
Fejringen fortsætter, men i et andet tempo. Skaden sætter sine begrænsninger, og aftenen bliver mere afdæmpet end tidligere guldfester. Alligevel er han klar. Med en stol som base, et smil på læben og holdkammeraterne tæt på.
Han lagde ikke skjul på, hvor meget støtten betyder. Kærligheden fra truppen har været afgørende for, at han overhovedet kan være en del af festen. Og han håber, at de kan mærke, at han har sendt al taknemmelighed og varme retur.
