Det var en helt almindelig morgen. Byen gik sin vanlige gang: trafik, dyttende horn, støj. Solen var lige stået op, og et blødt gyldent lys skinnede ind gennem bilruderne. Han ventede på grønt lys ved trafiklysene, lænet mod rattet, og kiggede dovent rundt. Det var en helt almindelig dag. Intet tydede på, at det ville blive en dag, han længe ville huske.
Og så fangede noget mærkeligt hans blik.
Ved kanten af krydset, lige på asfalten, lå der en slags reb. Tyndt, mørkt, som om det var vådt. Det svajede let, som om det var i vinden. Han lagde næsten ikke mærke til det – der ligger alle mulige ting på vejene. Men i det næste sekund bevægede »rebet« sig.
Langsomt. Med en livlig, glidende, fremmedartet bevægelse.
Og hans hjerte sank: det var en slange.
Lang, mørk olivenfarvet, med en firkantet, let fladet trekantet kranium. Den kravlede lige mod den bane, hvor bilerne holdt parkeret.
Han fik gåsehud, selvom glas og metal adskilte ham fra faren.
Han blinkede og forsøgte at overbevise sig selv om, at han tog fejl:
»Det kan ikke være… det her er ikke Texas, det er ikke junglen…«
Men slangen var ægte.
Levende.
Og meget selvsikker i sine bevægelser.
I det øjeblik stod der mennesker ved fodgængerovergangen: en kvinde med en barnevogn, en ældre mand med en taske, en skoleelev med en rygsæk. Ingen havde endnu bemærket faren. Alle ventede bare på det grønne lys, som de plejede.
Sekunderne gik frygtelig langsomt.
Trafiklyset blinkede – det grønne lys tændtes for fodgængerne.
Kvinden med barnet tog et skridt fremad.
Han tænkte ikke. Han havde ikke tid til at tænke.
Han sprang så brat ud af bilen, at han næsten smækkede døren i på sine fingre.
»Stop!« råbte han så højt, at folkene i de to andre biler vendte sig om.
Kvinden gispede, og barnevognen standsede.
Han pegede nedad.
Slangen rørte næsten hendes fod.
Den ældre mand blev bleg. Skoleeleven frøs som en statue.
I et sekund var der dødstille ved krydset.
Nogen formåede at hviske:
»Åh gud…«
Slangen løftede hovedet. Meget langsomt. Og han ville aldrig glemme det blik. Flade, sorte, ældgamle øjne – som om den så lige igennem ham. Situationen var blevet farlig. Hvis han gjorde en pludselig bevægelse, ville den angribe. Hvis han nærmede sig den, ville den også angribe. Det var for sent at løbe væk. Og så gjorde han det eneste, han kunne.
Han tog sikkerhedsselen, der lå på bilsædet – tyk, af læder, holdbar. Og med den i sin udstrakte arm forsøgte han forsigtigt at skubbe slangen mod kantstenen uden at røre den.
Hans bevægelser var langsomme, som om han var i vand.
Slangen buede ryggen og hvæsede, men kravlede gradvist tilbage mod græsset.
Fodgængerne stod stille, som om de var bange for at forstyrre den skrøbelige balance.
Og så forsvandt den ind i buskene under skiltet.
Den forsvandt lige så pludseligt, som den var dukket op.
Først da begyndte folk at trække vejret igen.
En kvinde holdt sit barn tæt ind til sig.
En ældre mand tørrede sig over panden, selvom det var køligt.
En skoleelev hviskede:
»Hvad var det for noget?..«
Han satte sig bag rattet.
Og først da dørene lukkede, begyndte hans hænder at ryste.
Hans krop indså pludselig, hvad der var sket.
Nogle gange er faren tættere på, end vi er villige til at tro.
Og nogle gange afgør tre sekunder og et skridt alt.
