Det var en typisk forårsdag i haven: fugtig jord efter en nat med regn, lugten af fugt, spurve, der hoppede på græsset. Alt var velkendt og fredeligt. Hun gik ud i haven for at genplante nogle buske og endelig rydde op i blomsterbedet. En rive, en spand, handsker — intet usædvanligt.
Men da spaden ramte jorden, var der en mærkelig, let knasende lyd. Hun bøjede sig ned og så noget hvidt, smurt med ler, i jordklumperne. Først troede hun, det var plastikperler, måske havde nogen ved et uheld spildt fyldstof fra legetøj eller dekorative kugler. De var små, perfekt runde, gennemskinnelige og samlet i tætte klynger som druer. Men så snart hun rørte ved dem med sin handske, kom der en svag raslende lyd fra et sted dybt inde i jordklumpen.
Hun frøs. Hendes hjerte bankede hurtigere. Disse »kugler« var levende.
For at være sikker fjernede hun forsigtigt jordlaget ovenpå. Og så så hun, at de hvide runde former var arrangeret i et kompakt kammer – som om nogen bevidst havde bygget et rede omkring dem. Jorden var pakket tæt sammen, som en lille hule – pæn, som om den var lavet i hånden… eller af nogen, der kunne gøre det lige så godt.
Hun indså, at det var æg. Og der var mange af dem. Snesevis. For mange til at være noget lille. Hun følte en kulde indeni.
Tankerne susede gennem hendes hoved: »Hvad er det? En fugl? Et krybdyr? En slange?..«
Men fugle lægger ikke æg i jorden. Slanger gør det sjældent, og deres kuld ser anderledes ud. Og så dukkede en erindring op i hendes hoved: Hun havde engang læst, at nogle insekter bygger underjordiske kamre og lægger deres æg der.
Og som for at bekræfte hendes gæt kravlede noget ud fra kanten af den ødelagte klump.
En mørk, massiv krop. Tykk, med en skinnende kitinagtig overflade. Lange, langsomme bevægelser. Det var en kæmpe bille. Eller mere præcist, en hunbille. Og hun forsøgte at dække æggene til igen ved at skubbe jorden væk med sit stærke, hornede »ansigt«.
En bølge af primitiv rædsel skyllede over hende.
For hun indså:
Dette var en muldvarpeskræks rede. Den, de kalder »jordkræft«, »levende boremaskine«, »en gartneres værste mareridt«, og som kan grave hele køkkenhaven op og ødelægge planterødderne på få dage.
Og dette var reden for en fremtidig koloni.
Hun slugte. Haven var hendes stolthed og glæde. Bedene var hendes hobby og hendes formål. Hvis hun lod denne rede være, ville der om et par uger være snesevis af glubske larver, der kunne forvandle jorden til en ørken.
Hun stirrede længe på denne pulserende, levende masse af hvide kugler. Der var noget primitivt ved det: naturens kamp om plads, livet skjult under jorden, der udspillede sig lige foran vores øjne, mens vi lod som om alt var under kontrol.
Men nu var der kun én løsning.
Hun tog en spade. Hun tog en dyb indånding. Og løftede hele reden på én gang.
Der var ingen glæde, ingen lettelse.
Kun følelsen af, at hun havde afværget det øjeblik, hvor naturen forsøgte at generobre sit territorium.
Og at hun i det øjeblik ikke var herskerinden, men blot en deltager.
