Den septemberdag gik Anna, en 67-årig pensionist fra en lille landsby nær Kostroma, ind i skoven, som hun gjorde hvert efterår. En kurv, en kniv, en termokande med te – alt var velkendt og fredeligt. Morgenen var kølig, men solrig: gyldne blade hvirvlede i luften, og jorden duftede af svampe og mos.
Anna gik ad den velkendte sti og nynnede en gammel sang for sig selv. Skoven var hendes tilflugtssted — et sted, hvor hun ikke behøvede at tænke på travlheden og sine lidelser. Hun gik længere og længere og var glad for, at ingen havde rørt hendes yndlingslysning.
Under grantræerne glinsede honninghatte, og lidt længere væk lå boletus-svampe, tætte som legetøj. Kurven blev hurtigt fyldt. Men så snart hun trådte over en væltet træstamme, rystede jorden pludselig under hendes fødder. Først var der en dump knasende lyd, som om is brød under vægten, og så – et fald.
Anna nåede ikke engang at skrige. Jorden forsvandt under hendes fødder, og hun faldt ned sammen med klumper af jord og blade. Det hele tog kun et par sekunder – stødet, smerten i benet, mørket. Da hun kom til sig selv, var der stille. Kun et sted ovenover skinnede et svagt lysglimt – det var himlen. Anna lå på den fugtige jord, omgivet af kulde og lugten af forrådnelse. Hun forsøgte at rejse sig – hendes ben gjorde ondt, men hun kunne bevæge det.
Hun så sig omkring. Gravens vægge var ujævne, jordagtige og tilgroede med trærødder. Den var mindst fire meter høj. Hun råbte: »Hej! Er der nogen?« Hjælp! Ekkoet svarede, men skoven var tavs.
Så tog Anna, skælvende, en lommelygte op af lommen. Lyset gennemborede mørket og oplyste noget, der fik hendes hjerte til at fryse. Et par meter væk fra hende, lige i hullets væg, kunne hun se noget hvidt. Først troede hun, det var en rod.
Men da hun kiggede nærmere, indså hun, at det var en knogle. En menneskeknogle. Hun veg tilbage og ramte væggen med ryggen. Hun løftede lygten højere og så, at det ikke kun var én knogle. Hele væggen var dækket af rester – ribben, kranier, fragmenter af tøj, rustne knapper. En rådden lugt ramte hendes næse. Anna stod der og trak næsten ikke vejret. »Åh gud…« var alt, hvad hun kunne hviske.
Hun indså, at hun ikke bare var i en grav, men i en gammel begravelsesplads. Måske fra krigen. Eller måske var det noget andet, glemt og forfærdeligt. I panik forsøgte hun at komme ud. Men jorden smuldrede under hendes hænder, og hver gang hun greb fat i rødderne, brækkede de. Faklen gled og rullede mod væggen, hvor kraniet stak ud.
Øjenhulerne var sorte og tomme. Anna begyndte at græde. Tiden gik langsomt. Der var gået en time, måske mere. Hun kunne mærke kulden krybe ind, mørket blive tættere. Og så – en lyd. Noget bevægede sig over hende. Knasende grene. »Hej!« råbte hun igen. »Er der nogen deroppe?!« Der kom ikke noget svar. Men skyggerne over hende bevægede sig.
Et øjeblik så det ud, som om nogen kiggede ned. En silhuet. »Hjælp!« råbte hun igen. Men i stedet for et svar var der en stille raslen, som om nogen langsomt bevægede sig væk. Og så bemærkede Anna noget, der knirkede under hendes fødder. Hun pegede lommelygten nedad. Og frøs.
På gulvet, lige ved hendes fødder, i jorden, kunne hun se en gammel trækasse. Halvt rådnet, med jernhjørner. Et sted var brædderne brudt, og noget metallisk glimrede indefra – som guld. Hun rørte forsigtigt ved det – brættet faldt af. Inde i kassen lå der gamle mønter, sølvkors, medaljer og… en kugle, der sad fast i knoglen på en arm, der stak ud af kassen. Anna veg tilbage. Hendes hjerte bankede vildt.
Dette var ikke en almindelig gravplads. Det var et sted, hvor nogen engang havde gemt et lig og en skat sammen. Hun kiggede op igen – og frøs. En mand stod ved kanten af hullet. Han var iført en lang mørk kappe med hætte. Han bevægede sig ikke. Han stirrede bare ned. Faklen gled ud af hendes hænder og slukkede.
»Hvem er du?!« råbte hun fortvivlet. Stilhed. Så kom der en lav, hæs stemme ovenfra:
»Ingen skulle finde dette sted…«
Det sidste, hun hørte, var lyden af jord, der faldt ned ovenfra igen.
Den næste dag fandt et eftersøgningshold et nyt hul i skoven. Kurven med svampe lå i nærheden, pænt placeret ved et træ. Og nedenunder – intet. Intet hul, ingen spor.
Kun flad jord og en mærkelig fornemmelse af, at skoven ved mere, end den afslører.
