Jon Nørgaard er pludselig tilbage i rampelyset – ikke gennem en ny udgivelse, men via et nummer fra fortiden, som har fået uventet nyt liv på den globale
Den gamle mand kom hver morgen til børnehavelågen og kiggede på børnene lege, indtil min søn gik hen til ham og spurgte: ’Venter du på nogen?’ Lærerne havde
Den gamle mand, der returnerede min forsvundne søn, uden nogensinde at forlade sin ødelagte stol – sådan vil jeg huske Michael, naboen jeg knap nok havde hilset på
Den gamle mand ved siden af døde en tirsdag, og kun min otteårige søn og en herreløs hund kom til hans begravelse. Ingen fjerne slægtninge, ingen gamle venner,
Den gamle mand sad hver dag på den samme bænk med en falmet blå snor i hånden, og en morgen turde en lille dreng endelig spørge, hvor hunden
Den gamle mand sad stadig på den samme bænk hver dag og stirrede på legepladsen, som om han ventede på nogen, der aldrig ville komme. Børn løb forbi
Drengen, der efterlod sin rygsæk i bussen hver fredag, og den gamle chauffør, der endelig fulgte efter ham hjem. Sådan fortalte folk senere på depotet det. Men på
Den gamle mand blev ved med at glide sedler ind under nabodøren og bad om at låne en hund, han aldrig havde set. I starten troede Emma, det
Brevet, som den gamle mand bragte til min dør kl. 6 om morgenen, var adresseret til min søn, der døde for to år siden, og afsenderens navn var
Den gamle mand blev ved med at sidde alene på den samme bænk i parken hver aften, indtil en lille pige stillede ham et spørgsmål, der knuste den