Grønland har gennem mange år haft en helt særlig plads hos Flemming Jensen. Han har besøgt landet flere gange, fået venner der og beskæftiget sig indgående med både det grønlandske samfund og forholdet til Danmark.
Alligevel har skuespilleren og manden bag ”Nissebanden” ikke været i Grønland siden den voldsomme debat, der opstod i slutningen af 2022. Oplevelsen gjorde så ondt, at han kort efter aflyste en planlagt rejse og siden har holdt sig væk.
Et pressefoto udløste kritikken
Konflikten begyndte, da inuitten Michael Bro beskyldte Flemming Jensen for kulturel appropriation. Kritikken tog udgangspunkt i et pressebillede fra teaterforestillingen ”Nissebanden i julemandens land”.
Debatten fortsatte i ”Go’ Aften Live”, hvor Flemming blev mødt af omfattende kritik. Syv personer deltog i diskussionen, men ifølge ham var han den eneste af dem, der faktisk havde set forestillingen.
Mødet blev en oplevelse, som han stadig husker tydeligt. Aldrig tidligere havde en offentlig debat efterladt ham med den samme sorg.
– Jeg blev fandme ked af det. Jeg kan ikke huske, at jeg har været så ked af det, og jeg sagde til dem: ”I skal ikke ringe igen”. Det kunne jeg slet ikke have, fortæller han i ”Ibens harem – 18 år efter”.
Insisterer på, at handlingen ikke foregår i Grønland
Flemming mener, at anklagerne byggede på en forkert forståelse af forestillingen og hans intentioner. Allerede titlen skulle gøre det klart, at historien ikke foregår i det virkelige Grønland.
Han valgte navnet ”Nissebanden i julemandens land”, fordi julemandens land er et opdigtet og mytisk sted. Dermed ønskede han heller ikke at give publikum indtryk af, at scenografien eller karaktererne viste et autentisk billede af Grønland.
En scene med otte børn blev et centralt punkt i kritikken. Børnene bar isbjørnebukser, kamikker, grønne anorakker og sorte parykker, men Flemming fastholder, at hverken inuitter eller en generel fremstilling af grønlændere lå bag valget.
Kostumerne var en hilsen til Malik
Inspirationen kom i stedet fra Malik, den grønlandske dreng, som spillede med i tv-julekalenderen ”Nissebanden”. Flemming ville lade børnene ligne ham og på den måde sende en kærlig hilsen til den tidligere medvirkende.
– Der har jeg så tænkt, at jeg ville sende en hilsen, fordi vi havde en dejlig grønlandsk dreng, der hed Malik, som spillede drengen i ”Nissebanden” i julekalenderen på tv i sin tid, forklarer han.
Derfor fik samtlige børn det samme udtryk. Det var tanken om Malik som figur og ikke et ønske om at efterligne en hel befolkningsgruppe, der styrede det visuelle valg.
– Så jeg gav dem nøjagtigt det samme tøj på. Isbjørnebukser, kamikker, grøn anorak og så den der ulyksalige sorte paryk. Men de var ens. De var kloner af ham. Jeg tænkte ikke grønlandsk, jeg tænkte Malik, understreger Flemming.
Aflyste sin næste tur
For Flemming var anklagerne særligt smertefulde, fordi han oplever, at de står i direkte modsætning til hans forhold til Grønland og grønlænderne. Han fortæller om en stor kærlighed til landet, mange besøg og personlige venskaber mod nord.
En ny rejse var planlagt til begyndelsen af 2023. Efter debatten mistede han imidlertid lysten og valgte at aflyse. Siden har han ikke sat sine ben i Grønland.
Han oplever, at en del af den yngre generation bærer på en stærk vrede mod Danmark på grund af den behandling, tidligere generationer blev udsat for.
– Fordi der er en ungdom, som er meget vrede på Danmark over det, der overgik deres bedsteforældre, men ikke dem.
Flemming fremhæver samtidig, at han selv længe har behandlet Grønlands svære historie i sine romaner. Her har han sat fokus på eftervirkningerne af kolonitiden og på en postkolonial periode, som efter hans opfattelse stadig rummede klare koloniale træk.
– Og der er det jo, jeg siger, jeg har skrevet romaner og påpeget de problemer længe før, de blev født, hvor jeg fortæller om den der postkoloniale tid, som stadig var en kolonitid, siger han.
Indbakken blev fyldt med støtte
Udadtil kunne forløbet ligne en regulær shitstorm, men Flemming bruger ikke selv den betegnelse. Reaktionerne, der landede direkte hos ham, var nemlig langt overvejende positive.
Hans mailindbakke blev næsten oversvømmet af varme beskeder. Der kom også enkelte ubehagelige henvendelser, men støtten fyldte mest. Nogle sendte endda blomster til ham.
– Min mail var ved at svømme over af venlige ting – jeg fik også nogle væmmelige – men primært fik jeg … jeg har sgu aldrig fået så meget ros, fortæller han.
