Burans gø rungede gennem hele skoven.
Lyden var så voldsom, at selv fuglene lettede fra trætoppene.
Viktor turde næsten ikke kigge ned.
Han havde allerede accepteret, at hans kræfter var ved at slippe op.
Hans fingre var følelsesløse.
Hans skuldre brændte.
Et eneste fejlgreb ville sende ham direkte ned foran bjørnemoderen.
Så så han hunden.
Burans pels var våd af mudder, og brystet hævede sig voldsomt efter det vilde løb.
Men det mærkeligste var ikke hundens mod.
Den bar noget i munden.
Det gamle kompas.
Det samme kompas, som var faldet ud af Viktors lomme og blevet knækket, da han kastede sig mod træet.
Burans blik var fast rettet mod sin ejer.
Som om den nægtede at give slip.
Bjørnemoderen stirrede længe på hunden.
Hun brølede én gang.
Så sænkede hun hovedet.
Burans hale stod stift.
Den gøede igen.
Ikke af frygt.
Men som om den ville holde bjørnens opmærksomhed væk fra manden.
Sekunderne føltes som timer.
Viktor holdt vejret.
Pludselig puffede en af bjørneungerne nysgerrigt til kompasset.
Burans kæber åbnede sig.
Kompasset faldt ned mellem dem.
Ungen snusede til det og skubbede det forsigtigt hen over jorden.
Bjørnemoderen trådte frem.
Viktor var sikker på, at det hele var slut.
Men i stedet samlede hun forsigtigt ungen op med et let skub fra snuden.
Hun vendte sig mod skoven.
Burans gø blev langsommere.
Den tog ikke ét skridt frem.
Den ventede.
Bjørnemoderen kastede et sidste blik mod træet.
Ingen vrede.
Ingen angreb.
Kun et langt, undersøgende blik.
Derefter begyndte hun stille at gå væk.
Ungerne fulgte efter.
Grenene lukkede sig bag dem.
Skoven blev tavs igen.
Viktor blev siddende længe.
Han turde ikke tro på, at faren virkelig var ovre.
Først da Buran gøede blidt nede fra jorden, begyndte han forsigtigt at klatre ned.
Hans ben rystede så meget, at han næsten faldt de sidste meter.
Han sank ned på knæ.
Burans våde snude ramte hans hånd.
Den logrede ikke.
Den sad bare tæt ved ham.
Viktor lagde panden mod hundens hoved.
“Du reddede mit liv,” hviskede han med hæs stemme.
På vej hjem sagde ingen af dem noget.
Kun vinden bevægede trækronerne.
Da de nåede landsbyen, troede ingen først på historien.
Men da de så de dybe klomærker i træstammen, den ødelagte svampekurv og det knækkede kompas, blev alle tavse.
En skovbetjent lagde hånden på Viktors skulder.
“Du overlevede ikke kun på grund af held,” sagde han.
“Du overlevede, fordi din hund nægtede at forlade dig.”
Den aften lå Buran ved døren, som den altid havde gjort.
Viktor satte det knækkede kompas på hylden over pejsen.
Ikke fordi det længere kunne vise vej.
Men fordi det mindede ham om, at den sikreste retning i livet nogle gange ikke findes i et kompas.
Den findes i et hjerte, der aldrig svigter.
