“Den kalder på os…”
Rahim sagde det så stille, at ingen først forstod det.
Mændene stod stivnede på den våde bred.
For blot et øjeblik siden havde de trukket en kæmpemæssig tiger ud af dødens gab.
Nede under vandfaldet svømmede krokodillen stadig rundt.
OG NU STOD TIGEREN SELV KUN FÅ METER FRA DEM.
Og nu stod tigeren selv kun få meter fra dem.
Den kunne angribe.
Den kunne flænse enhver af dem.
Men den gjorde det ikke.
Den stirrede bare ind mod skoven.
SÅ VENDTE DEN SIG MOD MENNESKENE OG UDSTØDTE ET DÆMPET BRØL.
Så vendte den sig mod menneskene og udstødte et dæmpet brøl.
Ikke vredt.
Ikke truende.
Nærmest bedende.
– Gå ikke derind, – hviskede en mand. – Det er en fælde.
MEN DEN GAMLE FISKER SAMIR LAGDE MÆRKE TIL DET, DE ANDRE IKKE SÅ.
Men den gamle fisker Samir lagde mærke til det, de andre ikke så.
På stenene lå der bloddråber.
Små.
Friske.
De førte ind i den tætte bevoksning.
? DEN KÆMPEDE IKKE HER FOR SIN EGEN SKYLD, – SAGDE SAMIR.
– Den kæmpede ikke her for sin egen skyld, – sagde Samir. – Der er noget derinde.
Tigeren gik nogle skridt ind i skoven.
Standsede.
Vendte sig igen.
Mændene tav.
INGEN HAVDE LYST TIL AT FØLGE EFTER ET ROVDYR.
Ingen havde lyst til at følge efter et rovdyr.
Men de kunne heller ikke længere bare efterlade den.
Rahim greb en lang stok.
– Jeg går.
– Du er vanvittig, – sagde en anden.
? MÅSKE. MEN DEN KUNNE LIGE HAVE ANGREBET OS.
– Måske. Men den kunne lige have angrebet os. Og det gjorde den ikke.
De gik langsomt.
Lyden fra vandfaldet blev bag dem.
Skoven blev mørkere.
Våde blade klistrede sig til deres ben.
TIGEREN GIK FORAN, MENS DEN HELE TIDEN STANDSede OG VENTEDE PÅ MENNESKENE.
Tigeren gik foran, mens den hele tiden standsede og ventede på menneskene.
Så hørte de en lyd.
Svag.
Tynd.
Næsten som gråd.
Mændene stivnede.
Mellem rødderne, under et knækket træ, lå en lille tigerunge.
Dens bagben sad fast i en jernfælde.
Der var blod omkring den.
Og ved siden af lå et afrevet reb.
? KRYBSKYTTER, – ÅNDEDE SAMIR UD.
– Krybskytter, – åndede Samir ud.
Tigermoren var ingen steder at se.
Først da forstod mændene det hele.
Tigeren var ikke endt ved vandfaldet ved et tilfælde.
Den havde forsøgt at finde hjælp.
MÅSKE FLYGTEDE DEN FRA KRYBSKYTTERNE.
Måske flygtede den fra krybskytterne.
Måske var den faldet ned fra klippen, mens den prøvede at beskytte ungen.
Og nede i vandet ventede krokodillen allerede på den.
Rahim knælede ved tigerungen.
Den store tiger brølede pludseligt.
Alle sprang tilbage.
– Rolig, – sagde Rahim stille. – Vi hjælper den.
Han rakte hånden hen mod fælden.
Tigerungen peb svagt.
Den store tiger rystede af spænding.
DENS ØJNE VAR FAST RETTET MOD MENNESKETS HÆNDER.
Dens øjne var fast rettet mod menneskets hænder.
Én forkert bevægelse kunne få det hele til at ende.
Mændene pressede sammen fælden ned.
Jernet knirkede.
Rahim trak den lille pote fri.
Et øjeblik mere.
Bare lidt mere.
Og fælden åbnede sig.
Tigerungen sank sammen på bladene.
Den store tiger sprang straks hen til den.
MÆNDENE TRAK SIG TILBAGE, KLAR TIL AT LØBE.
Mændene trak sig tilbage, klar til at løbe.
Men tigeren rørte blot ungen med sin mule.
Tigerungen bevægede sig svagt.
Så løftede den store tiger hovedet og så på menneskene.
Der var hverken vrede eller sult i det blik.
KUN NOGET, MÆNDENE ALDRIG GLEMTE.
Kun noget, mændene aldrig glemte.
Genkendelse.
Taknemmelighed.
Og smerte.
Pludselig lød der knækkende grene i det fjerne.
Mændene vendte sig om.
Mellem træerne dukkede to ukendte mænd op med våben og sække.
Krybskytterne var vendt tilbage.
– Tilbage! – råbte Samir.
Men tigeren stod allerede mellem menneskene og krybskytterne.
DEN BRØLEDE SÅ KRAFTIGT, AT SELV FUGLENE FLØJ OP FRA TRÆERNE.
Den brølede så kraftigt, at selv fuglene fløj op fra træerne.
Krybskytterne stivnede.
Den ene tabte sin sæk.
Den anden forsøgte at bakke væk.
Så lød der stemmer fra landsbyen.
DE ANDRE LANDSBYBOERE KOM LØBENDE MED STOKKE, REB OG TELEFONER.
De andre landsbyboere kom løbende med stokke, reb og telefoner.
Krybskytterne havde ingen steder at flygte hen.
Den dag blev de tilbageholdt.
Senere fandt man flere fælder i skoven.
I én af dem sad der allerede en hjort fast.
I ANDRE VAR DER SPOR AF BLOD.
I andre var der spor af blod.
Landsbyen forstod, at tigeren ikke var deres fjende.
Den var den sidste vogter af den skov, som mennesker næsten havde ladet ødelægge.
Tigerungen blev undersøgt af de dyre reddere, der ankom.
Dens ben var såret, men den overlevede.
DEN STORE TIGER STOD HELE TIDEN I NÆRHEDEN.
Den store tiger stod hele tiden i nærheden.
Den lod ingen komme for tæt på.
Men den angreb heller ikke.
Da ungen var blevet forbundet og sluppet fri, haltede den hen til sin far.
Tigeren så endnu en gang på mændene.
Især på Rahim.
Så vendte den sig langsomt mod skoven.
Før den forsvandt mellem træerne, standsede den.
Vendte sig om.
Og sænkede stille hovedet.
Ingen sagde noget.
Selv de modigste mænd stod med tårer i øjnene.
Fra den dag kaldte ingen i landsbyen længere tigeren for et uhyre.
De kaldte den vandfaldets vogter.
Og Rahim gentog længe én tanke:
NOGLE GANGE VISER ET VILDT DYR MERE HJERTE END ET MENNESKE.
Nogle gange viser et vildt dyr mere hjerte end et menneske.
Og nogle gange bliver hjælp, givet i frygt, til et mirakel, ingen kunne have forudset.
