Musikken stoppede så brat, at man i flere sekunder kun kunne høre den svage lyd fra Noras iltapparat i salen.
Alle vendte sig mod scenen.
Rektor, hr. Grynas, stod med mikrofonen i hånden.
Hans ansigt var alvorligt.
– Før vi fortsætter aftenen, vil jeg gerne sige én ting, – sagde han.
NORA SAD MIDT PÅ DANSEGULVET.
Nora sad midt på dansegulvet.
Jude holdt stadig hendes hånd.
Jeg stod kun få skridt væk og mærkede mine fingre ryste.
Jeg troede, at rektoren blot ville bede eleverne om at opføre sig ordentligt.
Men han sagde noget helt andet.
? FOR ET ÅR SIDEN SKREV DENNE PIGE BREVE TIL MIG NÆSTEN HVER DAG.
– For et år siden skrev denne pige breve til mig næsten hver dag.
En sagte mumlen lød i salen.
Nora løftede blikket.
Hun så selv overrasket ud.
Rektoren så på hende og smilede blidt.
? HUN BAD IKKE OM SÆRLIG OPMÆRKSOMHED.
– Hun bad ikke om særlig opmærksomhed. Hun bad ikke nogen om at have medlidenhed med hende. Hun bad kun om én ting.
Han tav et øjeblik.
Så sagde han:
– At skolen ikke skulle glemme de elever, som på grund af sygdom ikke kan sidde i klasselokalet hver eneste dag.
Nogle af elevernes ansigter forandrede sig.
DRENGENE, DER HAVDE KOMMENTERET, SÆNKEDE BLIKKET.
Drengene, der havde kommenteret, sænkede blikket.
Hr. Grynas fortsatte:
– Mens Nora selv lå på hospitalet, hjalp hun med at skabe et skoleprogram, så syge elever kunne deltage i undervisning, arrangementer og endda eksamensforberedelse på afstand.
Jeg lagde hånden for munden.
Nora havde aldrig fortalt mig det.
HUN SAGDE BARE, AT HUN “SKREV LIDT MED SKOLEN”.
Hun sagde bare, at hun “skrev lidt med skolen”.
Rektoren løftede en lille mappe.
– Takket være hendes arbejde har syv andre børn kunnet fortsætte deres skolegang i år.
Salen blev fuldstændig stille.
Han så ud over eleverne.
? SÅ FØR I SPØRGER, OM NORA HAR RET TIL AT VÆRE PÅ DANSEGULVET, SÅ SPØRG JER SELV, HVOR MANGE AF JER DER HAR GJORT LIGE SÅ MEGET SOM HENDE.
– Så før I spørger, om Nora har ret til at være på dansegulvet, så spørg jer selv, hvor mange af jer der har gjort lige så meget som hende.
Nora brød ud i tårer.
Jude bøjede sig ned og spurgte stille:
– Vil du fortsætte dansen?
Hun nikkede.
SÅ SKETE DER DET, JEG IKKE HAVDE FORVENTET.
Så skete der det, jeg ikke havde forventet.
En pige rejste sig.
Så en anden.
Efter få sekunder samlede hele klassen sig omkring Nora og Jude.
De samme elever, som lige før havde hvisket, stod nu med sænkede hoveder.
EN DRENG GIK HEN TIL NORA.
En dreng gik hen til Nora.
Hans stemme rystede.
– Undskyld.
Nora svarede ikke.
Hun nikkede bare.
MUSIKKEN BEGYNTE IGEN.
Musikken begyndte igen.
Jude drejede langsomt rundt med hendes kørestol på dansegulvet, mens eleverne dannede en cirkel omkring dem.
Den aften var Nora ikke pigen, man skulle have ondt af.
Hun var det stærkeste menneske i hele salen.
Senere, da vi kørte hjem, lagde hun træt hovedet mod min skulder.
? MOR, JEG DANSEDE VIRKELIG, IKKE?
– Mor, jeg dansede virkelig, ikke?
Jeg klemte hendes hånd.
– Ja, min elskede. Og alle så dig.
Nogle gange kan én dans vise mere end tusind ord.
Og nogle gange er den mest stille person i rummet den, hvis stemme alle til sidst hører.
