Tomas lukkede øjnene.
Han var sikker på, at dette var de sidste sekunder af hans liv.
Men den store ulv angreb ikke pludseligt.
I stedet bed den sig fast i det tykke reb, der var viklet omkring skovfogedens hænder.
Tomas kunne ikke tro sine egne øjne.
FÅ ØJEBLIKKE SENERE KOM TO ULVE MERE HEN TIL HAM.
Få øjeblikke senere kom to ulve mere hen til ham.
De begyndte også at trække i rebene.
Den gamle mand følte, som om han drømte.
Der gik nogle minutter.
Pludselig brast det ene reb.
Så det næste.
Til sidst mærkede Tomas, at han kunne bevæge sine hænder.
Han gled langsomt ned ad træstammen og satte sig i sneen.
Men ulvene forsvandt ikke.
Tværtimod.
HELE FLOKKEN BLEV OMKRING HAM.
Hele flokken blev omkring ham.
Som om de beskyttede ham.
Så lød der en motor i det fjerne.
Tomas løftede hovedet.
Krybskytterne var vendt tilbage.
DE VILLE SIKKERT SIKRE SIG, AT DEN GAMLE MAND IKKE HAVDE OVERLEVET.
De ville sikkert sikre sig, at den gamle mand ikke havde overlevet.
Så snart terrænbilen standsede, stivnede ulvene.
Deres øjne rettede sig mod de nyankomne.
Mændene steg ud, mens de lo.
Men latteren forsvandt i samme sekund.
FORAN DEM STOD EN HEL ULVEFLOK.
Foran dem stod en hel ulveflok.
Den store ulv tog et skridt frem og knurrede højt.
Krybskytterne blev ligblege.
Den ene tabte endda lommelygten ud af hånden.
Ingen turde bevæge sig.
FÅ SEKUNDER SENERE KASTEDE DE SIG TILBAGE IND I BILEN.
Få sekunder senere kastede de sig tilbage ind i bilen.
Terrænbilen skred gennem sneen, mens mændene flygtede ud af skoven så hurtigt, de kunne.
Tomas så stille efter de forsvindende lys.
Så så han på den store ulv.
Først da huskede han det.
FOR FLERE ÅR SIDEN HAVDE HAN REDDET EN LILLE SÅRET ULVEUNGE FRA KRYBSKYTTERNES FÆLDE.
For flere år siden havde han reddet en lille såret ulveunge fra krybskytternes fælde.
Den nat forstod Tomas for første gang, at naturen aldrig glemmer godhed.
Nogle gange vender hjælpen tilbage fra det sted, hvor man mindst venter den.
