Bussen kørte sikkert, men forsigtigt ad vejen, som om den selv fornemmede, at der i dag ikke var plads til fejl. Hjulene drejede langsomt gennem den sammenpressede sne, gled af og til på de isede strækninger, og chaufføren rettede straks rattet op, så køretøjet ikke kom i slinger. Udenfor rasede en ægte vinterstorm. Sneen kom i tætte slør, og vinden hylede, som om den når som helst kunne rive taget af og føre det væk i det hvide tomrum.
Kabinen var varm, men folk sad alligevel i deres jakker og trak tørklæderne tættere om sig. Ruderne var duggede, og isblomster tegnede sig på glasset. Nogle stirrede ud, forsøgte at skimte vejen, andre sad bare tavse og ventede på at nå frem til den nærmeste landsby.
Chaufføren — en mand omkring halvtreds med et træt ansigt og stærke hænder — førte bussen langsomt og koncentreret. Han havde kørt på disse veje i årevis og vidste, at vinteren her ikke tilgav fejl. Slet ikke i sådan et vejr.
Men pludselig kneb han øjnene sammen.
Foran, gennem sneens slør, bevægede noget sig.
Først troede han, det bare var snedriver, som vinden skubbede hen over vejen. Så tænkte han, det måske var hunde. Men et øjeblik senere løb en kulde ned ad hans ryg.
Det var ikke hunde.
— Nej, det kan ikke passe… — mumlede han lavt.
Figurerne blev tydeligere. Først én. Så en til. Og endnu en. Og endnu flere. Grå, aflange skikkelser trådte langsomt ud på vejen og standsede lige foran bussen.
Ulve. Ikke én eller to. Snesevis.
Chaufføren trykkede hårdt på bremsen. Bussen skred let, hjulene knirkede mod isen, og den standsede få meter fra flokken.
Der blev straks stille i kabinen.
— Hvad sker der?.. — spurgte en kvinde bagerst stille.
Men ingen svarede. For alle havde allerede forstået.
Folk begyndte at rejse sig, læne sig mod vinduerne, tørre duggen væk med ærmerne. Og i næste øjeblik bredte en tung, dæmpet rædsel sig gennem bussen.
— Ulve… — hviskede nogen.
Flokken stod lige foran dem. Og ikke kun foran.
Mens passagererne stirrede fremad, begyndte ulve også at dukke op fra siderne og bagfra. De bevægede sig langsomt, næsten lydløst, trådte blødt i sneen som skygger. Deres øjne glimtede i det grå lys, men de knurrede ikke og sprang ikke frem.
De omringede bare bussen. Som om de vidste præcis, hvad de gjorde.
— De angriber os nu… — sagde en mand ved vinduet med rystende stemme.
— Luk dørene! — råbte en kvinde.
— De knuser ruderne… — hviskede en anden.
Chaufføren greb rattet så hårdt, at hans knoer blev hvide. Han rørte sig ikke, stirrede bare frem og prøvede at forstå, hvad der foregik.
Det var mærkeligt.
Ulvene opførte sig ikke som normalt. De fór ikke rundt, viste ikke tænder, forsøgte ikke at angribe. De stod bare, som om de ventede på noget.
Og så tog en af dem et skridt nærmere. Så en til. Og i det øjeblik skete der noget, som fik alle i bussen til at gyse 😲😨
De kom helt tæt på bussen, men så ikke engang på menneskene indenfor. De kiggede… til siden. Chaufføren rynkede panden.
— Vent… — sagde han stille og lænede sig nærmere forruden.
Gennem sneen, lidt væk fra vejen, fik han øje på noget mørkt mod det hvide. Først lignede det bare en bunke grene eller vragrester. Men så lagde vinden sig et øjeblik, og silhuetten blev klarere.
Et menneske.
— Der ligger nogen… — hviskede chaufføren.
Passagererne stivnede. Han tørrede hurtigt ruden med ærmet for at se bedre. Ja. En mand.
Han lå på siden, næsten dækket af sne, helt ubevægelig.
— Gud… — udbrød en kvinde lavmælt.
— Er han i live? — spurgte nogen.
Chaufføren svarede ikke. Han kiggede på ulvene. Og pludselig faldt alting på plads. De havde ikke omringet bussen for at angribe. De havde stoppet den. For at forhindre den i at køre forbi. For at nogen skulle opdage den, der ikke længere kunne rejse sig.
I det øjeblik gik en af ulvene langsomt hen til den liggende mand og standsede ved siden af ham, som om den viste: her er han.
Og en ny bølge gik gennem bussen.
Men det var ikke længere frygt. Det var chok.
— De… førte os herhen… — sagde chaufføren stille.
Ingen svarede.
