Den kraftige regn havde stået ned i to dage i træk. Vinden jagede våde blade mellem gravstenene.
Daniel stod ved den friske grav til sin bedstefar og holdt hårdt fast i skovlen. Hans støvler sank næsten ned i jorden, men han fortsatte med at grave.
For tre dage siden døde hans bedstefar, en gammel og sær mand ved navn Arthur. Det meste af sit liv havde han boet alene i et stort hus på en bakke. Folk i byen mente, at han var lidt skør, fordi han hele tiden tegnede noget i sine gamle notesbøger og talte om “menneskelivets hemmeligheder”.
Efter begravelsen fandt Daniel en mærkelig besked. Den var skrevet med bedstefarens håndskrift på bagsiden af et gammelt fotografi.
“Daniel. Hvis du læser dette — har du ikke meget tid. På den tredje nat skal du grave min grav op. Kig under kisten. Lad ikke hemmeligheden blive i jorden.”
Daniel tænkte længe, at det bare var den gamle mands sidste spøg. Men ordene ville ikke forlade hans tanker.
Og nu var det den tredje nat efter begravelsen. Han stak igen skovlen i jorden.
Efter flere timer ramte skovlen pludselig noget hårdt. Daniel stoppede og begyndte hurtigt at grave jorden væk med hænderne. Under mudderet dukkede låget af en simpel fyrretræskiste frem.
Det var præcis den kiste, han havde set til begravelsen kun tre dage tidligere. Han brækkede låget op med et koben og fik det med besvær åbnet.
Inde lå hans bedstefar. Ansigtet var blegt og ubevægeligt, som en voksmaske. Daniel bøjede sig nærmere, forsøgte at forstå, hvad bedstefaren ville vise ham.
Og så lagde han mærke til noget mærkeligt. Bunden af kisten var ikke af træ.
Under foret kunne man se en mørk metalplade. Daniel skubbede forsigtigt kroppen til side og rev stoffet væk.
Under det lå en rund luge af sort metal. I midten sad en stor jernring.
— Hvad har du gemt her, bedstefar?.. — hviskede han stille.
Han greb ringen og trak. Lugen åbnede sig med en knirken. Under kisten var der en dyb lodret skakt. En gammel jernstige førte nedad.
Lyset fra lygten forsvandt i det totale mørke. Enhver normal person ville have lukket lugen og gået væk. Men Daniel begyndte at klatre ned. Stigen førte længere og længere ned.
Ti trin. Tyve. Halvtreds. Til sidst ramte hans fødder et stengulv. Han løftede lygten.
Omkring ham var et rundt underjordisk rum. Stenvæggene var dækket af mærkelige symboler og tegninger.
Midt i rummet stod endnu en dør. Den så usædvanlig ud. Som om den var lavet af hvid knogle.
Der var intet håndtag. Kun en fordybning til en menneskehånd. Daniel gik langsomt tættere på og åbnede den anden dør.
Daniel tog et skridt frem. Og i samme sekund skreg han. For i den enorme underjordiske sal foran ham stod der hundreder af glasbeholdere.
Inde i hver beholder flød noget, der lignede et lille menneske. Men det mest skræmmende var ikke engang det.
Midt i salen stod… 😲😨
Midt i den underjordiske hal stod en stor metalcontainer.
Den så tung og industriel ud, som om den var blevet bragt dertil med specialudstyr. Overfladen var dækket af et lag støv. Daniel gik langsomt nærmere. Han trak vejret dybt og løftede låget.
Og i næste øjeblik frøs han helt. Containeren var fyldt til randen med guldbarrer.
Daniel stod i flere sekunder og stirrede på dem, mens han forsøgte at forstå, hvad der foregik.
— Bedstefar… hvad har du gjort… — sagde han stille.
Men mærkelighederne stoppede ikke der. Ved siden af containeren stod et gammelt metalskab. Døren stod på klem.
Daniel gik hen og kiggede ind. Der lå tykke mapper, gamle laboratoriejournaler, fotografier og dokumenter.
Han tog en af mapperne og begyndte hurtigt at bladre siderne igennem. Efter få minutter stod det klart for ham, at det ikke bare var notater.
Det var rapporter om videnskabelige eksperimenter. Mange sider var fyldt med formler, skemaer og forskningsresultater.
Nogle dokumenter var underskrevet af hans bedstefar. Men ved siden af stod underskrifter fra andre mennesker. Og de navne genkendte han.
Det var efternavne på magtfulde personer, som ofte blev nævnt i nyhederne.
Langsomt begyndte billedet at falde på plads. Hans bedstefar havde hele sit liv arbejdet som videnskabsmand. For mange år siden begyndte han at arbejde på lukkede private projekter. Eksperimenter, som aldrig ville blive godkendt officielt. Farlig forskning.
Men rige mennesker var villige til at betale enorme summer for sådanne eksperimenter. Og bedstefaren sagde ja. Gennem årtier havde han opbygget en formue. Men han gemte ikke pengene i banker. Han skjulte dem her. Under sin egen grav.
Nu stod det klart, hvorfor bedstefaren havde efterladt ham den besked. Han ville ikke bare have, at hans grav blev gravet op. Han ville have, at hans barnebarn fandt det, der var tilbage efter ham.
