Der var stille i Skt. Albani Kirke fredag formiddag. Den slags stilhed, hvor selv små bevægelser føles tunge. Sepp Piontek var gået bort som 85-årig, og nu skulle han bæres ud én sidste gang.
Kirken i Odense var fyldt med familie og nære venner. Mennesker, der havde delt årtier med den tidligere landstræner. Udenfor hang luften tung, og da kisten blev ført ud, stod de tæt sammen. Skulder ved skulder. For at holde hinanden oppe.
Blomsterne var smukke. Farverige kranse og buketter lagde et stille, værdigt tæppe omkring afskeden. Salmerne steg mod loftet og fyldte rummet med en ro, der næsten gjorde ondt.
Sepp Piontek satte sit præg på dansk fodbold, men denne dag handlede det ikke om resultater eller triumfer. Det handlede om relationer. Om venskaber, der havde holdt gennem et langt liv.
Da rustvognen kørte væk fra kirken, blev der ikke sagt meget. Blikkene sagde det hele. Sorgen var tydelig. Sammenholdet endnu tydeligere.
Selv himlen syntes at dele stemningen. Regnen faldt stille over Odense, som om den også tog del i farvellet.
En markant skikkelse er borte. Men fredag formiddag viste, at Sepp Piontek ikke blot var en træner – han var et menneske, der havde samlet mennesker omkring sig. Og de stod der stadig. Tæt. Sammen.
