De havde lige skrevet historie. EM-guldet var i hus. Smilene var brede, skuldrene sænkede sig, og festen var i gang. Men så rejste Mads Mensah sig og tog ordet. Og alt ændrede sig.
Mandag aften, kort efter fejringen i København og inden en privat middag, samlede Mads Mensah sine landsholdskammerater. Her fortalte han dem det, de færreste var klar til at høre: EM-slutrunden var hans sidste.
Dagen før havde han spillet landskamp nummer 225. En milepæl i sig selv. Men jubilæumstalen udviklede sig til noget langt større. En afsked. En erkendelse. Et farvel.
Beslutningen havde han allerede delt offentligt. Med ordene om, at man skal stoppe, mens legen er god. Og at netop denne slutrunde var den bedste, han havde oplevet. Han skrev om privilegiet ved at repræsentere Danmark, om stoltheden over at have været med til at løfte holdet fra et af verdens bedste til dét bedste.
Men det var i rummet med holdkammeraterne, at ordene ramte hårdest.
Landstræner Nikolaj Jacobsen beskriver øjeblikket som dybt følelsesladet. Ikke kun for Mads selv, men for hele truppen. Stemningen skiftede fra jubel til stilhed. Fra latter til blanke øjne.
Mads Mensah debuterede på landsholdet tilbage i 2011. Siden har han været en fast del af en gylden æra. En spiller, der har stået i stormen, taget ansvar og været der, når det gjaldt.
Søndag kunne han hænge endnu en guldmedalje om halsen. Den sidste i landsholdstrøjen. Og måske den mest symbolske.
Holdet fejrede triumfen. Men samtidig sagde de farvel til en af deres egne.
