Der er mennesker, hvis alder fylder hele rummet. Og så er der Kirsten Schwalbe. 111 år gammel, bosat i sin ældrebolig i Struer – og stadig med en hverdag, der hænger sammen på hendes egne præmisser. Hun har ingen planer om at flytte. Hun er hjemme. Og hun ved præcis, hvorfor.
Kirsten blev født den 10. marts 1914. Dengang fandtes der hverken penicillin, fjernsyn eller stemmeret til kvinder. Strøm var en luksus, ikke en selvfølge, og månelandingen var science fiction. Hun har levet gennem krige, teknologiske spring og samfundsændringer, som de fleste kun kender fra historiebøger.
Alligevel er det ikke verdenshistorien, der fylder mest, når man taler med hende. Det er hendes nærvær. Hendes lune. Og den måde, hun taler om livet på – uden store armbevægelser, men med en klarhed, der rammer.
Hvis hendes livserfaring skal koges ned til én sætning, er den enkel: Det vigtigste er at have nogen at dele livet med.
Familien har altid været omdrejningspunktet. Hun er mor til tre døtre, har fire børnebørn og hele otte oldebørn. Mange bor i nærheden og kommer ofte forbi. Hun blev enke i 1981 og har boet alene siden, men ensomhed er et ord, hun ikke genkender i sit eget liv.
Hun fortæller åbent, at relationer både er det smukkeste og det sværeste. For kærlighed betyder også tab. Venner og naboer er forsvundet én for én gennem årene. Det er savnet, der gør mest ondt ved at blive gammel – ikke kroppen.
Kirsten forlod skolen som 14-årig og fik arbejde på en gård. Som 18-årig mødte hun sin mand. De blev gift i 1936 og fik mange år sammen med rejser, oplevelser og et fælles liv. Senere fandt hun kærligheden igen, men skæbnen gav dem kun halvandet år sammen. Hun konstaterer det nøgternt: sådan er livet.
Hun havde ikke store drømme, siger hun. Livet kom, som det kom. Og det var nok. Valgmulighederne var færre dengang, men glæden var der alligevel.
Til de unge i dag har hun et klart råd: De skal huske at leve. Være sammen med rigtige mennesker. Ikke kun kigge ned i en skærm.
Hun ved godt, at verden i dag er en anden. Tempoet er højere. Teknologien allestedsnærværende. Forskellen er næsten umulig at forklare. Da hun var barn, fik de først strøm, da hun var syv år. Hun fortæller med et smil om naboen, der pustede på stikkontakten, når lyset skulle slukkes – vant til petroleumslamper.
Hun cyklede overalt. Bilen var ikke hvermandseje. Måske er det derfor, hun er blevet så gammel, joker hun.
Hun har altid bevæget sig. Svømmede og lavede gymnastik langt op i årene. Stoppede først i svømmehallen som 90-årig. Rollatoren kom først, da hun fyldte 100 – efter pres fra børnene. Og generne har hjulpet. Hun er én ud af ti søskende, og flere af dem blev over 100 år.
Kirsten har kun haft to hjem i sit voksne liv. Først huset med familien. Siden 1992 boligen i Struer, hvor hun stadig bor – nu i stueplan, uden trapper. Når man bliver samme steder så længe, siger hun, er det fordi, man har været glad.
Hun overvejede engang plejehjem, da hun blev syg. Men helbredet vendte tilbage. Og ønsket om at blive, hvor hun var, blev stærkere.
Tryghed betyder alt, når man bliver gammel.
111 år efter sin fødsel sidder Kirsten stadig dér. Med minder, humor og et livssyn, der ikke er blevet mere kompliceret med tiden.
Lev. Del livet med andre. Og husk: det går jo nok.
