Min søn ringede til mig fra et nummer, jeg ikke havde gemt.
Jeg ville næsten ikke tage den.
Det var en tirsdag, klokken 18:42, og jeg vaskede op efter middagen.
”Hej, det er Daniels far, ikke?” sagde en kvindes stemme.
Jeg frøs.
Min søns navn er Adam.
”Forkert nummer,” svarede jeg automatisk, men lagde ikke på.
Stemmen lød træt. Langsom.
”Undskyld, jeg har fået nummeret fra hans skolemappe. Er du Adams far?”
Hun præsenterede sig som fru Lewis, skolens studievejleder.
Hun talte meget roligt, som om hun havde øvet de samme sætninger mange gange.
”Har du et øjeblik til at tale om Adam?”
Min første tanke var: han havde været i slagsmål.
Den anden tanke: karakterer.
Almindelige forældre-bekymringer.
”Nej, det er ikke adfærd,” sagde hun, som om hun hørte mine tanker.
”Det handler om, hvad han skrev til sin engelskopgave.”
Hun holdt en pause.
”Han skrev om en mand ved navn Daniel.”
Jeg lænede mig op ad køkkenbordet.
Vandet løb stadig, en tallerken i hånden.
”En ven?” spurgte jeg.
”Ikke helt,” sagde hun.
”Det lyder som… en slags anden far.”
Ordet ”far” ramte anderledes.
Hun begyndte at læse højt.
”I min historie har min mor en mand, der hedder Daniel.
Han tager mig med i parken, når hendes ’hoved gør ondt’.
Vi ser film i hans bil, og han lader mig vælge snacksene.
Jeg kan godt lide ham, fordi han lytter til mig og ikke råber.”
Køkkenet blev stille.
Jeg opdagede, at jeg uden at tænke havde slukket for vandhanen.
Jeg kunne høre min egen vejrtrækning i telefonen.
Jeg bad hende sende et billede af siden.
Det gjorde hun.
Et minut senere vibrerede min telefon.
Et stykke linjeret papir, store ujævne bogstaver.
Min søns håndskrift.
”Nogle gange ville jeg ønske, Daniel var min rigtige far,” stod der til sidst.
Jeg læste den sidste sætning tre gange.
Det var ikke ønsket, der gjorde mest ondt.
Det var ordene ”rigtige far”.
Som om jeg var et udkast.
Et stedholder.
”Ved du, hvem denne Daniel er?” spurgte hun.
Nu lød hendes stemme forsigtig.
Professionel.
Jeg sagde nej.
For det vidste jeg ikke.
På autopilot stillede jeg nogle formelle spørgsmål.
Havde Adam det okay i skolen?
Var der noget usædvanligt?
Hun sagde, han var stille, høflig, altid træt.
Nogle gange sulten.
”Sulten?” gentog jeg.
”Han siger ofte, at han vil spise hjemme,” tilføjede hun hurtigt.
”Som om han sparer mad til senere.”
Vi afsluttede samtalen med nogle standardfraser om at ”holde kontakten”.
Jeg kan ikke huske dem præcist.
Kun stilheden efter, jeg lagde på.
Huset føltes mindre.
Lavere loft, smallere vægge.
Min kone, Laura, sad i soveværelset og arbejdede på sin laptop.
Jeg stod i døren og så på hende, mens hun skrev.
Samme hårlokke, samme gamle T-shirt.
Intet i scenen så anderledes ud.
Men det var det.
”Hvor længe har du kendt en mand ved navn Daniel?” spurgte jeg.
Ingen hilsen, ingen indledning.
Hun stoppede midt i brevet.
Så op på mig.
”Hvad?”
Jeg gentog spørgsmålet.
Denne gang langsommere.
Hun blinkede.
Noget skiftede i hendes øjne.
Ikke skyld.
Beregning.
”Hvorfra kender du det navn?” spurgte hun.
Jeg sagde: ”Fra Adam.”
Og så på hendes ansigt.
Hun prøvede tre forskellige udtryk på fem sekunder.
Forvirring.
Fornærmelse.
Irritation.
Så blev hun bare træt.
”Okay,” sagde hun stille.
”Han skulle ikke have skrevet om ham.”
Ordet ”ham” var nok.
Der var ikke brug for flere detaljer.
Ingen historier om ”bare en arbejder-ven” eller ”nabo, der hjælper med bilen”.
Adam havde allerede skrevet det vigtigste.
”Hvor længe?” spurgte jeg.
Fire bogstaver.
De føltes som metal i min mund.
”To år,” sagde hun.
Ingen drama.
Bare en dato.
To år.
Adam er ni år.
Jeg regnede i hovedet, selvom jeg ikke ville.
To af ni.
Næsten en fjerdedel af hans liv.
Hun begyndte at forklare.
Om ensomhed.
Om at jeg altid var træt, vred, optaget.
Hvordan Daniel ”hjalp med Adam”, ”var der”, ”forstod”.
Ord fløj forbi mig som papirer i vinden.
Jeg tænkte på alle de aftener, hvor Adam bad mig lege, og jeg sagde ”senere”.
Alle de weekender, hvor vi ”går næste gang”.
Jeg troede, det var småting.
Det viste sig, de var en tom plads.
Noget andet overtog den.
”Sov han her?” spurgte jeg.
Pludselig var jeg optaget af logistikken.
Hvor passede det andet liv ind i vores kvadratmeter?
”Kun når du var på forretningsrejse,” sagde hun.
Som om det gjorde det bedre.
Forretningsrejser, jeg tog for familien.
Jeg spurgte, hvor Adam var.
”Hos min søster,” sagde hun.
”Han kommer tilbage om en time.”
Jeg kiggede på uret.
18:59.
En time til jeg så min søn.
En time til jeg skulle beslutte, hvad jeg nu ville være for ham.
Jeg gik ind på hans værelse.
Samme plakater, samme Lego-sæt.
På hylden en billig plastikbil, jeg ikke kendte.
”Fra Daniel,” sagde Laura fra døren.
Det havde jeg ikke spurgt om.
Jeg satte mig på hans seng og tog bilen op.
Den var let.
Næsten vægtløs.
Men min hånd rystede.
Jeg forestillede mig Adam på en parkeringsplads, i Daniels bil, se film på en tablet.
Vælge snacks.
Grine.
Fortælle ham ting, han aldrig fortalte mig.
Ikke fordi han ikke ville.
Fordi jeg ikke var der til at lytte.
Jeg råbte ikke.
Jeg smed ikke noget.
Spurgte ikke hundrede spørgsmål.
Jeg satte mig bare på den lille seng og ventede.
På at timen skulle gå.
Klokken 20:03 hørte jeg nøglen dreje.
Adam løb ned ad gangen.
Smed sin rygsæk.
Så mig på sit værelse og frøs.
I et øjeblik så det ud, som om han valgte en rolle.
Hvordan han skulle tale til mig.
Hvilken version af ”far” jeg var i dag.
”Hej,” sagde han forsigtigt.
”Hej,” svarede jeg.
Min stemme lød som en andens.
Jeg ville spørge ham om historien.
Om parken, bilen, snacksene.
Om hvornår han begyndte at ønske sig en ”rigtig far”.
I stedet sagde jeg:
”Er du sulten?”
Han nikkede.
Øjnene rettet mod gulvet.
Vi gik i køkkenet.
Jeg varmede pastaen fra frokosten.
Satte hele fadet foran ham.
Han så overrasket ud.
”Spis, hvad du vil,” sagde jeg.
Vi sad i stilhed.
Gaffel mod tallerken, uret tikker.
Ingen store samtaler, ingen taler.
Bare det faktum, at han spiste i vores køkken, ved vores bord.
Med mig.
Senere den aften, efter han var faldet i søvn, skrev jeg en besked til et ukendt nummer, Laura havde givet mig.
”Hej, det er Adams far.”
Jeg slettede den.
I stedet gemte jeg nummeret som ”Daniel – eksisterer ikke”.
Og lod det stå tomt.
Om morgenen pakkede jeg selv Adams madpakke.
To sandwiches i stedet for én.
Et æble allerede skåret ud.
En seddel på et lille stykke papir: ”Hvis du er sulten, sig til mig.”
Ingen underskrift.
Han ville vide, hvis håndskrift det var.
Vi talte ikke om Daniel den dag.
Eller den næste.
Men hver gang min telefon ringede fra et ukendt nummer, tog jeg den.
Bare for en hver pris, at det var min søn igen.
Fra en del af hans liv, jeg endnu ikke kendte til.
Jeg begyndte at svare på alle opkaldene.
