Jeg fandt ud af, min far var i live via en notifikation fra bankappen.
Jeg stod i køen i supermarkedet, med en karton mælk og et brød i hænderne. Min telefon summede. “Ny login fra ukendt enhed” til den fælles opsparingskonto, jeg havde med min far. Den far, som ifølge min mor skulle være død for to år siden.
Jeg frøs til. Kvinden bag mig sukkede, fordi jeg ikke bevægede mig. Jeg trådte ud af køen, lod kurven stå på gulvet og åbnede appen. Sidste login: for 3 minutter siden. Placering: en anden by, 300 km væk. Navnet på kontoen: mit og hans.
Jeg huskede begravelsen. Eller hvad jeg troede var en begravelse. En lukket kiste, ingen visning “af medicinske årsager”. Min mor, Anna, rystede og underskrev papirer. Ingen krop, bare en mørk trækiste og en præst, der sagde standardord. Jeg græd som en idiot, holdt fast i den kiste.
Efter hans “død” ringede banken. Noget med den fælles konto. Min mor tog opkaldene, sagde hun ville håndtere papirarbejdet. Så fortalte hun mig, at kontoen var frosset, og der næsten ikke var noget på den alligevel. Jeg troede på hende. Jeg var 21 og gik på sidste år af universitetet.
Nu, i supermarkedet, klikkede jeg på transaktionshistorikken. Kontoen var meget levende. Reglemæssige hævninger. Samme beløb hver måned. Altid fra hæveautomater i den samme fjerne by. Sidste hævning: for to uger siden.
Jeg tog screenshots, mine hænder rystede så meget, at jeg næsten tabte telefonen. Jeg ringede til min mor. Hun svarede ikke. Jeg ringede igen. På tredje opkald svarede hun, forpustet.
“Mor, nogen er lige logget ind på fars konto,” sagde jeg. “Fra en anden by.”
Hun tav et øjeblik. Jeg kunne høre hendes vejrtrækning.
“Det må være en fejl,” sagde hun til sidst. “Jeg ringer til banken. Bare rolig.”
“Kontoen er ikke frosset,” sagde jeg. “Der er regelmæssige hævninger. I to år. Samme by. Samme beløb.”
Tavsheden på linjen ændrede sig. Den blev tung. Hun prøvede ikke at afbryde mig.
“Kom hjem,” sagde hun. “Vi taler her.”
Jeg tog den tidligste bus. Turen føltes uendelig. Jeg stirrede ud af vinduet, genskabte begravelsen i mit hoved, tjekkede screenshots igen og igen. Tallene ændrede sig ikke.
Da jeg trådte ind i lejligheden, sad min mor ved køkkenbordet. Ingen tv, ingen musik. Bare hende, en mappe med papirer og en uåbnet kop te.
“Sæt dig,” sagde hun.
Hun så ældre ud end for to år siden. Meget ældre. Jeg satte mig overfor hende. Min telefon lå mellem os på bordet.
“Var han nogensinde død?” spurgte jeg.
Hun svarede ikke med det samme. Hun åbnede mappen og tog en stak dokumenter ud. Medicinske rapporter, rykkere, breve fra banken. Øverst lå en udskrift med min fars sidste kendte adresse i den fjerne by.
“Din far forsvandt, da du var 16,” sagde hun sagte. “Du husker skænderierne. Men du ved ikke hvorfor. Han havde gæld. Stor gæld. Han skjulte den for os.”
Jeg huskede lukkede døre, hvisken, hans opkald i gangen. Min mor, der græd på badeværelset med vandet rindende i tuden.
“De ville tage lejligheden,” fortsatte hun. “Han lavede en aftale. Han ville forsvinde, arbejde af gælden et andet sted. Ingen officiel indkomst, ingen aktiver i hans navn. De ville lade os være. Men han måtte være ‘død’ for at papirerne kunne fungere.”
Jeg stirrede på hende. “Så begravelsen—”
“En tom kiste,” sagde hun. “Lånt navn, falsk dødsattest. Jeg skrev under, fordi de viste mig, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde. De lovede, at du aldrig ville blive berørt.”
Min hals blev tør. “Og kontoen?”
“Hans vilkår,” sagde hun. “Den fælles konto blev. Hver måned sender han et fast beløb. Det er det eneste spor, jeg må have. Jeg skulle intet fortælle dig. For din egen sikkerhed.”
“For min egen sikkerhed,” gentog jeg. “Eller for at forhindre mig i at lede efter ham?”
Hendes øjne blev fyldt med tårer, men hun tørrede dem ikke væk.
“Han bad mig lyve for dig,” sagde hun. “Han sagde, du aldrig ville komme videre, hvis du vidste, at han var derude. At du ville prøve at ordne det. Og du ville blive trukket ind i hans rod.”
Jeg skubbede telefonen mod hende. “Så han er i live. Arbejder et sted. Sender penge. Og jeg er bare… hvad? En papirløs forældreløs?”
Hun nikkede. “Juridisk, ja. Det var den eneste måde at beskytte dig mod hans kreditorer på.”
Jeg spurgte efter hans adresse. Hun skubbede udskriften hen over bordet som forbudt stof. En gade, en bygning, et lejlighedsnummer. En by, jeg aldrig havde været i.
“Hvis du tager af sted,” sagde hun, “kan du ikke fortælle ham, at du ved alt. De holder stadig øje med ham. Måske mindre nu, men stadig. Hvis de finder ud af, at du findes i hans liv, kan de bruge dig.”
“De?” spurgte jeg.
“Ikke bare banken,” sagde hun. “Private lånere. Folk der ikke sender høflige breve.”
Den nat lå jeg i min gamle seng og stirrede op i loftet. Min far var ikke længere blot et minde. Han var en mand, der gik til en hæveautomat to gange om måneden og tastede den PIN-kode ind, vi engang delte.
Jeg sov ikke. Klokken seks om morgenen bookede jeg en billet til den by til den kommende weekend. Jeg fortalte det ikke til min mor. Jeg tog et screenshot af adressen og gemte den tre forskellige steder.
Så åbnede jeg bankappen igen og ændrede notifikationsindstillingerne. Hver transaktion på kontoen sender nu en øjeblikkelig alarm til min telefon.
To dage senere, kl. 14:07, summede min telefon: “Hævning fra hæveautomat” i den by.
Jeg stirrede på skærmen og så præcis tid og sted. Jeg græd ikke. Jeg gemte bare notifikationen og lagde den i en mappe kaldet “Bevis”.
Den fælles konto er stadig aktiv. Pengene kommer stadig. Min far går stadig til samme hæveautomat hver anden uge.
På papiret er han død. I mine dokumenter er jeg halvt forældreløs.
På min telefon er han bare en række månedlige transaktioner og et blinkende punkt på et kort.
