Min søn ringede til mig fra et nummer, jeg ikke kendte, og sagde: „Far, hvorfor løj du om hospitalet?“
Jeg sad på kontoret og stirrede på et regneark, da det ukendte nummer dukkede op. Jeg var ved at afvise det. Det var stemmen, der fik mig til at fryse.
„Far, det er Leo. Læg ikke på.“
Jeg havde ikke hørt hans stemme i ni år. Ikke siden retssalens gang, hvor han hang fast i sin mors arm og nægtede at se på mig.
Han var seksten nu. Sidste gang jeg så ham, var han en lille dreng med en rygsæk større end hans krop. Nu var hans stemme dybere, tungere. Men den hurtige vejrtrækning, når han var nervøs, var den samme.
„Jeg er på stationen,“ sagde han. „Kan du komme?“
Han nævnte en station på den anden side af byen. Ingen forklaring. Bare det.
Jeg spurgte ikke om noget. Jeg tog bare min jakke, mumlede noget om et møde til min leder og gik.
I toget rystede mine hænder så meget, at jeg måtte holde i stangen med begge hænder. Jeg prøvede at huske, hvad jeg havde lovet mig selv: hvis han nogen sinde rækker ud, ingen beskyldninger, ingen historier om hans mor, ingen tårer. Bare lytte.
Han ventede udenfor stationen, under tavlen med køreplanen. Høj, for tynd, hættetrøje med ærmerne trukket over hænderne. De samme brune øjne. Det samme lille ar på hagen fra da han faldt af cyklen.
Han gav mig ikke et kram. Jeg rørte mig ikke imod ham. Vi stod bare der og målte hinanden som fremmede.
„Du ser… anderledes ud,“ sagde han.
„Det gør du også,“ svarede jeg. Det var en dum bemærkning, men det var alt, hvad jeg havde.
Vi gik til en billig café på den anden side af gaden. Lyse lamper, metalstole, lugten af brændt kaffe. Perfekt sted til at tale om ingenting vigtigt. Men han ville ikke tale om ingenting.
Han trak et foldet papir op af lommen og lagde det på bordet mellem os.
„Jeg fandt det i mors skuffe,“ sagde han. „Sidste uge.“
Det var hospitalregningen. Mit navn, hans navn, dato, diagnose. Det samme papir, jeg for år siden havde bedt hans mor om en kopi af, da hun sagde: „Hvis du gad, ville du have været der.“
„Mor har altid sagt, at du ikke kom,“ fortsatte han. „At du vidste det og derfor ikke kom.“
Hans fingre var helt hvide om koppen. Han drak ikke.
Jeg så på papiret. Jeg kendte hver eneste linje. Jeg havde stadig originalen i en mappe derhjemme. Den nat havde jeg siddet på en plastikstol ved hans seng, set hans bryst hæve og sænke sig efter operationen, bange for at blinke.
„Hun sagde, at du ikke betalte,“ tilføjede han. „At hendes forældre måtte betale alt. At du bare forsvandt.“
Ordene ramte som en fysisk smerte. For et øjeblik troede jeg, jeg ville kaste op.
„Leo,“ sagde jeg stille, „jeg var der. Jeg underskrev det papir. Jeg sov på gulvet ved din seng. Jeg betalte, hvad jeg kunne, og brugte så et år på at betale resten.“
Han stirrede på mig uden at blinke.
„Hun viste mig beskeder,“ sagde han. „Fra dig. Du sagde, du var for travl til at komme. At du havde en ny familie nu.“
„Jeg har ingen ny familie,“ sagde jeg. „Det har jeg aldrig haft.“
Han rystede på hovedet, næsten vred.
„Men jeg så dem. Beskederne.“
„Har du dem stadig?“
Han trak sin telefon op, scrollede, skubbede den over bordet. Der var skærmbilleder. Mit navn. Mit billede. Ord jeg aldrig skrev.
„Jeg var på hospitalet den dag,“ sagde jeg. „Min telefon var død. Derfor ringede din bedstemor til mit arbejde. Din mor var rasende over, at jeg ikke svarede. Vi skændtes i gangen. Den del er sand.“
Han kiggede fra telefonen til papiret og tilbage på mig.
„Så du vil sige, at hun…?“ Han færdiggjorde ikke sætningen.
„Jeg siger, at jeg ikke ved, hvordan de beskeder dukker op,“ svarede jeg. „Men jeg ved, hvor jeg var. På det værelse. Med dig.“
Tavshed bredte sig mellem os. I den næste bås lo nogen af en video på deres telefon. Lyden føltes forkert i luften.
Han rodede i sin rygsæk og tog en lille notesbog frem. Den billige slags med spiral i toppen.
„Jeg begyndte at skrive ting ned i år,“ sagde han. „Ting, der ikke gav mening.“
Han bladrede gennem sider dækket af tæt håndskrift. Datoer, sætninger, uddrag af samtaler med hans mor. Tidspunkter hvor hun sagde, at jeg ikke ringede. Tidspunkter hvor hun sagde, retten havde frataget mig mine rettigheder, fordi jeg var farlig. Tidspunkter hvor hun sagde, at jeg havde valgt en kæreste frem for ham.
„Jeg tjekkede rettens hjemmeside,“ sagde han. „På skolen. De har en gratis computer. Dit navn er der. Det står, at du bad om besøg. I årevis.“
Han kiggede op.
„Du gik i retten for mig,“ sagde han. Det var ikke et spørgsmål.
„Ja,“ sagde jeg. Min stemme lød hæs.
„Ingen har fortalt mig det,“ hviskede han.
Han lukkede notesbogen og pressede næven mod munden. Han blev sådan i lang tid.
„Jeg hadede dig,“ sagde han til sidst. „Hver fødselsdag, hvert nytår. Jeg forestillede mig dig med en ny dreng, en ny kone. Jeg troede, du havde glemt mig.“
„Jeg ringede hver fødselsdag,“ sagde jeg. „Nummeret var altid ændret eller blokeret. Jeg sendte gaver. De kom retur eller forsvandt. Jeg stoppede, da advokaten sagde, jeg ikke havde en chance. Men jeg glemte dig aldrig.“
Han gnubbede sine øjne med håndryggen, hurtigt, næsten vred på sig selv.
„Hvorfor kom du ikke hjem til os?“ spurgte han.
„Det gjorde jeg. To gange. Din morfar sagde, han ville kalde politiet, hvis jeg kom igen. Din mor sendte mig et brev gennem sin advokat. Sagde, at jeg chikanerede dig. Næste gang ville det være et besøgsforbud.“
Han lød en lille, brudt latter.
„Morfar sagde, du aldrig prøvede,“ sagde han stille.
Vi sad i den lyse, grimme café under summende lamper, sandheden spredt ud på bordet som billige servietter.
„Hvorfor lige nu?“ spurgte jeg endelig. „Hvorfor ringede du i dag?“
Han tog en dyb indånding.
„Hun er syg,“ sagde han. „Mor. Hun har fået undersøgelser. De tror, det er alvorligt. Hun sagde, at hvis noget sker, skulle jeg ikke lede efter dig. At du har dit eget liv og ikke ønsker problemer.“
Han kiggede lige på mig.
„Det var der, jeg vidste, hun løj,“ sagde han. „For selv hvis alt, hun sagde, var sandt, gentager man det ikke ord for ord. Som et manuskript.“
Han slugte.
„Jeg gik igennem hendes ting, mens hun var på klinikken,“ fortsatte han. „Jeg fandt regningen. Dit navn. Brevene fra retten. De returnerede pakker. Hun gemte det hele. Skjult. I årevis.“
Billedet af mine fødselsdagsgaver stablet i et mørkt skab fik min hals til at snøre sig sammen.
„Hun løj så meget, at hun måtte skjule beviserne for sig selv,“ sagde han. „Ikke bare for mig.“
Han kiggede på uret på væggen.
„Jeg må snart tilbage,“ tilføjede han. „Hun ved ikke, at jeg er her.“
Jeg nikkede. Der var intet at sige til det.
„Så,“ sagde han langsomt, „hvad gør vi nu?“
Jeg ville sige: Vi starter forfra. Vi skrubber ni år med stilhed væk. Vi går i parken, i biografen, til min gamle lejlighed fyldt med billeder af dig.
I stedet sagde jeg: „Hvad du vil. Vi tager det i dit tempo. Du ringer, når du kan. Jeg tager telefonen.“
Han studerede mit ansigt, som om han prøvede at finde manden bag alle historierne. Den egoistiske. Den feje. Fremmede.
„Må jeg se den mappe?“ spurgte han pludseligt.
„Den med papirerne. Originalerne. Jeg vil se dem.“
„Selvfølgelig,“ sagde jeg.
Han tøvede, så tilføjede han:
„Og dit hjem. Jeg vil gerne se… hvordan du bor. Hvis det er okay.“
Noget løsnet i mit bryst.
„Det er lille,“ sagde jeg. „Og rodet.“
Han gav et hurtigt, skævt smil, der lignede mit til forveksling.
„Det er mig ligegyldigt,“ sagde han. „Jeg vil bare se, om der er… noget af mig der.“
Der stod seksten billedrammer på mine hylder. Tolv med hans ansigt. Tegninger fra børnehaven på køleskabet. Et fødselsdagskort med en superhelt, stadig stående på bordet ved døren. En seng, jeg aldrig har skiftet ud siden den dag, jeg købte den til hans weekendbesøg, som aldrig blev til noget.
„Jeg tror, du finder noget,“ sagde jeg.
Vi drak kaffen færdig i tavshed. Så gik vi tilbage mod stationen.
På perronen kiggede han længe på mig, som om han ville huske mit ansigt.
„Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tilgive alt det her,“ sagde han. „Hende. Dig. Årene.”
„Det behøver du ikke i dag,“ sagde jeg. „Eller nogensinde. Bare… lad ikke flere år gå tabt på grund af andres historier.”
Toget kom. Dørene åbnede med et sus.
Han steg ind, så vendte han sig om.
„Far,“ sagde han. Bare det ene ord. For at teste, hvordan det føltes i munden.
Jeg nikkede.
Dørene lukkede. Toget kørte.
På min telefon stod et ukendt nummer stadig på skærmen. Jeg tilføjede det til kontakter under ét ord: Leo.
Den nat sendte han et billede. En lille dreng i en hospitalseng, ledninger på brystet. Og i hjørnet, halvt klippet af, min egen hånd, der holder hans.
Ingen ord. Bare billedet.
Så kom en ny besked.
„Mor sagde, du gik tidligt den dag,“ skrev han. „Men din jakke ligger på stolen på det sidste billede. Samme som på det første.“
En pause.
„Jeg tror, jeg husker, du læste noget for mig,“ sagde den næste besked. „Måske fandt jeg dig ikke på.“
Jeg lagde telefonen på bordet og satte mig i det mørke køkken og så på skærmen.
Da den næste besked kom, var den enkel.
„Godnat, far.“
Jeg skrev tilbage to ord.
„Godnat.“
Så lagde jeg telefonen med skærmen opad på bordet og gik for at rede sengen i det lille værelse for enden af gangen.
