Min søn ringede mig op fra et ukendt nummer og spurgte, hvorfor jeg havde forladt ham.
Jeg stod i supermarkedet med en pose ris i hånden, da telefonen ringede. Ukendt nummer. Jeg var lige ved at afvise opkaldet, men så hørte jeg en drengestemme: “Er det Daniel Carter?”
Jeg svarede ja, tænkte, det var banken eller en undersøgelse. Drengen var stille et øjeblik. Så sagde han: “Mit navn er Lucas. Mor siger, at du er min far.”
Risene faldt ud af min hånd, og jeg hørte dem ramme gulvet. Folk vendte sig for at kigge på mig. Jeg stod bare dér med telefonen trykket mod øret. Jeg har ikke børn. Det var i hvert fald det, jeg altid havde troet.
Jeg trådte ud af køen og gik stille mod udgangen uden at sige noget. Drengen fortsatte med at tale. Meget roligt, som om han havde øvet sig: “Jeg er tolv år. Jeg fik dit nummer fra mors gamle e-mails. Lad være med at lægge på, tak.”
Udenfor på gaden var det larmende med busser, biler og folk, der råbte i nærheden. Hans stemme var det eneste klare lyd. “Hvorfor forlod du os?” spurgte han. Ikke vredt. Mere bare som om han havde brug for at vide det.
Jeg svarede uden at tænke: “Hvor er din mor?” Han svarede med det samme: “På hospitalet. Hun sover meget. Lægerne siger, hun er træt.”
Jeg spurgte, hvad hans mors navn var. Da han sagde “Emily”, rystede mine ben faktisk. Jeg lænede mig op ad supermarkedsvæggen. Emily. Vi datede på universitetet. Brød op, da vi var 24. Jeg flyttede til en ny by. Vi talte aldrig igen.
Jeg huskede én skænderi, én forsinket menstruation, én sætning: “Bare rolig, det var falsk alarm.” Så kom eksamener, job, nye by. Jeg lagde den hukommelse i mappen “drama” og åbnede den aldrig igen.
Nu åndede en tolvårig dreng i min telefon. “Mor viste mig dine gamle billeder,” sagde han. “Hun siger, du var travl og langt væk. Men nu er jeg gammel nok. Jeg vil bare vide, om du gik, fordi det var min skyld.”
Jeg satte mig på kanten af fortovet. Mine bukser blev våde af en vandpyt. Jeg var ligeglad. “Lucas, jeg vidste det ikke,” sagde jeg. Ordene lød svage og dumme. “Jeg vidste ikke, du fandtes.”
Han var stille meget længe. Jeg troede forbindelsen var faldet ud. Så hviskede han: “Hvis du havde vidst det … ville du så være blevet?”
Biler kørte forbi. En lo bag mig. Min mund var tør. Jeg indså, at jeg ikke kunne give ham det svar, han havde brug for. Ikke et ærligt svar. Dengang, som 24-årig med min frygt og mine egoistiske planer, ville jeg nok alligevel være løbet væk.
Jeg sagde: “Ja. Jeg ville være blevet.” Løgnene gled let ud af min mund. Det lød pænt, korrekt, voksent. I den anden ende tog han en lille, rystende indånding. “Okay,” sagde han. “Tak.”
Jeg spurgte om hospitalets navn. Han gav det uden tøven, som om han også havde forberedt det. Så tilføjede han: “Mor ved ikke, jeg ringede. Hun tror, det er bedst sådan. Men hun græder, når hun tror, jeg sover.”
Han sendte mig adressen på sms. Ingen emojis, ingen ekstra ord. Bare adressen og hans navn. “Lucas.” Jeg stirrede længe på skærmen. Mit spejlbillede i supermarkedets glasdør lignede en fremmed.
Om aftenen sagde jeg til min kone, at jeg skulle arbejde sent. Jeg sad i bilen uden for vores lejlighed i næsten en time, motoren slukket, med hænderne på rattet. Vi har ikke børn. Efter to aborter stoppede vi med at prøve. Vi sagde, at det var okay.
Jeg kørte til hospitalet med nødblinkene tændt det meste af vejen og opdagede det først, da jeg parkerede. Receptionisten gav mig etagen og værelsets nummer, som om jeg bare var en anden besøgende.
I korridoren duftede det af antiseptisk middel og overkogte grøntsager. Jeg så ham, før han så mig. En tynd dreng i en alt for stor hættetrøje, som sad på en plastikstol, gyngede med fødderne over gulvet og stirrede på sin telefon.
Han løftede blikket, da han hørte mine skridt. Vores øjne mødtes. Hans ansigt ændrede sig på en mærkelig måde: ikke glæde, ikke overraskelse. Mere som en erkendelse af noget, han allerede vidste. Han puttede telefonen i lommen og rejste sig.
“Hej,” sagde han. På tæt hold havde han Emilys øjne og min hage. Det var som at kigge på et gammelt billede, som nogen havde redigeret.
Jeg sagde hej tilbage. Vi krammede ikke. Vi stod bare der, begge akavede, begge spillede, at vi vidste, hvad vi skulle gøre. Han pegede mod døren. “Hun sover. De har givet hende noget. De siger, det er … kompliceret.” Han stammede på det sidste ord, som om han kopierede, hvordan lægerne havde sagt det.
Gennem den på lidt klemte dør så jeg Emily. Grålig hud, slanger, hendes hår var kortklippet. Hun så ældre ud end mig, selvom vi var samme alder. Hun havde ikke set mig endnu.
Lucas så på mit ansigt. “Du kan gå ind,” sagde han. “Hun taler om dig, når hun er halvt i søvn. Sig ikke til hende, jeg ringede, okay?”
Jeg trådte hen mod døren, men stoppede. I det øjeblik så jeg mit livs linje som et kort: flytningen til en anden by, jobs, byture, stille middage med min kone. Og en parallel linje, der løb ved siden af i tolv år: Emily, der arbejdede to job, skolemøder, lægebesøg, en dreng, der ventede ved vinduet.
Jeg indså, at jeg ikke bare var sen. Jeg var en fremmed til slutningen af en historie, der allerede havde kostet dem alt for meget.
Jeg gik ikke ind.
Jeg vendte mig mod Lucas. Han så forvirret ud. Jeg lagde en hånd blidt på hans skulder, som man gør med andres børn. “Din mor har brug for ro,” sagde jeg. “Jeg vil ikke gøre det sværere.”
Han slugte og nikkede så som en voksen. “Vil du ringe til mig?” spurgte han. Ikke dramatisk. Bare praktisk.
Jeg gemte hans nummer under “Lucas” og viste ham skærmen, så han ville tro på mig. “Det vil jeg,” sagde jeg. Den gang var det ikke en løgn. Jeg forstod, at det at ringe var det eneste, jeg stadig kunne gøre uden at ødelægge et liv mere.
På vej hjem slettede jeg hospitalets adresse fra mine beskeder, men beholdt hans kontakt. Ved et rødt lys åbnede jeg vores chat. En besked fra ham var kommet, mens jeg kørte: “Tak fordi du kom. Nu ved jeg, at du er rigtig.”
Jeg stirrede på sætningen, indtil bilen bag mig tutede.
Hjemme spurgte min kone, hvordan arbejdet var. Jeg svarede: “travlt.” Så gik jeg på toilettet, låste døren og tillod mig endelig at græde stille med vandet rindende, så hun ikke kunne høre det.
Næste morgen sendte jeg Lucas et billede af min morgenmad og skrev: “Godmorgen. Hvad spiser du?”
Han svarede tre minutter senere med et billede af en sandwich fra hospitalets automat og et thumbs-up.
Det var den første dag, jeg opførte mig som en far for et barn, der allerede havde lært at leve uden en.
