Min far døde en tirsdag, og onsdag fandt jeg hans anden familie.
Jeg var i hans lille lejlighed sammen med min mor og gennemgik hans ting. De havde været separeret i fem år, men var aldrig blevet skilt. Hun kaldte ham stadig “min mand” til naboerne. Han sendte stadig penge til hende den første i hver måned.
Stedet lignede et midlertidigt hotelværelse. Halvt tomt køleskab, én tandbørste, en enkelt tallerken i vasken. Min mor blev ved med at sige, “Han levede som en ungkarl,” som om hun prøvede at overbevise sig selv om, at det var sandt.
Jeg åbnede klædeskabet for at pakke hans tøj til donation. På den øverste hylde stod en blå skoboks med en elastik omkring. Den var ikke støvet. Nogen havde rørt ved den for nylig.
Indeni lå der fotos.
Ikke gamle billeder af mig som barn, men nye. En kvinde på omtrent min alder, måske lidt yngre. Mørkt hår trukket tilbage i en enkel hestehale. En dreng, omkring seks år. På hvert billede var min far sammen med dem. Holdt drengens rygsæk. Stod bag dem ved et fødselsdagsbord. På ét sad drengen på hans skuldre med hænderne i min fars hår.
Drengen lignede mig helt nøjagtigt på mine skolebilleder.
Min mor foldede hans skjorter på sengen. Jeg så på hendes hænder, der bevægede sig langsomt og forsigtigt. Jeg sagde ikke noget. Jeg lagde fotos tilbage i boksen, men mine hænder rystede, og elastikken sprang. Nogle billeder gled ud på gulvet.
Hun vendte sig ved lyden. Bøjede sig ned. Løftede et billede op.
Hun stirrede på det i et helt minut uden at blinke. Så satte hun sig på sengen, stadig med fotoet i hånden, og sagde stille: “Så det var der pengene gik hen.”
Der var ingen skrig. Ingen anklager. Bare denne ene sætning. Hun lagde billedet ved siden af sig, glattede tæppet med hånden og fortsatte med at folde skjorter.
I bunden af boksen lå der dokumenter. En lejekontrakt med samme adresse som på hans kørekort. To navne som lejere: hans og kvinden fra billederne. En fødselsattest på drengen. Under “Far” stod min fars fulde navn.
Jeg tjekkede datoen. Drengen var født tre måneder før mine forældres tyvende bryllupsdag.
Der lå også en billig smartphone med et revnet hjørne i hans natbord. Intet kodeord. De sidste beskeder var fra en chat kaldet “Hjem”.
Kvinden: “Lægen sagde, vi skal gentage testene næste måned. Lad ham ikke bekymre sig endnu.”
Min far: “Jeg tager ham på lørdag. Vi køber den røde bold, han ønskede.”
Kvinden: “Han bliver ved med at spørge, hvorfor du ikke sover her. Jeg sagde, du arbejder om natten.”
Min mor læste over min skulder uden at spørge. Jeg mærkede hendes åndedræt i nakken, kort og hakkende. Et øjeblik lagde hun sin hånd på min arm, ikke for at trøste, men som om hun holdt fast i møblerne under et jordskælv.
Opkaldsloggen viste mit nummer, min mors nummer og et tredje, der blev ringet til tre gange om dagen, hver dag, i årevis. Nogle gange lige efter han havde talt med mig.
Jeg tastede nummeret.
Et barn svarede. Den samme stemme, man hører i fødselsdagsvideoer, som forældre sender til hinanden. Høj, alvorlig, prøvede at lyde voksen.
“Hej?”
Jeg frøs. Min mor tog telefonen fra min hånd.
“Hej, hvem taler jeg med?” spurgte hun.
“Jeg hedder Daniel,” sagde drengen. “Handler det om min far? Han kom ikke hjem i går.”
Der var en lang pause. Min mor så på mig, så på billederne på sengen. Hendes ansigt rørte sig ikke. Hun sagde med en rolig stemme, der ikke lød som hendes egen: “Hvor er din mor, Daniel?”
En kvinde kom i røret. Jeg kunne høre panik i baggrunden, skabe, der blev åbnet, en stol, der blev skubbet hen over gulvet.
“Hej?” Hendes stemme knækkede. “Skete der noget? Hans chef ringede. Han mødte ikke op. Det gør han aldrig.”
Min mor præsenterede sig med min fars efternavn. Kvinden blev tavs. Helt. Ingen vejrtrækning, ingen lyd. Så blev stolen skubbet igen.
“Hvor længe?” spurgte min mor.
“Ti år,” sagde kvinden. “Vi mødtes på klinikken, hvor jeg arbejdede. Han sagde, han var skilt.”
Resten af samtalen var praktisk. Hvilket hospital. Hvornår de skulle komme for papirerne. Om nogen skulle fortælle Daniel det nu eller efter skole. To enker, der arrangerede en begravelse for én mand.
Efter opkaldet stod min mor midt i rummet. Hun græd ikke. Bare stod der. Så tog hun Daniels fødselsattest, foldede den sammen og lagde den i sin taske.
“Han har ret til sin arv,” sagde hun. “Du hjælper mig med advokaten.”
Den aften mødte vi dem på hospitalets gang. Kvinden var mindre i virkeligheden end på billederne. Hun holdt Daniel på skulderen. Han klemte en legetøjsbil og drejede på hjulene med tommelfingeren.
Da han så min fars navn på døren, hviskede han: “Det er min far.”
Min mors fingre strammede sig om taske-remmen, men hendes ansigt var tomt. Jeg indså, at jeg var den eneste i gangen, der kunne sige det samme.
Vi kæmpede ikke. Ingen hævede stemmen. Sygeplejersken kom med en plastpose med hans ur, pung og nøgler. Min mor skubbede posen over mod den anden kvinde.
“Tag det,” sagde hun. “Han boede hos jer.”
Kvinden rystede på hovedet. “Nej. Du var hans kone.”
De stod der, begge nægtede at røre posen. Til sidst satte sygeplejersken den på en stol mellem dem og gik.
To dage senere, ved begravelsen, stod to grupper af mennesker på hver sin side af graven. Min mor på den ene side, kvinden og Daniel på den anden. Naboer og kolleger spredt imellem, hviskende, ude af stand til at forstå, hvem der var hvem.
Da præsten var færdig, gik Daniel væk fra sin mor og rundt om graven til min mor. Han kiggede op på hende.
“Sagde han også det til dig?” spurgte han.
Min mor nikkede.
“Så er vi ens,” sagde han.
Hun tog fødselsattesten frem fra tasken og gav den til hans mor.
“Vi snakker efter,” sagde hun. “Han skal have det, der tilkommer ham.”
På vej hjem sad hun på forsædet og stirrede ligeud. Pludselig sagde hun med rolig, næsten kedsommelig stemme, “Jeg troede, jeg var den eneste, han efterlod alene i den lejlighed om fredagen.”
Nu overfører jeg hver måned den første penge til Daniels konto. Min mor minder mig om det, hvis jeg glemmer. Hun skriver “Til dine studier” i betalingsbeskrivelsen.
Hun har stadig sin vielsesring på.
Hun har heller ikke nævnt min fars navn i elleve måneder.
