Min datter kaldte en fremmed “far”, og han svarede.
Det var en lørdag i marts. Supermarked, tæt på lukketid. Jeg valgte yoghurt, da min telefon ringede, og Emma, min seksårige, trak i mit ærme.
“Mor, se,” hviskede hun. “Det er far.”
Jeg fulgte hendes finger. En mand stod ved juicegangen med en kurv. Mørkeblå jakke, jeans, en velkendt gangart. Ved siden af ham — en kvinde med langt blondt hår og en dreng på omkring fire.
Et øjeblik nægtede min hjerne at forbinde prikkerne.
“Daniel?” sagde jeg hans navn i mit hoved, ikke højt. Samme højde, samme måde at skubbe håret tilbage på. Men Daniel var “på forretningsrejse” i en anden by. Han havde sendt mig et foto fra et hotelværelse den morgen.
Emma ventede ikke. Hun slap min hånd og løb hen til ham.
“Far!” råbte hun.
Manden vendte sig.
Det var Daniel.
Der var et halvt sekund, hvor vi alle fire frøs: mig, ham, den blonde kvinde og den lille dreng. Så styrtede Emma ind i ham og krammede hans talje.
Hans hånd gik automatisk til hendes hoved. På samme måde som han altid gjorde, når han kom hjem fra arbejde.
“Hej, prinsesse,” sagde han stille. Som om han lige havde set hende til morgenmad i går.
Den blonde kvindes ansigt blev hvidt. Hun så på Emma, så på mig, så på Daniel. Drengen pressede sig mod hendes ben og stirrede på min datter.
Jeg gik nærmere med indkøbsvognen. Mine hænder rystede så meget, at hjulene raslede.
“Daniel,” sagde jeg højt denne gang.
Han hev sig sammen. “Sara… Hvad laver du her?”
“I vores supermarked,” svarede jeg. “I vores by.” Jeg kiggede på hans jakke. Den var den samme, der hang på vores knage i gangen sidste uge.
Den blonde kvinde trådte frem. “Hvem er hun?” spurgte hun på engelsk med en svag accent. Hendes øjne var på mig.
Jeg så på hendes hånd. En simpel guldring. Ikke på ringfingeren, jeg var vant til at se. På den anden hånd.
“Daniel?” gentog jeg. “Måske vil du præsentere dine… venner?”
Han åbnede munden to gange, lukkede den igen. Så sagde han: “Emma, skat, gå lige hen til din mor et øjeblik, okay?”
Emma rynkede på panden. “Men du sagde, du var i flyet,” sagde hun højt. Drengen stirrede forvirret på hende.
Den blonde kvinde vendte sig langsomt mod ham. “I flyet?”
Hun kiggede på den lille kuffert i hans kurv. To tandbørster i en plastpose ovenpå.
Daniel åndede ud. Skuldrene sank. “Det er… kompliceret,” sagde han.
“Nej,” svarede jeg. “Start bare med dit navn.”
Drengen sagde pludselig: “Far, jeg er tørstig.” Ordet skar gennem luften.
Emma stirrede på ham. “Han er ikke din far,” sagde hun. “Han er min far.”
Drengen klemte sig tættere til kvinden. “Mor?” hviskede han.
Kvinden trådte rundt om Daniel og rakte hånden frem mod mig. En mærkelig gestus i det øjeblik, men jeg tog imod.
“Jeg er Laura,” sagde hun. “Jeg er hans kone.”
Supermarkedets larm — bip fra scannere, fjern musik — blev meget høj og samtidig meget fjernt.
Jeg hørte min egen stemme spørge: “Siden hvornår?”
“Syv år,” sagde hun. “Vi har en søn. Leo.”
Jeg lo. En kort, tør lyd. “Vi har været gift i otte,” sagde jeg.
Emma trak i min frakke. “Mor, hvad sker der?”
Daniel prøvede at røre min arm. Jeg trådte tilbage. Hjulet på vognen ramte en hylde, en glasbeholder faldt ned, og nogen i gangen bandede.
“Hvordan?” spurgte jeg ham. Ikke en hel sætning, bare det.
Han kiggede mellem os, som om han skulle vælge en dør i et gameshow.
“Jeg rejser meget,” begyndte han. “Det skete bare… Jeg mente ikke—”
“Du mente ikke at få en anden familie?” Lauras stemme var skarp nu. Folk omkring stoppede med at lade som om, de ikke lyttede.
“Vær venlig,” hviskede han. “Ikke her.”
Jeg pegede på Emma. “Du løj for din datter i morges,” sagde jeg. “Du sendte hende et billede fra et eller andet hotel. Har du lige skiftet lagnerne hos din mor?”
Han svarede ikke. Det var min bekræftelse.
Laura tog sin telefon frem med hænder, der næsten var rolige. “Vis mig dine kontakter,” sagde hun til ham. “Nu.”
Han nægtede. Hun vidste allerede svaret.
Jeg kiggede på Laura. På hendes stille, kontrollerede vrede. På drengen, der gemte sig bag hende.
“Har du familie her?” spurgte jeg hende.
Hun nikkede langsomt. “Min bror. Ti minutters kørsel herfra.”
“Jeg tager Emma hjem,” sagde jeg. “Du skal ikke gå alene med ham.”
Daniel rakte ud igen. “Sara, vær sød. Vi kan tale, vi kan—”
“Du har to familier,” sagde jeg. “Du kan tale med den, du har løjet mindst for. Hvis du kan finde ud af, hvilken det er.”
Emmas hånd fandt min. Lille, varm, stadig tillidsfuld.
“Far, kommer du hjem i aften?” spurgte hun.
Han slugte. Hans øjne var røde. Et øjeblik lignede han manden, jeg havde giftet mig med, ham der byggede vores IKEA-seng og græd, da Emma blev født.
“Jeg… jeg ved det ikke,” sagde han.
Det var slutningen for mig.
“Vi klarer os uden et ‘jeg ved det ikke’,” sagde jeg. “Sig farvel til din datter, Daniel.”
Han bøjede sig ned til Emmas højde. “Jeg elsker dig,” sagde han. “Det ved du, ikke?”
Hun nikkede, forvirret. “Hvorfor er du så sammen med dem?” spurgte hun.
Han havde ikke noget svar.
Vi efterlod vores halvt fyldte vogn i gangen. Jeg gik ud med Emmas hånd så stramt, at hun klagede, og jeg tvang mig selv til at slippe grebet lidt.
I bilen spurgte hun: “Mor, er Leo min bror?”
Jeg stirrede på rattet. Nøglerne føltes tunge.
“Det ved jeg ikke endnu,” sagde jeg. “Men det her er ikke din skyld.”
Den aften sendte jeg Daniel én besked: “Kom ikke hjem. Jeg pakker dine ting. Vi taler kun om Emma.”
Han ringede elleve gange. Jeg svarede ikke.
To uger senere bekræftede en DNA-test, at Leo var hans søn.
Nu er der to børn, der spørger, hvor far er, og to kvinder, der deler retssagsdatoer og skolekalendere via korte, høflige e-mails.
Vi bor femten minutter fra hinanden. Nogle gange ser jeg Lauras bil ved børneklinikken. Vi nikker til hinanden. Vi taler ikke om supermarkedet.
Emma fortæller stadig folk, at hendes far arbejder i en anden by.
Det er teknisk set sandt. Han flyttede dertil efter retssagen.
Han sender penge til tiden. Videoopkald om søndagen. Skærmen fryser ofte.
I vores gang er der et tomt sted, hvor hans jakke plejede at hænge.
Jeg går stadig forbi, som om den stadig er der.
