Min søn spurgte mig, hvorfor jeg har to fødselsdage i min telefon.
Vi sad ved køkkenbordet. Liam lavede lektier på min gamle telefon, fordi hans tablet var i stykker. Jeg hakkede grøntsager. Det var en helt almindelig tirsdag.
Han sagde det uden videre, uden at kigge op:
“Far, hvorfor er der ’Liam’ to gange i dine kontakter? Samme billede. Forskellige fødselsdage.”
Kniven standsede i min hånd.
Jeg gik rundt om bordet og tog telefonen. Han havde min kontaktliste åben. Der var to indtastninger: “Liam (min søn)” – hans rigtige fødselsdag. Og ”Liam” igen, samme billede, men med en dato fire år tidligere.
Jeg havde aldrig set den anden indtastning før.
Liam træk på skuldrene.
“Måske har du taget en forkert backup,” sagde han. “Må jeg slette den?”
Jeg sagde nej, lidt for hurtigt. Det lagde han mærke til. Hans øjne snævrede sig, som når hans mor ser på noget, der ikke stemmer.
“Har det noget med arbejde at gøre?” spurgte han.
Jeg svarede ja. Så sendte jeg ham i bad og sagde, at aftensmaden ville være klar om femten minutter.
Så snart badeværelsesdøren lukkede, satte jeg mig og åbnede min laptop. Mine hænder rystede så meget, at jeg skrev adgangskoden forkert to gange.
Den anden “Liam”-kontakt var synkroniseret fra en gammel emailkonto, jeg ikke havde brugt i årevis. En konto, jeg havde, før jeg giftede mig med Anna.
Jeg åbnede siden til at gendanne email. Den bad om et backup-telefonnummer. Det var Annas gamle nummer, det hun havde, da vi først begyndte at date.
Jeg stirrede længe på skærmen, før jeg trykkede på “send kode”.
Anna var i stuen, foldede vasketøj og så en eller anden udsendelse. Jeg kom hen til hende med min telefon. Min stemme var flad:
“Har du lige fået en sms med en kode?”
Hun så forvirret på mig og tjekkede så sin telefon.
“Ja. Hvorfor?”
Jeg sagde, jeg havde brug for den til at gendanne en gammel konto. Hun læste koden højt. Så spurgte hun:
“Hvilken konto?”
“En gammel email,” sagde jeg. “Fra før dig.”
Noget i hende spændte en kort stund i ansigtet. Så smilede hun som normalt og vendte tilbage til fjernsynet.
Koden virkede. Indbakken indlæste langsomt, fuld af støv og gamle år.
Der var kun et par mapper. En hed “Liam”. En anden hed “Klinik”.
Den nyeste email var fra ni år siden. Emnelinjen var bare en dato. Den samme dato som den anden fødselsdag i mine kontakter.
Jeg klikkede på den.
Tre ultralydbilleder. En besked fra en læge, jeg ikke kendte, adresseret til både mig og Anna. “Levedygtigt graviditet. Forventet terminsdato…”
Terminsdatoen var fire år før min søns fødsel.
Min brystkasse føltes hul. Jeg scrollede videre op.
Flere emails. Påmindelser om aftaler. Testresultater. En kvittering for en behandling.
Og så et ord i emnelinjen, som fik min mund til at tørre ud.
“Abort.”
Jeg åbnede den. Kort bekræftelse, klinisk sprog, tid og dato. En linje om “efter patientens og partners fælles beslutning”. Begge vores navne stod under.
Jeg prøvede at huske det år. Jeg kom i tanke om det nye job. Den lille lejlighed. Skænderier om penge og min rejseplan. Jeg kunne ikke huske nogen klinik. Jeg kunne ikke huske nogen beslutning.
Jeg hørte døren til badeværelset åbne. Lyden af bare fødder på gulvet i gangen.
Jeg lukkede laptopen halvt. Liam kom ind med vådt hår, iført pyjamas, og spurgte, hvad der var til aftensmad.
Jeg sagde pasta. Jeg kunne næsten ikke få det sagt.
Han satte sig ved bordet og begyndte at fortælle om skolen. En matematikprøve, en uhøflig dreng i hans klasse, noget sjovt læreren havde sagt. Hans stemme var baggrundsstøj. Mine øjne gled hele tiden til hans hænder, hans skuldre, næsens bue.
Fire år tidligere havde der været en anden Liam.
Efter han var gået i seng, åbnede jeg laptopen igen. Denne gang tjekkede jeg “Sendt”-mappen.
Der var en email fra min adresse til Anna, ni år tidligere.
“Jeg tror, det er bedst sådan. Vi kan ikke klare det nu. Vi er ikke klar. Vi får en ny chance.”
Jeg læste den fem gange. Det føltes som om, jeg læste en andens ord. Nogens, der var koldere. Mere praktisk.
Jeg gik ind på soveværelset. Anna scrollede på sin telefon. Jeg satte mig på sengekanten og gav hende laptopen.
“Jeg fandt det her,” sagde jeg. “Kan du huske det?”
Hun læste i stilhed. Hendes underlæbe begyndte at sitre, så stoppede det. Hun lagde laptopen blidt på skødet.
“Ja,” sagde hun.
Bare det.
“Du fortalte mig ikke noget,” sagde jeg.
Hun kiggede på mig, som om jeg var urimelig.
“Du var der,” sagde hun. “Du skrev under på papirerne. Du kørte mig hjem. Du gik tilbage på arbejde næste morgen, fordi du havde et møde. Vi blev enige om ikke at tale om det igen.”
Jeg gennemsøgte mit hoved, men der var intet. Bare formen af det år, den sædvanlige stress, den sædvanlige træthed.
“Hvorfor kan jeg ikke huske det?” spurgte jeg.
Hun stirrede på væggen.
“Fordi vi besluttede at glemme det,” sagde hun. “Og du er god til at beslutte. Bedre end mig.”
Vi sad i stilhed. Gennem den tynde væg kunne vi høre Liam bevæge sig i sengen, bladre i en bog.
“Har du nogensinde tænkt på at fortælle ham det?” spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
“Hvad skulle jeg sige?” sagde hun. “Hej, du var vores anden forsøg?”
Ordene slog som en fysisk kendsgerning.
Jeg lukkede laptopen og satte den på gulvet. Vi slukkede lyset. Ingen af os rørte ved den anden.
Omkring midnat gik jeg op til Liams værelse. Han sov, munden let åben, den ene arm kastet over sin pude.
Jeg satte mig på gulvet ved hans seng og så på hans vejrtrækning.
På min telefon åbnede jeg mine kontakter og stirrede på de to indtastninger med hans navn.
Jeg ændrede den anden. Jeg slettede navnet og lod kun datoen stå.
Ingen billede. Ingen ringetone. Bare en dag på skærmen.
Så satte jeg en årlig påmindelse.
Den dukker op hvert år nu. Jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg sidder bare ved det samme køkkenbord og lader det blive stående på min telefon, indtil batteriet er tomt.
