Min søn ringede til mig fra et nummer, der var gemt som ”VVS-mand” på min mands telefon.
Det var tirsdag aften, næsten klokken otte. Jeg vaskede op, da min mands telefon begyndte at summe på køkkenbordet. Skærmen lyste op: ”VVS-mand”. Jeg ville næsten lade være med at tage den, men opkaldet blev ved med at komme, tre gange i træk.
Vi havde ingen problemer med rørene. Ingen lækager, ingen planlagte reparationer. Jeg tog telefonen, tørrede mine våde hænder på et viskestykke og svarede.
En lille, rystende stemme sagde: ”Mor?”
I nogle sekunder lyttede jeg bare til hans vejrtrækning. Min hjerne sagde, at det var Daniel, min elleveårige søn. Men mine øjne stirrede på ordet ”VVS-mand” på skærmen.
”Daniel? Hvorfor ringer du fra det nummer? Hvor er far?” spurgte jeg.
Der var en pause. I baggrunden hørte jeg fjernsynslyde, en eller anden tegnefilm, og klirren fra en ske mod en kop. Så sagde min søn stille: ”Han er i køkkenet. Han sagde, jeg ikke må ringe til dig herfra.”
Min ryg blev kold. ”Herfra, Daniel?”
Han hviskede: ”Fra vores andet hus.”
Jeg satte mig ved bordet, for mine ben blev pludselig svage. Jeg pressede telefonen tættere på øret. ”Hvilket andet hus?”
”Han sagde, du ville blive vred, hvis du vidste det. Han siger, det er hans arbejdehus,” svarede min søn stadig med den forsigtige hvisken, børn bruger, når de ved, de bryder en regel.
Jeg hørte en kvindestemme i det fjerne: ”Dan, er det din lærer? Maden er klar!” Hun lød rolig. Velkendt på den mest smertefulde, almindelige måde.
”Hvem er det?” spurgte jeg, men min stemme var næsten lydløs.
”Min mor,” sagde han automatisk. Så rettede han sig hurtigt: ”Jeg mener… Emma. Jeg må ikke kalde hende mor, når jeg taler med dig.”
Ordet ramte hårdere end nogen fornærmelse. Min mand havde altid sagt, at han arbejdede sent tirsdag og torsdag. Nogle uger også lørdag. Ekstra vagter, sagde han. Overarbejde, for at spare op til en ferie, vi aldrig tog.
Jeg hørte en stol blive flyttet, skridt. Min søn gik i panik. ”Jeg må gå. Lad vær med at sige til far, at jeg ringede. Vær sød, mor. Vær sød.” Opkaldet blev afbrudt.
I et øjeblik sad jeg alene i det stille køkken og lyttede til vandhanens dryp. Mine hænder rystede så meget, at jeg ikke kunne taste. Jeg åbnede min mands WhatsApp og søgte efter ”VVS-mand”-nummeret.
Chatten var fuld af billeder. Indkøbslister. Et billede af min mand på en sofa, jeg ikke genkendte, med Daniel lænet op ad sig og en lille pige sovende på hans skød. En pige, jeg aldrig havde set før. Teksten lød: ”Mine to verdener i ét billede.”
Den sidste besked fra det nummer var fra morgenstunden: ”Glem ikke forældremødet kl. 18. De tror, du er en enlig far. Kom ikke for sent igen.”
Han havde sagt, han sad fast i trafikken.
Jeg scrollede op. Der var beskeder helt tilbage fra for seks år siden. Startende med: ”Jeg er gravid. Jeg ved, det er kompliceret, men jeg kan ikke klare det alene.”
Seks år. Vores datter Lily var otte. Daniel var elleve. Et sted derude var der et andet barn på omtrent fem år. Min mand havde delt sig i tre versioner af sig selv og misset ingen fødselsdage i nogen af dem.
Da han kom hjem den aften, duftede han af en anden persons skyllemiddel. Sødt, vanilje. Ikke som vores. Han kyssede mig på kinden, som om det var helt almindeligt, åbnede køleskabet og klagede over, at vi var løbet tør for appelsinjuice.
Jeg lagde hans telefon på bordet mellem os, med skærmen opad, allerede ulåst. Chatten med ”VVS-mand” åben. Hans ansigt blev blegt på rekordtid, næsten imponerende.
Han benægtede det ikke. Ikke rigtig. Han forsøgte at samle ordene til noget logisk: ”Du forstår det ikke… Det startede, før vi blev seriøse… Hun havde brug for hjælp… Jeg kunne ikke bare forlade det…”
Han sagde ”Jeg kunne ikke forlade det” tre gange. Han sagde aldrig ”Undskyld” en eneste gang.
Næste dag ringede jeg selv til ”VVS-mand”-nummeret. En kvinde svarede. Hendes engelsk havde samme bløde accent som hans. Hun sagde: ”Hej?” og jeg hørte en lille pige grine i baggrunden.
Jeg præsenterede mig med hans efternavn. Der blev tavshed i telefonen. Så sagde hun meget stille: ”Jeg troede, du var eksen.”
Vi talte i treogtyve minutter. Vi byttede datoer som puslespilsbrikker. Hans forretningsrejser. Hans sene vagter. Hendes ”familie-weekender”. Mine ”nødmøder”. Alt faldt på plads med et syg, rent klik.
Hun sendte mig et billede af deres hoveddør. Jeg genkendte hans håndskrift på en seddel klistret på dørklokken: ”Hvis jeg er forsinket, vent på mig. Jeg kommer altid tilbage.”
Mine børn sov i naboværelset, mens jeg stirrede på den besked. Jeg indså, at han havde skrevet den samme sætning i Lilys fødselsdagskort sidste år.
Til sidst valgte han ikke. Det gjorde jeg. Jeg skrev to linjer til ham: ”Du bor ikke her længere. Tal med min advokat.” Så satte jeg hans nummer på lydløs.
Han prøver stadig at dele sig op. En halv søndag her, en stresset onsdag aften der, videoopkald med to børn på samme tid. Jeg lader børnene selv bestemme, hvornår de vil svare.
Nogle gange spørger Daniel, om vi kan besøge ”det andet hus”. Han siger, hans lillesøster der græder, når han tager afsted. Jeg siger til ham: ”Voksne har lavet rodet. Børn skal ikke rydde op i det.”
Han nikker, men han kigger stadig mod døren om torsdagen, som om han venter på, at hans far træder ind.
Nummeret er stadig gemt i min telefon som ”VVS-mand”. Jeg ændrer det ikke. Det minder mig om, at jeg ikke er skør. At en helt almindelig tirsdag ringede min søn om hjælp fra et liv, jeg ikke vidste fandtes.
Og rørene i vores hus har hele tiden været i orden.
