Min fars anden familie boede 20 minutter fra vores hus. Jeg fandt ud af det på grund af en forkert levering. En pizza, af alle ting.
Det var en søndag. Min mor, Anna, havde migræne, så hun gik tidligt i seng. Min far, Mark, ”arbejdede sent igen”. Jeg var alene i stuen og så en serie med lav lyd.
Dørklokken ringede. En leveringsfyr stod der med to store pizzabakker. ”Bestilling til Mark,” sagde han. Jeg rystede på hovedet. ”Du har den forkerte adresse.”
Han viste mig skærmen med vores præcise adresse. Under bemærkninger stod der: ”Ring når udenfor, børn sover. Ring ikke.” Der var også et telefonnummer. Min fars nummer.
Jeg frøs til is. Fyren kradsede sig i hovedet og sagde: ”Han bestiller hver søndag. Måske er det bare gemt forkert?” Han ringede til nummeret. Jeg hørte min fars ringtone fra køkkenet. Hans telefon lå til opladning på bordet.
Leveringsfyren annullerede ordren og gik. Jeg stod i gangen med min fars telefon i hånden. På skærmen: 8 ubesvarede opkald fra et nummer gemt som ”Emma (arbejde)”, plus tre ulæste beskeder. Den sidste: ”Børnene vil se dig inden sengetid. Kom ikke for sent igen.”
Vi har ikke små børn hjemme. Jeg er 22 år. Mine forældre har altid sagt, at de ”ikke nåede” at få flere.
Min mor kom ud af soveværelset, holdt sig for hovedet. ”Var der nogen ved døren?” spurgte hun. Jeg sagde, det var en forkert adresse. Min stemme lød mærkelig, selv for mig. Hun lagde ikke mærke til det. Hun lægger aldrig mærke til noget, når hun har migræne.
Da hun gik tilbage til sengen, åbnede jeg min fars telefon. Det havde jeg aldrig prøvet før. Han talte altid om tillid.
Det første, jeg så, var en særskilt beskedapp. Ikke den vi alle bruger. Ikonet var skjult i en mappe kaldet ”Værktøj”. Hans konto hed bare ”M”.
Den øverste chat var ”Emma”. Intet efternavn. Bare et lille billede af en kvinde, der holder en baby. De sidste beskeder var fra den dag: ”Glem ikke mælk og dinosaurus-pyjamasen til Noah.” ”Lily har tegnet noget til dig, hun venter.” ”Jeg er træt af at skulle forklare, hvorfor far ikke sover her.”
Der var billeder. En dreng på omkring fire år. En pige måske seks. Min far med dem i en park, på en sofa, i et lille køkken med gule fliser. Han så yngre ud der. Blødere. Som en, jeg ikke kendte.
Jeg scrollede tilbage. År tilbage. Den første besked fra Emma var næsten syv år gammel. ”Hej, det er Emma fra træningen. Sig til når du er kommet sikkert hjem.” Så kaffe. Så ”Jeg er forsinket.” Så ”Positiv.” Så et billede af en graviditetstest.
Jeg læste i stilhed, indtil jeg hørte porten. Min fars bil. Jeg lagde telefonen tilbage på opladeren. Mine hænder rystede så meget, at jeg måtte bruge begge.
Han kom ind, kyssede mig i panden, spurgte til mor. Han duftede af stegt mad og en parfume, der ikke var min mors. ”Ringede nogen?” spurgte han. ”Bare spam,” sagde jeg. Han nikkede, tjekkede sin telefon, og et øjeblik spændtes hans ansigt. Så smilede han igen.
Den nat sov jeg ikke. Jeg blev ved med at tænke på børnene på billederne. Min bror og søster, teknisk set. Opvokset med tanken om, at deres far bare var ”travlt optaget af arbejde”. Ligesom jeg gjorde.
Næste dag, da min far tog på arbejde, fulgte jeg efter ham. Jeg sagde til min mor, at jeg skulle mødes med en ven. Jeg gik til busstoppestedet, ventede, og tog den første bus i hans retning. Jeg fulgte hans placering via den familieapp, han selv havde installeret. ”Sikkerhed,” kaldte han det.
Han kørte ikke til kontoret. Han kørte til et boligområde, jeg aldrig havde været i. Stille gader. Små huse med små haver. Han parkerede foran et beige hus med en rød dør. Han tog en taske ud af bagagerummet – mælk, morgenmad, en legetøjsdinosaur stak ud.
Han ringede på én gang. Døren åbnede næsten med det samme. Emma. Jeg genkendte hende fra billedet. Løst hår, stor T-shirt, trætte øjne. Hun smilede, da hun så ham. De to børn løb ind i gangen med sokker, der gled på gulvet. ”Far!” råbte de. Han knælede ned og omfavnede dem.
Han så glad ud. Ikke som derhjemme, hvor han altid var træt, altid optaget. Han gik ind. Døren lukkede.
Jeg stod på den anden side af gaden. Hænderne i lommerne, men mine negle skar ind i håndfladerne. Jeg ventede. Ti minutter. Tyve. Fyrre.
Jeg gik tættere på og kiggede gennem stuevinduet. Ingen gardiner. Inde var et lille bord. Fire tallerkener. Min far hældte juice op. Drengen sad på hans skød. Pigen viste ham en tegning. Emma lagde brød på bordet. Det lignede et billede fra en reklame.
Undtagen det var min far.
Min telefon vibrerede. En besked fra min mor. ”Kan du tage brød med, når du kommer hjem? Vi er løbet tør.” Hun tilføjede en smiley, hun sjældent bruger. Jeg stirrede på skærmen, så på bordet indenfor. Min far, ved et andet bord, med en anden familie, spiste allerede brød.
Jeg ringede ikke på. Jeg bankede ikke på ruden. Jeg gik bare væk. Købte billigt hvidt brød i hjørnebutikken.
Hjemme lavede min mor suppe. Hun så bleg ud, men bedre. Hun takkede for brødet. Spurgte om jeg havde spist. Jeg sagde ja. Det var ikke en løgn. Jeg havde slugt noget, som ikke ville gå ned.
Om aftenen kom min far sent hjem fra arbejde. Han krammede min mor bagfra, mens hun vaskede op. Hun trak sig, så slappede hun af. Han kiggede på mig over hendes skulder. I et øjeblik mødtes vores blikke. Jeg troede, han så alt. Eller måske ville jeg bare have, at han skulle.
Om natten åbnede jeg hans beskedapp igen. Der var et nyt billede. Drengen i dinosaurus-pyjamas, smilende til kameraet. Tekst fra min far: ”Godnat, skat. Far elsker dig.”
Jeg stirrede på den sætning. Han havde aldrig skrevet det til mig. Ikke en eneste gang.
Om morgenen printede jeg tre billeder fra hans hemmelige galleri på en selvbetjent kiosk. Et af ham med børnene. Et af huset. Et af Emma med babyen. Jeg lagde dem i en simpel kuvert. Intet brev. Ingen forklaring.
Jeg lagde kuverten på køkkenbordet, lige under saltbøssen. Et sted, han ikke kunne overse, og hun ikke kunne ignorere.
Ved middagstid viste familieappen, at de begge var hjemme. Deres to prikker tæt sammen, ubevægelige i lang tid. Min fars telefon gik offline efter klokken 14. Min mors prik var stadig hjemme. Bevægede sig ikke hele dagen.
Ingen ringede. Ingen skrev. Jeg gik på café, bestilte kaffe, rørte den næsten ikke, stirrede ud på gaden. Folk gik forbi med dagligvarer, talte i telefon, lo. Ingen så ud, som om deres hele familie lige var blevet stilfærdigt udskiftet.
Da jeg kom hjem om aftenen, var kuverten væk. Billederne var væk. Saltbøssen stod præcis, hvor den altid havde været. Huset så ud som altid.
Min mor sad i stuen, meget rank, hænderne på knæene. Min far sad i lænestolen, albuerne på lårene, ansigtet i hænderne. Mellem dem på bordet lå min fars telefon. Den hemmelige app var åben. Min mors øjne var røde, men tørre.
Hun kiggede på mig og spurgte meget roligt: ”Hvor længe har du vidst det?”
Jeg sagde: ”Siden i går.”
Hun nikkede. Min far så stadig ikke op.
Ingen råbte. Ingen smed noget. Ingen bad. Vi sad bare der i det lille rum, i det lille hus, der viste sig kun at være halvdelen af hans liv.
Senere den nat pakkede han en taske. Ikke alle sine ting. Bare nok. Han tog sine dokumenter, et par skjorter, sin laptop. Han rørte ikke fotoalbummerne. Han tog ikke billederne ned fra væggene.
Ved døren mødte han mine øjne for første gang. Hans mund åbnede sig, som om han ville sige noget. Så lukkede han den igen. Han gik uden et ord.
Huset er blevet mere stille nu. Min mor sover med lyset tændt. Jeg handler ind. Jeg svarer straks på hendes beskeder.
Om søndagen, når jeg hører en scooter udenfor, tænker jeg stadig på den pizzaordre. Et sted, tyve minutter væk, sidder han ved et andet bord. To børn spørger, hvornår han bliver til natten.
Jeg hader dem ikke. De har ikke løjet for nogen. De blev bare født. Ligesom mig.
Vi taler ikke om ham derhjemme. Vi taler om regninger, om arbejde, om hvad vi skal lave at spise. De store ting skete i stilhed. Nu tager vi os bare af de små.
Det er ikke en dramatisk afslutning. Bare en anden slags søndag. Med en tallerken mindre ved vores bord.
