Min mand glemte at hente vores søn fra skole, og sådan fandt jeg ud af om hans anden familie.
Opkaldet kom klokken 17:37. Jeg var i supermarkedet og valgte morgenmadsprodukter. Skærmen viste: “Skolekontoret.” Kvinden i telefonen talte roligt, men bestemt og sagde, at ingen var kommet efter Daniel. Efterpasningen lukkede kl. 17:30.
Jeg frøs ved hylden. Mark hentede ham altid om tirsdagen og torsdagen. Det var vores aftale. Han arbejdede hjemme de dage. Ingen møder, ingen forsinkelser. Hans idé, ikke min.
Jeg ringede til Mark. Første gang — intet svar. Anden gang — gik direkte til telefonsvareren. Ved tredje opkald blev mit bryst stramt og mine hænder rystede. Jeg efterlod indkøbsvognen i gangen og løb ud af butikken.
Det tog mig tyve minutter at komme til skolen. Daniel sad på en stol ved døren, rygsækken på knæene og stirrede ned i gulvet. Da han så mig, løb han ikke, men rejste sig langsomt. “Du glemte det,” sagde han. Ikke skyldende, bare konstaterende.
Hjemme svarede Mark stadig ikke. Jeg tjekkede vores familiechat. Sidste besked fra ham var kl. 14:11: et billede af hans kaffekop og laptop. “Travl dag.” En blå prik viste, at han havde været online for en time siden.
Jeg åbnede hans position i messenger-appen. Vi havde opsat det for to år siden, efter jeg sad fast på motorvejen i en snestorm. Jeg så sjældent på det og havde næsten glemt, det stadig var tændt.
Kortet loadede langsomt. Så dukkede en lille cirkel op. Ikke hjemme. Ikke ved hans kontor. Et boligområde på den anden side af byen. En gadenavn, jeg aldrig havde hørt om.
Jeg zoomede ind. Cirklen var stabil. Bevægede sig ikke. En markør over en grå bygning med en lille indergård. Det lignede en almindelig lejlighedskompleks. Marks status under hans navn sagde ”Aktiv nu.”
Jeg fortalte Daniel, at farens telefon nok var løbet tør for strøm, og at han sad fast i trafik. Jeg satte en tegnefilm på, gav ham pasta og gik ind i soveværelset. Jeg satte mig på sengekanten og stirrede på kortet. Cirklen bevægede sig ikke.
Jeg ringede igen. Denne gang svarede han ved andet ring. Baggrundslyde, dæmpede stemmer. “Hej, undskyld, jeg er til møde,” sagde han. Stemmen var munter, lidt for høj. “Hvad så?”
“Hvilket kontor?” spurgte jeg.
Der kom en kort pause. “I centrum, som altid. Hvorfor?”
Jeg kiggede på gadenavnet på skærmen. Læste det højt. Langsomt. Tydeligt.
Tavsheden i den anden ende var anderledes denne gang. Tung og tæt. Han forsøgte at le. “Hvad snakker du om?” Men hans stemme knækkede ved det sidste ord.
“Jeg skulle hente Daniel,” sagde jeg. “Du glemte ham i skolen. Igen, hvilket kontor?”
Han lagde på.
Jeg stirrede på den døde linje et par sekunder, så greb jeg mine nøgler. Jeg fortalte Daniel, at jeg skulle aflevere nogle papirer og bad ham blive inde, se TV og ikke lukke nogen ind. Han nikkede bare. Han var alt for vant til at være den, der ventede.
Det tog mig fyrre minutter at krydse byen. Hele vejen viste kortet den samme cirkel det samme sted. Ingen bevægelse. Ingen forklaring fra ham. Ingen beskeder.
Bygningen var helt almindelig. Beige mure, gammel dørtelefon, børnecykler låst ved indgangen. Vinduer med planter på vindueskarmene. Jeg følte, at jeg trådte ind i en andens liv.
Jeg kendte ikke lejlighedsnummeret. Jeg vidste bare, at han var inde i denne blok. Jeg stod ved indgangen og så folk gå ind og ud, med min telefon i hånden og kortet åbent.
Klokken 19:02 flyttede cirklen sig lidt og stoppede. Stueetagen. Venstre side. Et lys tændtes i et vindue. Hvide gardiner, en lille plante, en gul lampe.
Jeg gik hen til vinduet uden engang at prøve at være diskret. Jeg stoppede et par meter væk. Mine hænder var kolde.
Han var der.
Mark sad i sofaen uden jakke iført en T-shirt, jeg aldrig havde set før. Ved siden af ham på gulvet sad en pige, måske fem år gammel, og tegnede med tuscher. Hun havde hans hår. Den samme stædige krølle i panden som Daniel.
Fra køkkenet kom en kvinde ind med tallerkener. Midt i trediverne, træt ansigt, håret trukket tilbage. Hun sagde noget med et smil, og Mark tog en tallerken fra hende. Han bøjede sig mod hende og sagde noget tilbage. De grinede begge. Den lille pige trak i hans ærme og viste ham sin tegning. Han bøjede sig ned for at se, alvorlig og opmærksom.
Han så ud som en mand, der var kommet hjem fra arbejde til sin familie.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der. På et tidspunkt kiggede kvinden mod vinduet. Vores øjne mødtes ikke. Reflektionen i glasset skjulte mig.
Min telefon vibrerede. En besked fra Mark: “Jeg kan forklare. Vær sød ikke at gøre noget dumt. Jeg kommer hjem senere. Vi tager en snak.”
Han vidste ikke, at jeg allerede var der. På fortovet. Kiggende.
Jeg vendte mig om og gik tilbage til bilen. Jeg bankede ikke på. Ringede ikke. Jeg satte mig på førersædet og stirrede på mine egne hænder på rattet.
Klokken 20:19 skrev han igen: “Undskyld for missen ved afhentningen. Jeg blev forsinket. Er Daniel okay?”
Jeg sendte et enkelt svar: “Ja. Han har det godt.”
Så kørte jeg hjem, gav vores søn mad, hjalp ham med lektierne og lagde ham i seng. Da han spurgte, “Kommer far hjem i nat?” svarede jeg, “Det ved jeg ikke.”
Det var den første helt ærlige ting, jeg sagde den dag.
Klokken 23:43 hørte jeg hans nøgle i låsen. Jeg sad ved køkkenbordet med en notesbog. På første side stod der tre linjer: hans navn, vores søns navn, dagens dato.
Han kom ind, bleg, med røde øjne, åbnede munden for at tale, men lukkede den igen. Hans telefon vibrerede i hånden. Han lagde den med skærmen nedad på bordet.
Jeg spurgte ikke, hvem det var. Jeg rakte ham bare notesbogen og sagde med rolig stemme: “Du er nødt til at beslutte, hvor mange familier du vil have. Og så beslutter vi, hvad vi gør med vores.”
Han satte sig langsomt. Et øjeblik lignede han en fremmed, der var kommet til den forkerte adresse.
Udenfor gik en bilalarm i gang et øjeblik og stoppede så. Huset var stille igen. Kortet på min telefon viste stadig hans position som ”Hjemme.”
