Den gamle kvinde på femte sal blev ved med at stikke sedler ind under min dør og kaldte mig “Daniel” og bad mig om ikke at sælge det klaver, jeg aldrig havde. Første gang troede jeg, det var en fejl – et vaklende stykke papir, blå blæk, der piblede ud, hvor hånden havde rystet: “Daniel, please, don’t sell the piano. It’s all I have left of you. — Anna”.
Mit navn er Mark. Jeg var kun flyttet ind i den nedslidte bygning en uge tidligere, traskende op af det støvede trappeopgang, som lugtede af kogt kål og gammel maling, med en kuffert og en kasse med service. Der var ikke noget klaver i min lejlighed. Bare en madras på gulvet, et skævt bord og en tavshed, jeg stadig skulle lære at leve med efter min egen mors død.
Den anden seddel kom næste aften.
“Daniel, de siger, du får brug for pengene. Vi klarer os uden. Jeg vil spise mindre. Please. — Mor.”
Ordet “Mor” var understreget to gange. Jeg stirrede længe på det, min hals snørede sig sammen på en måde, jeg hadede. Jeg tænkte, det bare måtte være en forvirret nabo, at jeg skulle stikke sedlen tilbage og skrive: “Forkert dør.” Men det gjorde jeg ikke. Jeg foldede den forsigtigt og lagde den på mit bord.
På tredje dag hørte jeg en langsom, slæbende fodtrin i gangen, efterfulgt af en blid raslen ved min dør. Da jeg åbnede, var gangen tom, kun den svage pære summede. Endnu en seddel lå på gulvet.
“Daniel, jeg sidder ved vinduet hele dagen for at høre dig spille. Kan du huske, hvordan du spillede, da far rejste? Du sagde, at klaveret forstod sorg. Vær sød ikke at tage det fra mig også. — Anna.”
Jeg pressede ryggen mod døren og gled ned, til jeg sad på det kolde gulv. Jeg havde ikke grædt siden hospitalet ringede om min mor. Jeg græd ikke engang da, men noget inde i mig gjorde ondt, en sløv, kendt smerte. Jeg vidste, hvordan det var at miste det sidste, der lød som et hjem.
Den nat gik jeg op ad trapperne.
Gangen på femte sal var smallere, tapetet mere afskallet, som om ingen havde gadset ordnet noget i årevis. Hendes dør var den sidste med en falmet dørmåtte, hvor “Welcome” næsten var slidt væk. Jeg hævede hånden for at banke, så frøs jeg. Hvad skulle jeg sige? “Hej, jeg er ikke din søn, men jeg er den fremmede, der har læst dine breve”? Jeg vendte mig om for at gå.
Døren åbnede med en knirken.
En lille kvinde med sølvgråt hår trukket op i en knold stod der og støttede på en stok. Hendes øjne var tågede, men søgende, og et øjeblik tændtes de.
“Daniel,” hviskede hun. “Du kom.”
Jeg burde have rettet hende. Alt i mig vidste det. Men hendes ansigt – skrøbeligt, håbefuldt, bange – fik ordene til at dø i min hals.
“Det er… mig,” sagde jeg stille.
Hun trådte til side for at lukke mig ind. Lejligheden var lille, men smertefuldt ordentlig, alt var på sin plads. På den modsatte væg, ved vinduet, stod et opretstående klaver, dens sorte overflade matteret af tid, og én tangent var flækket i hjørnet.
Hun opdagede min stirren og smilede med en stolthed, der ikke passede til det slidte instrument.
“Du husker,” sagde hun. “Du spillede altid, når du ikke kunne snakke. Sæt dig, tak.”
Jeg satte mig på kanten af en slidt lænestol. På nært hold så jeg rynkerne omkring hendes mund og hvordan hendes hænder rystede let, da hun hældte te op i flækkede kopper.
“Jeg ved, tiderne er svære,” begyndte hun med blikket fast på klaveret. “Efter du mistede dit job… sagde de det til mig nedenunder. Folk taler. Men klaveret… det er din barndom, Daniel. Din far ville sælge det engang, kan du huske? Du omfavnede det og sagde: ‘Hvis det går, går jeg med det.’”
Hendes stemme brød på det sidste ord.
Jeg kunne ikke huske det. Jeg havde aldrig været her før. Men i mit sind så jeg min egen mor stå i et trangt køkken og skændes med udlejeren om en ødelagt kedel, insisterende på at beholde den gamle bogreol, jeg havde ridsede mit navn i. Detaljerne var anderledes, desperationen var den samme.
“Jeg vil ikke sælge det,” hørte jeg mig selv sige og overraskede os begge. “Det lover jeg.”
Hendes skuldre slap let.
“Du lover altid store ting,” mumlede hun, næsten morsomt. “Spil noget for mig, Daniel. Hvad som helst.”
Jeg havde ikke rørt et klaver i årevis. Ikke siden musikskolen, ikke siden jeg besluttede, at voksenlivet ikke havde plads til nytteløse talenter. Mine fingre svævede over de gulnede tangenter, klodsede og usikre.
Så tog hukommelsen over.
Først kom en enkel vuggevise, den slags min mor plejede at nynne, når lyset slukkedes. Tonerne var ujævne, nogle tangenter var lidt ude af stemme, men Annas øjne blev fyldt med tårer. Hun lukkede dem og læberne bevægede sig stille med melodien.
Da jeg var færdig, tørrede hun kinderne med håndryggen og lo blidt.
“Du spiller stadig, som om du fortæller en hemmelighed,” sagde hun. “Tak, søn.”
Ordet “søn” faldt tungt og skrøbeligt i rummet på én gang.
Den nat gik jeg tilbage til min etage med en knude i brystet. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville tale med viceværten, forklare at hun havde brug for sin rigtige familie, at hun ikke skulle være alene sådan. Men dagene gik, og i stedet for at gå til kontoret, gik jeg op ad trapperne.
Hver aften klokken syv ventede hun ved vinduet. Nogle gange kaldte hun mig Daniel, nogle gange “min dreng”, nogle gange bare “dig”. Hun fortalte mig, at hendes rigtige søn var flyttet til udlandet for år siden, at opkaldene blev sjældne og til sidst stoppede. Hun lod som om, det var fordi han var optaget. Hendes øjne sagde, at hun ikke troede på det.
Jeg rettede hende aldrig. Jeg spillede klaver, bar hendes varer, skiftede pæren i gangen. I hendes køkken hørte jeg samme gamle kedelfløjt, som min mor havde haft. I hendes klager over ømme knæ hørte jeg de samtaler, jeg aldrig ville få igen.
Drejningen kom en regnfuld tirsdag.
Jeg var på arbejde, stablede kasser på lageret, da min telefon summede med et nummer, jeg ikke kendte. En sygeplejerske talte hurtigt og spurgte, om jeg var i familie med Anna fra Femte Gade. Mit hjerte sank.
“Hun er faldet,” sagde sygeplejersken. “Hendes nabo gav os dit nummer. Det stod på en seddel ved telefonen – mærket ‘min søn, Daniel’.”
Jeg løb gennem regnen uden paraply og nåede det lille hospital gennemblødt. Da jeg gik ind på hendes stue, så hun utroligt lille ud i den hvide seng med et blåt mærke på panden.
Hendes øjne blundede op og søgte mit ansigt.
“Daniel,” hviskede hun.
Denne gang gjorde ordet ondt.
“Jeg er her,” sagde jeg og trak stolen tættere på. “Jeg er her, Anna.”
Hun rynkede let panden over navnet, og en forvirring passerede i hendes blik.
“Du er ikke… ham,” mumlede hun. “Det ved jeg. Jeg har vidst det længe.”
Jeg frøs.
“Jeg… jeg mente ikke at lyve,” stammede jeg. “Du kaldte mig—”
Hun løftede en rystende hånd lige over lagnet, som for at stoppe mig.
“Du løj ikke. Du var venlig,” sagde hun langsomt. “Da du spillede, foregav du det ikke. Det er sandt nok for mig.”
Tårerne, jeg havde holdt tilbage siden den første seddel under min dør, kom endelig. Jeg kiggede væk, flov, men hun så på mig med en blidhed, der føltes som tilgivelse.
“Jeg har efterladt klaveret til dig,” tilføjede hun pludselig.
Mit hoved rykkede op.
“Hvad?”
“I min skuffe. Der er et papir. Naboen hjalp mig med at skrive det. Min Daniel… han har sit eget liv. Han har ikke brug for et gammelt klaver. Men dig… du spiller som om det stadig redder dig.”
Hendes vejrtrækning blev overfladisk. Panikken steg i min hals.
“Lad være med at tale sådan,” bad jeg. “Du kommer hjem. Jeg skubber dig i kørestol, hvis jeg skal. Du vil sidde ved vinduet, husker du?”
Hun smilede, en lille, træt bue på hendes læber.
“Hvis ikke,” hviskede hun, “så lov mig noget andet, min dreng.”
“Alt.”
“Lad dem ikke smide det væk. Klaveret. Lad det være… nogens hjem igen.”
Jeg ville love hende et mirakel, men de eneste ord, der kom, var enkle.
“Jeg lover.”
Anna døde den nat.
Viceværten forsøgte at lyde praktisk, da han ringede til mig næste dag og talte om papirarbejde, pårørende de ikke kunne nå, ting der skulle ryddes ud. Hans stemme blev til fjern støj, da han nævnte klaveret.
“Vi bliver nok nødt til at komme af med det der gamle rod,” sagde han. “Ingen vil slæbe det ned. Måske affaldsfolkene —”
“Jeg tager det,” afbrød jeg. “Det er mit.”
Han så overrasket ud, så trak han på skuldrene. “Hvis du kan flytte det, er det dit.”
Det tog tre venner og en masse bandeord at få klaveret ind i min lille stue. Dets størrelse fyldte halvdelen af rummet, den flækkede tangent stirrede på mig som en bebrejdelse og en velsignelse på én gang.
I den midterste skuffe i Annas kommode, under foldede lommetørklæder, fandt jeg papiret, hun havde talt om. Håndskriften var klodset, sætningerne enkle: “Jeg, Anna, efterlader mit klaver til den venlige unge mand fra tredje sal, der spiller for mig. Han er ikke min søn, men han føles som en.”
Den sætning brød mig mere end nogen begravelse kunne.
Nu sidder jeg hver aften klokken syv ved klaveret. Bygningen er stadig gammel, trappen lugter stadig af kogt kål, mit eget liv er stadig en usikker bunke regninger og halvfærdige planer. Men når mine fingre rører tangenterne, fyldes lejligheden med noget større end dens sprukne vægge.
Nogle gange, når tonerne daler ned ad trappen, hører jeg fodtrin uden for min dør. En gang hviskede en lille stemme: “Mor, hør, der er nogen, der spiller.”
Jeg kan godt lide at forestille mig, at et sted langt væk sidder en mand ved navn Daniel, hører sin telefon ringe og tøver, tænker på den mor, han ikke ringede nok til, på det klaver, han efterlod.
Jeg ved ikke, om han nogensinde tager den.
Men jeg ved én ting: En gammel kvinde på femte sal, der vidste, jeg ikke var hendes søn, valgte alligevel at elske mig som én. Og på grund af det, i en trang lejlighed med en madras på gulvet og et brugt bord, findes der et klaver, der husker hendes navn.
Jeg lovede hende, at jeg ikke ville sælge det.
Og nogle løfter, når de først er givet til et ensomt hjerte, føles tungere end blod.
