Den dag Michael bar sin mor ind i møbelforretningen og bad om en kvittering i sit eget navn, troede alle, at han var et monster.
Han skubbede den gamle kørestol ind med begge hænder, hans kæbe spændt så hårdt, at en pulserende åre trådte frem i tindingen. Hans mor, Helen, sad indhyllet i et falmet blåt tæppe, hendes tynde hænder vred kanten i stykker. Hendes grå hår var sat tilbage med en plastikclips; et hospitalsarmbånd sad stadig om hendes håndled.
Folk flyttede sig til siden. Et ungt par stoppede med at diskutere over en sofa og stirrede. En ældre sælger med navneskiltet “Peter” rettede på sit slips og gik hen mod dem med et høfligt smil, der frøs, da han så Helens indhulede øjne.
“Jeg skal bruge en seng,” sagde Michael med flad stemme. “Enkelt. Billig. Med levering i dag.”
Peter kastede et blik på Helen, så på Michaels knyttede næve om håndtaget på kørestolen. “Selvfølgelig, sir. Til… hende?”
“Til mig,” svarede Michael hurtigt. “Sæt kvitteringen i mit navn. Michael Adams.”
En kvinde ved gardinfremvisningen mumlede akkurat højt nok: “Han køber sig selv en seng, mens hans mor sidder sådan? Utroligt.”
En anden hviskede: “Se på hendes armbånd. Han har sikkert trukket hende ud af hospitalet for at dumpe hende et eller andet sted.”
Michael hørte hvert ord. Hans skuldre spændtes, men han vendte sig ikke om. Helen rørte sig i stolen og forsøgte at smile.
“Michael, måske skulle vi gå hjem,” hviskede hun. Hendes stemme rystede på sidste ord.
Han kiggede ned på hende. Ordet “hjem” skar i ham som glas. Den afskallede tapet. Det utætte tag, de ikke havde råd til at reparere. Den gamle madras, hvor han havde sovet på gulvet ved siden af hende i tilfælde af, at hun faldt igen.
Peter rømmede sig. “Vi har nogle overkommelige muligheder ovre der. Har du, øh, brug for noget med støtte? Til… rygproblemer?”
“Til mig,” gentog Michael. “Jeg har bare brug for noget simpelt.”
Mens de gik gennem udstillingslokalet, hviskede en af butikkens ansatte, en kvinde med knaldrøde negle, til en anden: “Så du hans ansigt, da hun sagde ‘hjem’? Han rørte sig ikke en gang. Nogle børn…”
Helens hånd gled ud af tæppet og børstede Michaels håndled. “Lyt ikke,” hviskede hun. “De ved ikke noget.”
Han slugte. “Mor, vær sød. Sig ikke noget. Du er træt.”
Hendes fingre, kolde og lette, krøllede sig om hans. “Jeg er træt af at være din byrde.”
Ordene ramte hårdere end noget, de fremmede havde sagt.
De standsede foran en række simple metalrammer til senge. Michael valgte den billigste uden at tøve. “Den her. Hvor hurtigt kan I levere?”
Peter tøvede. “Samme dag er… svært. Men vi gør forsøget. Adresse?”
Michael gav adressen til et lille enetages hus i udkanten af byen. Malingen flager, haven overvokset. Huset, hvor han var vokset op, hvor hans far forlod dem en vinter og aldrig kom tilbage, hvor hans mor arbejdede dobbelt skift for at holde varmen tændt.
Huset, der nu lugtede af desinfektionsmiddel og kold mad, med ubetalte regninger stablet som anklagende breve på køkkenbordet.
Peter tastede oplysningerne ind i computeren. “Okay. Skriv her, hr. Adams.”
Mens Michael skrev under, talte Helen, akkurat højt nok til at Peter kunne høre det. “Du behøver ikke gøre det her, Michael. Jeg kan blive på plejehjemmet. De sagde, de vil finde ud af betalingerne. Du kan leve dit liv.”
Der blev et kort øjebliks stilhed. Peters pen holdt en pause over leveringsblanketten.
“Plejehjem?” gentog han.
Michaels kæbe spændte. “De hævede prisen i går. Igen.” Han så på sin mor. “Din folkepension, mine to job… det er stadig ikke nok. De sagde, hvis vi ikke betaler inden månedens udgang, flytter de dig til statens facilitet.”
Helens øjne fyldtes med tårer. “Du kan ikke sige op fra dine job for min skyld.”
Den rødnæglede ekspedient, der gik forbi, fnøs sagte. “Så han køber sig selv en seng i stedet for at betale for ordentlig pleje. Ikke overraskende.”
Michael vendte sig denne gang. “Jeg køber en seng, så hun ikke skal dø der,” sagde han med lav og rystende stemme. “Jeg bringer hende hjem i dag. Jeg sover ved siden af hende, giver hende hendes piller, skifter hendes forbindinger. Jeg har ikke råd til sygeplejersker. Jeg kan i det mindste betale for en seng.”
Rummet syntes at ånde ud. Den rødnæglede ekspedients ansigt ændrede sig; hun kiggede væk og virkede pludselig optaget af at arrangere en stak kataloger.
Peter blinkede, hans blik blødere. “Plejehjemmet… hævede prisen?”
“I går,” sagde Michael. “Jeg argumenterede. De sagde, regler er regler. Jeg sagde, jeg ville underskrive papirerne for at tage hende ud. De så på mig, som om jeg var sindssyg. Som om jeg slog hende ihjel.” Han lo en enkelt gang, uden humor. “Og måske er jeg det. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hun græd hver aften der. Jeg hørte det over telefonen.”
Helens hånd rystede på armlænet af kørestolen. “Det er ikke din skyld, Michael.”
Han gik pludselig på knæ foran hende, lige der mellem natborde og lamper på udstillingen.
“Mor, jeg kan ikke betale det, de vil have. Jeg solgte bilen. Jeg stoppede på college. Jeg arbejder på et lager om natten og leverer dagligvarer om morgenen. Jeg er så træt, at jeg glemmer mit eget navn.” Hans stemme knækkede. “Men jeg husker dit. Jeg husker, du kom hjem med våde sko og uden handsker, fordi du købte mig en vinterjakke i stedet. Jeg kan ikke efterlade dig dér, bare fordi jeg er banket.”
Peter kiggede væk og blinkede hurtigt.
Det unge par, der havde skændtes, kom tættere på, og lod som om de undersøgte en bogreol. Kvindens øjne var klare af uafsluttede tårer.
Helen prøvede svagt at børste en hårtot væk fra Michaels pande. “Du er en god søn,” hviskede hun. “For god. Du kan ikke bære mig for evigt.”
Han tog hendes hånd og pressede den let mod sin pande. “Jeg kan prøve.”
Stilheden i butikken blev tung, fyldt med ting, der ikke blev sagt. Så trådte den rødnæglede ekspedient frem og rømmede sig.
“Peter,” sagde hun uden at kigge på Michael. “Sagde lederen ikke, at vi havde en returneret seng på lager? Let ridset, men ny?”
Peter forstod med det samme. “Ja. Det har vi.” Han vendte sig mod Michael. “Vi kan opgradere dig til den model. Stærkere stel, bedre madras. Samme pris. Måske endda … mindre.”
Michael rynkede panden. “Jeg vil ikke have velgørenhed.”
Helen lukkede smerteligt øjnene. “Michael…”
Peter rystede på hovedet. “Det er ikke velgørenhed. Vi kan alligevel ikke sælge den til fuld pris. Firmaets politik.” Han tvang et smil. “Ærligt talt, du gør os en tjeneste.”
Den unge mand fra parret trådte nærmere. “Undskyld,” sagde han med hæs stemme. “Vi tænkte på at købe den sofa, men… vi kommer tilbage senere.” Han skubbede nogle foldede pengesedler i Peters hånd. “Kan du lægge det her oveni hans køb, som en rabat på udstillingssengen eller sådan noget? Han behøver ikke vide, det er fra os.”
Hans kæreste nikkede og tørrede øjnene. “Please.”
Den rødnæglede ekspedient vendte sig væk og pudsede hurtigt sin mascara.
Michael, som var fokuseret på sin mor, bemærkede ikke overdragelsen. Han så kun Peter taste noget ind i computeren og sige forsigtigt: “Gode nyheder. Med rabatten på den returnerede seng og en… ekstra kampagne vi har i dag, er totalprisen lavere end du forventede. Og levering er gratis.”
“Gratis?” gentog Michael.
Peter nikkede fast. “Gratis.”
Michael tøvede, skiftede blikket mellem skærmen og sin mor. “Så kan jeg have råd til hendes medicin i denne uge,” hviskede han næsten til sig selv.
Han betalte med sammenkrøllede sedler og et slidt bankkort. Hans hænder rystede, da han tastede PIN-koden.
Ved døren, mens han vendte kørestolen, trådte den rødnæglede ekspedient pludselig foran ham.
“Sir,” sagde hun med en blidere stemme end før. “Da min far var syg, efterlod jeg ham for meget alene, fordi jeg sagde, jeg ikke havde tid. Jeg fortalte mig selv, at jeg havde mit eget liv at leve. Han døde i en hospitalseng med en fremmed, der holdt hans hånd.”
Hun slugte. “Du er ikke et monster. Lyt ikke til os. Vi ved ingenting.”
Michael kiggede overrasket på hende. “Jeg prøver bare at undgå at miste hende,” sagde han stille.
Helen smilede svagt fra kørestolen. “Han har altid været sådan. Selv da han var ti og fandt en sulten killing i regnen. Han tog den med hjem i sin skoletaske og gav den sin egen aftensmad.”
Ekspedienten formåede et lille smil. “Så jeg håber, den seng kommer hurtigt,” sagde hun. “Så I begge kan få ro.”
Udenfor var solen for skarp. Verden fortsatte – biler, der tude, børn der grinede ved busstoppestedet, en hund der gøede fra en forbikørende lastbil. Ingen derude vidste, at i et lille hus i udkanten af byen snart ville en gammel kvinde ligge i en ny seng, fordi hendes søn havde valgt at bære en byrde, som langsomt knuste ham.
Mens Michael skubbede kørestolen ned ad den sprukne fortov, kiggede Helen op mod himlen.
“Undskyld,” hviskede hun.
“For hvad?” spurgte han uden at sænke farten.
“For at koste dig så meget.”
Han stoppede. Midt på fortovet, mens folk gik forbi, trådte han foran hende og satte sig igen, så de kunne se hinanden i øjnene.
“Du gav mig livet,” sagde han. “Alt, jeg giver tilbage, er en seng og min tid. Det er slet ikke nok.”
En tåre gled ned ad Helens kind. Hendes hånd, kun knogler og papirhud, rakte op og rørte hans ansigt. “Det er alt,” sagde hun.
Senere samme aften, da leveringsbilen kom tidligere end lovet, bar chaufføren og hans assistent sengen ind og satte den op i den lille stue, det eneste rum stort nok. De arbejdede hurtigt og omhyggeligt, som folk der forstod mere, end de sagde.
Da de gik, lå Helen på den nye madras, hendes øjne lukkede i lettelse. Michael sad ved siden af hende på gulvet med ryggen mod den kolde væg.
Udenfor var verden stadig nådesløs. Regningerne lå stadig på bordet. Hans telefon summede stadig med beskeder fra arbejde. Intet var egentlig ændret.
Men i det lille rum, for første gang i måneder, var Helens vejrtrækning rolig. Hendes læber krøllede i et fredeligt, træt smil.
Og for første gang i lang tid tillod Michael sig at græde – ikke af svaghed, men af den uudholdelige byrde ved at elske nogen så højt, at man bærer dem, selv når ens egne ben ryster.
