Naboerne troede, at gamle Hr. Harris råbte ad den herreløse hund igen, men den morgen stoppede gøen, og kun kedlen skreg i hans stille køkken.
Da Emma parkerede sin bil foran det lille murstenshus for enden af gaden, var dampen på køkkenvinduet allerede blevet til kold tåge. Hun slukkede motoren og sad bare dér, fingrene samlede om rattet, stirrende på det skæve hegn og den falmede blå dør.
Det var stedet, hun havde lovet sig selv aldrig at vende tilbage til.
Hendes telefon viste stadig det mistede opkald fra et ukendt nummer. En kvindestemme på telefonsvareren: “Er det Emma Harris? Jeg er din fars nabo. Jeg synes, du skal komme. Noget er sket.”
Hendes far. Hun havde ikke sagt de ord højt i fem år.
Emma tvang sig ud af bilen. Vinterluften bed i hendes kinder, da hun gik op ad stien, hendes støvler knasede mod den tynde is. Hun havde forestillet sig dette øjeblik så mange gange, altid med vrede, altid med skarpe ord parat på tungen. Men da hun nåede dørtærsklen, følte hun kun en tom, frygtsom smerte.
Døren var ulåst. Den gav efter med et træt knirken.
“Hej?” kaldte hun. “Hr. Harris?” Den gamle vane gled ud, før hun kunne stoppe det. Hun var begyndt at kalde ham ved efternavn efter den nat, hvor han havde råbt, rødøjet og rystende, at hun var lige som sin mor.
Stillheden svarede hende, tung og stivnet.
Hun trådte indenfor. Lugten ramte hende først: overkogt te, der havde stået for længe, støv og den tynde, metalliske duft, hun kun havde duftet på hospitaler. Kedlen skreg på komfuret. Emma skyndte sig at slukke den, hendes hånd børstede mod en afskallet kop, der stod ved siden af, med en tepose, hvis snor hang slap ned over kanten.
“Far?” Hendes stemme knækkede ved anden stavelse.
Et lavt klynk lød fra stuen.
Emma fulgte lyden. På det slidte tæppe, ved siden af en gammel lænestol, lå en brun- og hvidplettet hund, ribbenene svagt synlige under den filtede pels. Den løftede svagt hovedet, da den så hende, halen slog én gang, så to, som om hver bevægelse kostede kræfter.
Ved hans fødder lå hendes far.
Han lå på siden, den ene arm strakt mod hunden, fingrene krøllede, som om han havde prøvet at røre ved den. Hans øjne var halvt åbne og stirrede på møbelbenet. Der var en teplet på hans sweater, og hans gamle ur — det, han aldrig havde taget af, da hun var barn — blinkede roligt med de digitale tal, som om tiden kunne fortsætte uden ham.
Emma frøs til. Et øjeblik var hun ti år igen og så ham tage det samme ur på om morgenen, blinke til hende og sige: “Det her ur styrer huset, Em. Hvis det stopper, er vi fortabte.”
Hun sank på knæene. ”Far?” Hun vidste det allerede. Alligevel rørte hun ved hans hals, desperat søgende efter varme, en puls, noget der kunne modbevise det hendes øjne sagde. Der var intet.
Hunden klynkede og slikkede på hendes fars ærme.
Noget inde i hendes bryst knækkede, langsomt og smertefuldt, som is, der brækker på en flod.
Paramedicinerne kom, så politiet. De talte i bløde, øvede stemmer, spurgte om datoer og telefonnumre, forklarede om hjerteanfald og hvordan “det nok var hurtigt overstået.” Emma nikkede mekanisk. Hun hørte sig selv sige: “Vi har ikke talt sammen i årevis,” og ordene smagte af rust.
Det var først, da de lynede den sorte taske, at hun bemærkede, at hunden ikke var flyttet sig fra lænestolen. Den overvågede, med store, våde øjne, hver muskel spændt, men poter naglet til tæppet.
“Tilhører hunden ham?” spurgte en af paramedicinerne.
“Jeg… jeg ved det ikke,” indrømmede Emma. “Han plejede at hade hunde.”
“Han har hyllet i timevis,” sagde naboen fra telefonsvareren stille i døråbningen. “Vi troede bare, han råbte igen. Du ved, hvordan han var. Men hunden… den ville ikke stoppe. Derfor ringede jeg.”
Da alle endelig var væk, pressede skumringen sig mod vinduerne. Emma stod midt i den lille stue, der stadig lugtede af ham: billigt tobak, stærk te, gammelt papir. Hunden betragtede hende med lav krop, ører lagt ned.
“Hej, ven,” sagde hun blidt. “Hvad hedder du?”
Den blinkede kun og kiggede så mod døren, som om den ventede på, at dens ejer kom ind igen.
Emma satte sig forsigtigt i lænestolen. Fjedrene knagede under vægten. På sofabordet lå et par læsebriller, et ufærdigt krydsord og en billedramme med bagsiden opad.
Hun tog den op.
Det var et billede af hende som tolvårig, stående foran et skoleprojekt til en naturfagsmesse, håret i to ujævne fletninger, smilende bredt. Ved siden af hende, yngre og mere rank, smilede hendes far til kameraet, hans hånd hang akavet over hendes skulder, som om han var bange for at røre ved hende.
Hendes åndedrag stoppede. Hun vendte rammen. På bagsiden, med vaklende håndskrift, stod der: “Emmas store sejr. 2005. Min geniale pige.” De sidste to ord var understreget to gange.
Hun havde ikke vidst, at han havde gemt dette.
Hunden trippede hen og snuste til billedet, lagde så hovedet på hendes knæ med et blødt suk, som om den også havde ventet på at blive lagt mærke til.
Emma slugte en hulken. “Hvor længe har I to været alene her?” Hendes stemme var knap en hvisken.
I køkkenet fandt hun to skåle på gulvet: en med vand, næsten tom, en med billigt hundefoder. En ny snor hængte på en krog ved bagdøren, stadig stiv af butikken. Ved siden af dens tunge vinterjakke, lommerne fyldte.
Inde i en lomme fandt hun en krøllet kvittering og et lille, foldet stykke papir. Kvitteringen var fra dyrebutikken, dateret kun tre uger tidligere. Papiret var en seddel, skrevet med samme vaklende håndskrift:
“Emma — Hvis du nogensinde kommer tilbage, skal du ikke være bange for ham. Han hedder Lucky. Fundet ved floden. Han er en god lytter. Jeg prøver også at blive en. — Far.”
Hendes knæ svigtede næsten. Hun lænede sig op ad køkkenbordet og pressede sedlen mod sit bryst, som om hun kunne skubbe den direkte ind i sit hjerte.
Han havde ventet. Med en herreløs hund og et håb, hun havde svoret aldrig at give ham igen.
På værelset fandt hun flere stille beviser på en mand, hun ikke havde tilladt sig at forestille sig. En skuffe fuld af ubesvarede fødselsdagskort, alle med hendes navn skrevet pænt på konvolutten. Avisudklip om legater, selvom hun var droppet ud. En lille kasse med hendes gamle skoletegninger, gullige og foldede.
Vreden, hun havde plejet i årevis, føltes pludselig barnlig og tynd ved siden af disse klodsede, desperate forsøg på forsoning.
Den nat kunne Emma ikke forlade huset tomhændet. Hun lavede te i den afskallede kop, satte sig i lænestolen og lod Lucky krølle sig ved hendes fødder. Hver gang hun bevægede sig, løftede han hovedet og kiggede mod gangen, så tilbage på hende, forvirret, som et barn, der vågner efter en dårlig drøm.
“Jeg hadede ham,” betroede hun rummet i det svage lys. “Vidste du det? Jeg fortalte alle, jeg var ligeglad med, om han levede eller døde.”
Lucky sukkede og pressede sin varme side mod hendes ankel.
Tårerne kom endelig, langsomme og ubærlige. “Og nu er jeg for sent ude,” hikstede hun. “Jeg kom tilbage kun for at se en taske.”
Et sted mellem sin tredje kop te og den mindre skarpe tavshed tog hun sin beslutning.
Om morgenen ringede hun til begravelsesforretningen. Derefter ringede hun til sit arbejde, hendes stemme roligere, end hun følte sig, og sagde, at hun havde brug for nogle dage fri. Da hun lagde på, så Lucky på hende med ører opmærksomme.
“Du kommer med mig,” sagde hun til ham.
Han logrede usikkert med halen, som om han var bange for at håbe.
I gangen tog hun sin fars ur fra den lille skål ved døren. Det tikkede stadig, stædigt målende sekunder, han aldrig ville få at se. Hun spændte det om sit eget håndled. Remmen var for stor; uret gled ned til hånden.
“Fint,” hviskede hun og tørrede sit ansigt med bagsiden af ærmet. “Du vinder, gamle mand. Jeg tager mig af din hund. Jeg ordner dine ting. Jeg læser dine dumme krydsord. Det er alt, jeg kan give dig nu.”
Hun låste døren bag sig og kastede et blik tilbage gennem det frostede glas, som forventede, at huset ville protestere, nægte at slippe hende. Men det stod bare dér, lille og træt, med sin afskallede maling og sit skæve hegn, og bar på alle de ord, de aldrig havde sagt.
På køreturen hjem hvilede Luckys hoved på hendes knæ, hans ånde varm og jævn. Hver femte minut mærkede hun urets tunge vægt glide mod sin hud, dets stille tikken højere end motoren.
Ved et rødt lys kiggede Emma på hunden og så op mod himlen, bleg og vid over byen.
“Jeg tilgiver dig ikke,” sagde hun blidt til det tomme sæde. “Ikke endnu.”
Lyset skiftede. Hun kørte videre.
“Men jeg vil prøve,” tilføjede hun, akkurat højt nok til, at det tikkende ur — og måske noget hinsides — kunne høre det. “For ham. For dig. For mig.”
Lucky slog to gange med halen, som et svar for dem alle.
I sidespejlet blev det lille murstenshus mindre og mindre, indtil det blot var en prik på horisonten — og et sted inde i Emma, et sted hun havde holdt frosset i årevis, begyndte noget endelig at tø op.
