Drengen, der blev ved med at tage tabte handsker med hjem i december, og det par, som fik hans far til at tabe kruset på gulvet.
Hver vinter kom niårige Alex hjem fra skole med noget i lommen, som ikke tilhørte ham: en enkelt vante, en slidt hue, et børnetørklæde. Hans far, Mark, plejede at jokke med, at hele byen ville være nøgen til foråret, hvis Alex blev ved med at “redde” tøj fra bussernes sæder og legepladsbænke.
Men denne december var pengene værre end sædvanligt. Huslejen var steget, Marks anden vagt på lageret var blevet nedskåret, og varmekablet lavede den der uhyggelige kliklyd, hver gang det forsøgte at starte. De boede i en ét-værelses lejlighed, kold selv med alle håndklæder stoppet ind i vindueskarmene. Alex sov på sofaen under to tæpper og en gammel frakke, der stadig duftede af hans mors parfume.
Hun var død for to vintre siden. Siden da tjekkede Alex altid bussen grundigt, før han steg af. Han kunne ikke forklare, hvorfor; han følte bare, at tabte ting så alt for ensomme ud. Hans lærer havde engang sagt til ham, “Du har et blødt hjerte, Alex.” Mark sukkede bare, mens han gned sine trætte øjne.
Den dag kom Alex senere hjem end vanligt. Mark var i det lille køkken og rørte i instant suppe. Hans hænder rystede af udmattelse; han havde ikke spist frokost for at spare penge til brød. Han hørte døren knirke og hævede stemmen for at lyde mere munter, end han følte.
“Hej, mester. Du er sen. Problemer med bussen?”
Alex svarede ikke med det samme. Han skred ind i køkkenet med rygsækken hængende åben, kinderne røde af vind. Han holdt noget i sine små, handske-fri hænder.
“Far,” sagde han stille. “Jeg fandt et par mere. Men de er… anderledes.”
Mark vendte sig om, klar til at sige det vanlige “Vi kan ikke beholde alle andres ting, Alex,” da han så dem. Enkle grå handsker. Intet særligt, bare lidt for store til et barn med en lille revne på venstre tommelfinger. Men Mark frøs til. Træskeen gled ud af hans fingre og klikkede i gryden. Hans hånd, der holdt kruset, begyndte at ryste.
I et sekund kunne han ikke få vejret. De handsker. Hans sind sprang år tilbage til et lyst køkken, til Emmas latter, mens hun viftede med de samme grå handsker i luften.
“Du mister altid dine,” havde hun drillet og skubbet dem på hans hænder. “Så nu deler vi. Hvis du mister dem, skylder du mig en varm chokolade.”
Hun havde haft dem på den sidste dag. Ulykkesdagen. De havde aldrig fundet hendes frakke eller taske… eller handskerne.
“Hvor… hvor har du dem fra?” hviskede Mark med en pludselig hæs stemme.
“På bussen,” svarede Alex og kiggede forvirret på sin fars ansigt. “De lå på sædet ved vinduet. Jeg tænkte, at nogen havde glemt dem. Jeg ville tage dem med til mistede og fundne i morgen, men… jeg ved ikke. Jeg følte bare, jeg måtte vise dig dem først.”
Kruset gled ud af Marks hånd og knustes på gulvet, teens varme strøg ud over hans slidte sko. Lydet fik Alex til at springe.
“Far? Undskyld! Det var ikke meningen—”
Mark hørte det næsten ikke. Han rakte ud med rystende fingre og tog handskerne op. Stoffet var koldere, end han havde forventet, men måden revnen trak i sømmen, den svage plet ved kanten – han huskede, at han havde syet den lille revne en aften, mens Emma så noget fjollet på tv.
“Det kan ikke passe,” mumlede han. “Det er umuligt.”
Alex’ øjne fyldtes med frygt. “Har jeg gjort noget galt? Skulle jeg have ladet dem være?”
Mark så endelig på sin søn. Alex havde røde ører, hans hænder var såre af kulden, ærmerne på den eneste vinterjakke var for korte. Drengen, der bragte fremmedes tabte ting med hjem, fordi han ikke kunne bære at se noget efterladt.
Langsomt sank Mark ned i stolen, stadig med handskerne i hånden, som om de kunne forsvinde. “Nej, kammerat. Du har ikke gjort noget forkert.” Hans stemme brød på det sidste ord.
Rummet føltes endnu koldere nu, men noget varmt brændte i hans bryst. To vintre havde han brugt på at undgå Emmas skuffe, hendes boks med små minder, og ladet som om det at gå videre betød at slette alt, der gjorde for ondt.
“Far, hvorfor græder du?” hviskede Alex.
Mark sank en klump. “De her… tilhørte din mor.”
Tavsheden faldt tungt, så selv det billige ur på væggen lød for højt. Alex stirrede på handskerne, så på sin far.
“Det kan ikke passe,” sagde drengen og gentog det, hans far tænkte. “Mor er… mor er væk.” Hans stemme rystede på det sidste ord.
“Jeg ved det,” svarede Mark. “Men jeg ville kunne kende dem overalt.”
Alex trådte nærmere. “Så… betyder det, at hun var på min bus?”
Spørgsmålet sved i Mark. Han rystede hurtigt på hovedet. “Nej, nej. Det betyder bare… folk gemmer ting. Måske har en købt dem i en genbrugsbutik. Måske har de ligget i opbevaring i årevis. Der er en forklaring.” Han sagde ordene, men han troede det ikke.
Alex’ øjne lyste op med pludseligt, desperat håb. “Måske er det et tegn,” hviskede han. “Som om… hun siger, at hun stadig er med os. Måske derfor jeg altid leder efter tabte ting. Måske hjælper mor mig med at finde dem.”
Drengens stemme brød, og Mark mærkede en knugende smerte ved tanken om, at det var første gang, Alex havde sagt “mor” og “stadig med os” i samme sætning.
Varmekablet klikkede og startede endnu engang ikke. Den billige suppe på komfuret var begyndt at koge over, og lugten af overkogt pasta fyldte rummet.
Mark så på sin søn, på de tynde håndled, på de håbefulde men bange øjne fra et barn, der bar fremmedes tørklæder, men kun havde ét foto af sin mor ved siden af sengen.
Han rejste sig pludselig. “Tag dine varmeste sokker på,” sagde han.
Alex blinkede. “Hvorfor?”
“Fordi vi skal ud.”
“Det er frygteligt koldt,” protesterede Alex, men stoppede så. “Har vi penge til bussen?”
Mark tøvede kun et øjeblik. Han rakte op til krukken over køleskabet – den mærket “El” – og tog nogle krøllete sedler og mønter frem.
“Vi går,” sagde han. “Jeg vil vise dig noget.”
Tyve minutter senere stod de foran en lille, næsten skjult butik med et skævt skilt: “Second Chance Store – Tøj & mere.” Mark havde passeret den hundrede gange uden nogensinde at gå ind.
Inde i butikken var der varmt, og luften duftede af gammelt stof og kanel-luftrenser. Rækker af doneret tøj prydede væggene, og en træt kvinde med venlige øjne sad bag disken og strikkede.
“Kan jeg hjælpe jer?” spurgte hun.
Mark lagde handskerne på disken. “Disse. Kan du huske, hvem der har doneret dem?”
Kvinden justerede sine briller og smilede så trist. “Det er svært at sige, hr. Vi får så mange kasser. Nogle gange fra opbevaringsfirmaer, når ingen gør krav på ting i årevis. Nogle gange fra familier…” Hendes øjne faldt på Alex. “Familier, der går videre.”
Alex holdt fast i sin fars ærme. “Smider I ting væk, hvis ingen vil have dem?” spurgte han ærligt.
“Aldrig,” svarede hun. “Vi prøver at give alt et nyt liv.”
Mark så på Alex, der kiggede på hylder med forskellige sko, på kasser med legetøj, på stativet med vinterjakker. Pludselig så drengen mindre ud end nogensinde.
“Far,” hviskede Alex, “er vi som de handsker? Tabte?”
Spørgsmålet ramte hårdere end noget, Mark havde hørt i to år. Han bøjede sig ned, så de var i øjenhøjde.
“Hør her,” sagde han fast med stram hals. “Vi er ikke tabte. Vi prøver bare at finde vores anden chance. Ligesom alle de her ting.” Han kiggede på handskerne. “Som mors handsker.”
Alex’ læber rystede. “Kan vi beholde dem?”
Mark så på kvinden bag disken. Hun nikkede blidt. “De ser ud til at have fundet deres hjem.”
På vej tilbage bar Alex handskerne, selvom de var for store. Han løftede hænderne igen og igen og stirrede på dem, som om han forventede at se sin mors hænder i stedet for sine egne.
“Far?” sagde han stille, da de gik forbi busstoppestedet, hvor han havde fundet dem.
“Ja?”
“Jeg tror, jeg ved, hvorfor jeg tager tabte ting med hjem nu.”
“Hvorfor, kammerat?”
“Fordi jeg ikke vil, at nogen skal føle sig glemt. Ikke tørklæder, ikke handsker… ikke os. Hvis vi husker dem, er de ikke rigtig væk. Vel?”
Marks syn blev sløret. Decemberkulden bed i hans ansigt, men noget varmt trængte endelig igennem den konstante kulde indeni.
“Det er rigtigt,” sagde han. “Så længe vi husker, er de ikke væk.”
Den nat, tilbage i deres frostkolde lejlighed, åbnede Mark den kasse, han havde undgået i to år. Sammen lagde de fotos af Emma ud, hendes gamle hårbørste, en falmet koncertbillet, en opskrift skrevet i hendes håndskrift. Og midt i det hele lå de grå handsker.
Varmekablet klikkede stadig og startede ikke. Suppen var stadig billig. Intet ved deres fattigdom havde ændret sig. Men for første gang i lang tid, mens Alex faldt i søvn og krammede en vante som et lille, blødt løfte, føltes lejligheden ikke helt så tom.
De var stadig fattige. Stadig trætte. Stadig sårede. Men de var ikke tabte.
De var en familie, der samlede alle små, glemte kærlighedsstumper, de kunne finde, og langsomt, smertefuldt lærte at give sig selv en ny chance.
