Det skete en helt almindelig fredag aften, hvor vejen var fyldt med biler fra afkørslen og næsten hele vejen ind til byen. Folk var nervøse, lyttede til radioen, chattede på messengers og drømte om at komme hjem så hurtigt som muligt. Ingen troede, at der ville ske noget foran hundredvis af mennesker, som senere ville blive talt om i hele landet.
Først bemærkede passagererne bevægelse i skoven – mærkeligt, som om mørke skygger susede mellem fyrretræerne. Så kom der et dump, vibrerende brøl. Og et par sekunder senere sprang bjørne ud på vejen. Ikke én. Ikke to. Men en hel flok – mindst to dusin dyr.
De løb ud af skoven næsten samtidigt, så hurtigt og kraftigt, at flere biler næsten kolliderede. Folk skreg, bremserne skreg, og nogen slog hovedet mod ruden. Ingen forstod, hvad der foregik. Bjørnene kiggede ikke på nogen af bilerne – de løb bare fremad, som om vejen bare var en forhindring for dem.
Dyrene bevægede sig i én retning, som om de fulgte en usynlig linje. De tog ikke notits af forlygterne, hornene eller skrigene.
De skubbede kun kofangere væk, hvis de spærrede vejen. Og i det øjeblik begyndte folk at forstå:
bjørnene angreb ikke – de løb væk. Men fra hvad?
Bilister, der kørte forbi, begyndte at læne sig ud af vinduerne. En af dem råbte:
»Se skoven! Der er røg!«
Og ganske rigtigt steg der en mærkelig mørk røg op over træerne, tung som vådt træ, men med en metallisk undertone. Fugle fløj ud af krattene i flokke. Små dyr fløj mellem træerne. Men kun bjørnene turde komme ud på den åbne motorvej.
Få sekunder senere hørte folk noget, der fik mange af dem til at tie stille – selv børnene, der havde grædt af frygt.
Langt inde fra skoven kom der en lav, vedvarende rumlen, som lyden af et fjernt jordskred eller en kæmpe maskine, der arbejdede under jorden.
Vejen syntes at være indhyllet i spænding. Snesevis af mennesker frøs fast i deres biler, uden at forstå, hvad der foregik. Og så standsede en bjørn – den største af dem alle – pludselig midt på vejen. Den løftede hovedet, sugede luft ind med et højt sug og brølede så højt, at vibrationerne gik gennem alle biler inden for en radius af flere hundrede meter.
Det virkede, som om han advarede nogen. Eller forsøgte at råbe noget. Folk bemærkede pludselig et lys. I skoven. Hvor der for et øjeblik siden kun havde været mørke træstammer. Men det var ikke lanternelys. Ikke biler. Ikke brandbiler. Lyset var orange-rødt, pulserende, som om noget varmt strømmede mellem træerne. Og røgen blev tykkere, tættere, sortere.
Nogen råbte:
»Det er ikke en brand! Jorden brænder!«
Og han var ikke langt fra sandheden.
Der skete faktisk noget dybt inde i skoven: Jorden revnede, rødt lys strømmede ud af revnerne, og jorden syntes at flyde ned som smeltet metal. Det var en underjordisk forkastning, der var åbnet sig efter et kraftigt jordskælv, som folk i deres biler ikke havde mærket. Bjørnene løb væk fra de varme sprækker, fra den rasende jord, der havde åbnet sig lige under skoven.
De løb hen til et sted, hvor der ikke var ild. Hen til et sted, hvor folk ville have fortsat med at køre… hvis dyrene ikke havde blokeret vejen. Da den sidste bjørn krydsede vejen og forsvandt ud i mørket, rystede jorden i skoven igen. Vejen rystede også let – bilerne hoppede umærkeligt. Folk stod som frosne og stirrede på den mørknende skov, hvor der for et øjeblik siden havde været synlige, brændende sprækker.
Først da gik det op for alle: Hvis vejen ikke var blevet blokeret af bjørnene, ville hundredvis af biler have fortsat med at køre i den retning – mod forkastningen, som bogstaveligt talt på et minut ville have bredt sig til vejen. Bjørnene angreb ikke. Bjørnene reddede dem.
Et gammelt og stærkt instinkt førte dyrene i sikkerhed – og reddede ved et tilfælde mennesker fra døden. Senere, da redningsfolk ankom til stedet og så konsekvenserne af den underjordiske forkastning, trak de bare på skuldrene:
»Hvis det ikke havde været for dyrene… ville antallet af ofre have været enormt.«
Og så udtalte en af chaufførerne en sætning, der senere blev citeret i nyhederne:
“De løb ud på vejen ikke for at skræmme os…
men for at forhindre os i at køre hen, hvor ingen kan køre nu – ikke engang bjørne.”
