Det skete tidligt om morgenen, da huset stadig var stille. I et af værelserne, i et varmt hjørne under et tæppe, lå små killinger sammenkrøbne — blinde, varme, med knapt hørbare pip. Deres mor gik ud i køkkenet, og den ældre kat lå i nærheden, som en vagt.
Stilheden varede ikke længe. En svag raslende lyd kom fra en smal sprække nær dørtrinnet. Først var den svag, som raslen af papir… men den blev hurtigt tydeligere. Katten løftede hovedet. Hans ører rykkede skarpt fremad. Og så så han hende.
En slange. Mørk, lang, vridende sig — den kravlede langsomt mod det rum, hvor killingerne lå. Dens tunge fløj ud igen og igen, som om den undersøgte luften. Den vidste præcis, hvor den var på vej hen. Katten sagde ikke en lyd. Den rejste sig bare — og stillede sig mellem slangen og killingerne.
Slangen løftede hovedet og viste, at den ikke havde til hensigt at trække sig tilbage. Men katten rørte sig ikke. Han bredte skuldrene, buede ryggen og begyndte at hvæse stille – næsten som hende. Hans hale rystede nervøst, og hans pels rejste sig. Slangen gjorde sit første udfald – lynhurtigt. Katten var hurtig. Den sprang et halvt skridt tilbage og slog til med poten, mens den strakte kløerne ud.
Slangen hvæsede højere end nogen kedel. Katten sprang fremad. Ingen havde forventet dette: et lille, fluffy væsen, der angreb et koldblodigt rovdyr, der var dobbelt så langt og langt farligere. Men katten vidste, at alt, hvad han holdt af, lå bag ham.
Slangen forsøgte at bryde igennem, men katten stillede sig igen og igen mellem den og reden. Den blev ramt med hovedet, gled hen over gulvet, klamrede sig fast til fliserne med kløerne, men trak sig ikke en tomme tilbage. En gang nåede slangen næsten tærsklen. Katten sprang oven på den og holdt den fast på gulvet med sine poter. Den krøb sammen og forsøgte at gribe fat i ham med sine tænder… men han holdt fast og knurrede så højt, at det ekkoede i huset.
Moderkatten hørte larmen. Hun løb hen og så kampen – og frøs fast. Men hun kunne ikke gribe ind: ét forkert træk, og slangen ville angribe hende. Alt, hvad hun kunne gøre, var at se på, mens hendes ældste beskytter risikerede sit liv for killingerne. Slangen gjorde et sidste, kraftigt udfald. Katten nåede knap nok at undvige – og i stedet for at springe tilbage, sprang han fremad, lige mod slangen.
Slangen ramte et træben på en stol, mistede balancen og forsøgte at kravle væk – men det var for sent.
Katten holdt den fast for anden gang, endnu mere fast end før. Han hvæsede voldsomt i dens ansigt, som om han advarede den:
»Et skridt til, og du er færdig.«
Efter et øjeblik indså slangen, at vejen var blokeret, og begyndte langsomt at kravle tilbage og glide gennem sprækken. Katten rørte sig ikke, før dens hale var forsvundet helt fra huset. Først da tillod han sig at tage et skridt hen mod killingerne – for at tjekke, at alt var i orden.
Da faren var overstået, nærmede katten sig ham og stirrede blot på ham i et par sekunder, ude af stand til at tro, at han havde klaret det.
Hans sider hævede tungt af udmattelse, hans kløer var slidte, og hans pels var pjusket – men han stod på sine poter. Han puffede stille til hver killing med sin snude, som om han talte dem. Først da lagde han sig ned i nærheden og blokerede indgangen med sin krop. Den nat var der ingen, der var i tvivl: Nogle gange er den modigste forsvarer i huset slet ikke et menneske, men en lodden vogter med skarpe kløer og et stort hjerte. Og hvis det ikke havde været for hans beslutsomhed, ville udfaldet have været meget anderledes.
