Den første morgen virkede det som en tilfældighed. Ejeren stod i køkkenet og drak te, da han pludselig gennem vinduet så sin hund løbe hen til porten – og ved siden af ham var en lille rød bastard. De to hunde løb glædeligt rundt om hinanden, og den røde så ud, som om hun virkelig håbede på at komme ind i haven.
Ejeren åbnede porten og lod sit kæledyr komme ind, men den anden hund blev stående på tærsklen og kiggede ind med frygtsomme øjne. Hunden kiggede tilbage på hende og derefter på ejeren, som om den spurgte:
»Lad hende komme ind, hun er sød.«
Men manden smilede bare og rystede på hovedet:
»Buddy, kun du må komme ind i huset.«
Den røde hund stod der lidt længere og løb så væk. Den næste dag skete det igen. Og også den tredje dag. Men hver gang havde hunden en ny hund med sig. Nogle gange var det en pjusket sort hund. Nogle gange var det en kæmpe bulldog. Nogle gange var det en tynd hvalp. Nogle gange var det en gammel hund, der knap nok kunne gå. Først troede ejeren, at det var en tilfældighed. Men da hans hund bragte en »ny ven« med hver dag i to uger, begyndte han at undre sig over, hvad der foregik.
Og så en dag besluttede han at følge efter ham. Om morgenen bad hunden om at komme ud lidt tidligere end normalt. Ejeren fulgte stille efter ham og så sin trofaste ven løbe selvsikkert ned ad vejen, mens han af og til kiggede sig tilbage, som om han vidste, at han blev iagttaget. Hunden drejede mod en gammel forladt lade. Manden standsede ved døren og kiggede forsigtigt ind.
Det, han så inde, fik ham til at stå stille. I laden var der… en hel lille hundesovestue.
Otte hunde. Alle forskellige, alle hjemløse. Tynde, beskidte, men venlige. Og hans hund gik rundt blandt dem og puffede til den svageste hvalp med snuden, som om den ville sige:
»Kom nu, det er din tur i dag.«
Og så forstod manden det hele. Hver dag delte hans hund sin morgenmad med nogen. Hver dag bragte han den til dem, der havde mest brug for den.
Hver dag viste den sin ejer, at der var nogen i nærheden, der havde brug for hjælp. Manden vendte hjem, tog en stor pose mad, skåle, håndklæder og vendte tilbage til laden. Hundene var først bange, men hans hund løb hen, slikkede sin ejers hånd, og tilliden opstod øjeblikkeligt.
Efterhånden reparerede manden laden, isolerede den og lavede senge. Han udfyldte frivilligpapirer. Han begyndte at lede efter nye ejere til sine nye venner. Men vigtigst af alt indså han, at hvis det ikke havde været for hans hund, ville han aldrig have bemærket dem, der boede i nærheden, men ikke havde nogen. Og en aften, da den sidste hvalp endelig blev bragt til sit nye hjem, klappede han sit elskede kæledyr og sagde:
»Ved du hvad… du førte mig til dem. Ikke omvendt.«
Og hunden lagde blot hovedet i hans skød, tilfreds med at sin mission var fuldført.
