Sent om aftenen, da solen allerede var gået ned bag fyrretræerne, gik Leon hjem ad en skovsti. Vinden susede i grenene, og stilheden var så tæt, at det var, som om naturen selv holdt vejret. Pludselig hørte han et hæs, knapt hørbart klynk.
Han standsede.
En såret ulv, stor og med tyk grå pels, lå ved et væltet træ. En lille ulveunge rystede i nærheden, presset ind mod dens side. Sneen omkring dem var oversået med bloddråber. Ulven løftede hovedet, mødte Leons blik – og knurrede ikke. Den trak bare vejret tungt, som om den forsøgte at kommunikere noget vigtigt.
Leon forstod: Dyret var faldet i en fælde. En grusom metalkrog havde boret sig ind i dens pote og revet kødet op.
Trods sin frygt nærmede han sig forsigtigt og talte med lav stemme for ikke at skræmme hverken den voksne ulv eller ungen. Hans hænder rystede, men det lykkedes ham at løsne fælden og befri dyret. Ulven løb ikke væk – den skubbede bare svagt til Leon med sin snude, som om den ville takke ham.
Leon efterlod dem endda noget mad: et stykke brød og noget tørret kød. Han gik langsomt væk og sikrede sig, at dyrene var i live.
Han var sikker på, at han aldrig ville se dem igen.
Men han tog fejl.
Den næste dag skete der noget, der fik Leon til at bryde ud i koldsved.
Morgenen begyndte underligt. Fuglene, der normalt var støjende, var tavse. Hunden i landsbyen gøede uophørligt, som om den advarede om noget. Da Leon gik ud i skoven, bemærkede han usædvanlige spor i sneen – store poteaftryk fra en voksen ulv og små aftryk fra en ulveunge i nærheden.
Sporene førte lige til hans hus.
Leon frøs.
De to ulve stod ved verandaen i den tætte morgentåge. Den voksne ulv så ikke længere svag ud – tværtimod var den majestætisk og stærk. Ungen sad i nærheden og kiggede på Leon med store ravfarvede øjne.
Men det mærkeligste var ved siden af dem:
noget var omhyggeligt placeret i sneen, noget ulvene syntes at have bragt ham. Som en gave. Eller en advarsel.
Den voksne ulv hylte kort – et lavt, langstrakt hyl, som om den kaldte på opmærksomhed. Så vendte den sig om, rørte ungen med snuden og gik væk ind i skoven.
Ungen kiggede tilbage på Leon en sidste gang – og forsvandt også mellem fyrretræerne.
