Det skete i en lille landsby, hvor der normalt ikke skete noget interessant om sommeren. Hede, stilhed, dovne samtaler uden for butikkerne — det var alt, hvad der foregik i landsbyen. Men en dag sagde nogen noget, der ændrede hele dagen:
»Lad os afholde et væddeløb!«
»På hvad?«
»På grise!«
Først grinede alle. Men jo mere de grinede, jo mere slog ideen rod. En time senere vidste hele landsbyen det: i aften ville der være grisevæddeløb. Og så begyndte det. Forberedelserne var værre end før et rally. Nogen kom med farvestrålende bånd for at skelne »atleterne« fra hinanden. Nogen begyndte at lave improviserede sadler af gamle sække, selvom ingen af grisene skulle bære noget. Børnene tegnede startlinjen med kridt, mens de voksne diskuterede, hvis gris der var »mest aerodynamisk«. Grisene, der var helt uvidende om begivenhedens omfang, rodede gladeligt rundt i mudderet.
Da alle samledes på den gamle lysning, stod det klart, at der ikke var nogen vej tilbage. Syv deltagere med deres grisefamilier stod ved startlinjen.
Halvdelen af landsbyen sad på tribunen. Der var latter, forventning og spænding. Og så kom signalet. En start, der blev legendarisk
Nogen råbte:
»Start!«
Og det, der skete derefter, fik alle til at grine. I stedet for at løbe fremad, rejste grisene sig op. De stod bare der og begyndte at grynte i kor, som om de diskuterede, hvor de skulle hen. Kun én – en lille plettet gris – kiggede på mængden, som om hun forstod, hvad der forventedes af hende… og løb fremad og sparkede støv op.
De andre begyndte endelig også at bevæge sig – nogle på jagt efter mad, andre fulgte duften af æbler, og andre igen bare for at indhente deres nabo.
Det viste sig ikke at være et løb, men en virkelig kaotisk parade af livlige karakterer.
En deltager løb ved siden af og bad sin gris om i det mindste at vende sig væk fra køkkenhaven. En anden forsøgte at lokke sin fremad med kiks. En tredje mistede sin helt i buskene. Det var sjovere at se på end noget professionelt rally. Men hovedbegivenheden var endnu ikke kommet.
Den plettede gris fortsatte med at føre sikkert. Hun passerede halvvejsmærket og sparkede støvskyer op. Men i sidste øjeblik, tæt på målstregen, blev hun distraheret af… en vandmelon. En stor, moden, saftig vandmelon, som nogen uforsigtigt havde efterladt tæt på kanten af marken.
Grisen standsede brat, kiggede på målstregen… så på vandmelonen… og valget var indlysende. Den vendte sig om og løb mod vandmelonen, hvor den glædeligt sank tænderne i den. Publikum brød ud i latter.
Og så skete det mest uventede: mens den plettede gris nød vandmelonen, satte den anden, den mest dovne ved starten – en stor lyserød gris – pludselig farten op. Hun gik roligt, men selvsikkert, uden at lade sig distrahere af mad eller råben. Hendes ejer var ikke engang klar over, at hun deltog, før han så…
Hun krydsede målstregen først. Publikum klappede, fløjtede og råbte. Vinderen gryntede vigtig, som om hun altid havde vidst, at det ville ende sådan. Den plettede gris fortsatte med at spise vandmelon, fuldstændig tilfreds med livet. De andre deltagere indhentede hende endelig og begyndte at rode i resterne. Løbet var slut, men stemningen var, som om hele landsbyen havde vundet ferien.
Senere besluttede landsbyboerne, at dette skulle blive en tradition. Hvert år – et griseløb.
Lad dem aldrig løbe lige. Lad løbet blive til kaos. Lad dem, der ikke er favoritterne, komme først i mål.
Men latter, glæde og følelsen af, at livet kan være lidt skørt, er garanteret hver gang.
