Vi snublede over hulen ved et tilfælde. Den var ikke markeret på kortet – bare en mørk sprække i klippen, der knap nok kunne ses bag det tætte krat ved klippen. Den dag var havet særligt oprørt, som om det advarede os: »Gå ikke derind.« Men nysgerrigheden vandt altid over forsigtigheden. Vi gik ned ad den glatte sti og lyste vejen med en svag fakkel. Gangen var smal, luften var fugtig, og et sted dybt inde kom der en mærkelig, dæmpet lyd, som et stort hjerteslag.
For hvert skridt blev det koldere. For hvert åndedrag blev det mere alarmerende. Pludselig blev hulen bredere. Lyset fra faklen gled langs væggene og standsede ved noget, der vendte vores maver. Først troede vi, det var klipper. Så troede vi, det var vandmænd. Men det viste sig at være meget mere skræmmende.
Foran os lå… noget levende. En hel koloni af mærkelige, aflange, mælkeagtige, gennemsigtige kapsler, der lå tæt sammen. De glinsede med en våd overflade, som om de netop var blevet pænt arrangeret af nogen. Men det mest skræmmende var indeni. Da vi bragte lommelygten tættere på, sank vores hjerter: Der bevægede sig noget i hver kapsel.
Ikke ufødte øjne. Ikke finner. Ikke poter. Små væsner vred sig langsomt indeni – med mørke pletter, lange kroppe og små svømmehudslignende lemmer. De spjættede, som om de reagerede på lyset, og det så ud til, at flere af dem vendte sig i takt med lyden af vores vejrtrækning.
»Er det… babyer?« hviskede en af os.
»Men hvad…?«
En bevægelse ødelagde illusionen om ro: En af de gennemsigtige kapsler rystede voldsomt, og væsenet indeni strakte sig, som om det forberedte sig på at bryde gennem skallen. Vi veg tilbage. Der var ingen forklaringer i vores hoveder. Kun frygt. Vi havde set mange ting. Vandmænd, fiskeæg, fisk, havorme – men ALDRIG noget som dette.
Skallerne var for store. For ordentlige. For… bevidst placerede. De lå ikke i kaos, men i pæne grupper, som om nogen intelligent bevidst havde sorteret dem efter størrelse. Først da bemærkede vi en enorm skygge på den fjerne væg.
Først lignede den en kampesten. Så – et rådnet træ. Men da skyggen bevægede sig lidt, indså vi, at det slet ikke var et objekt. Det var noget levende. Kæmpe stort. Med iltbobler, der langsomt steg op fra overfladen af dets hud. Væsenet lå ubevægeligt og åndede så stille, at lyden af bølgerne overdøvede dets vejrtrækning. Men hver eneste bevægelse, det foretog, fik vores knæ til at ryste.
Det øjeblik, hvor alt faldt på plads – og blev dobbelt så skræmmende Væsenet bevægede sig kun få centimeter…
og vi bemærkede lange sugekopper på dets overflade. Det var enormt, tungt, gammelt – og helt sikkert intelligent. Og så indså vi: Det var æg. Men ikke fiskeæg. Ikke manetæg. Ikke havormæg.
Det var et kuld af en kæmpe blæksprutte. Og han – eller hun – lå i nærheden og bevogtede det. Hundredvis af ufødte væsner skælvede inde i kapslerne, som om de fornemmede vores tilstedeværelse. Nogle af dem var allerede næsten fuldt udviklede – med synlige øjne, små tentakler og pulserende organer. Vi stod foran et væsen, der med en enkelt bevægelse klart kunne beslutte, om vi skulle blive her for evigt.
Det angreb ikke. Men det gik heller ikke væk. Det stirrede bare. Det stirrede med de tomme, gamle øjne, hvor vi hverken så vrede eller frygt – men en advarsel. Vi indså, at vi måtte gå. Men i det samme øjeblik skete der noget, som ingen af os nogensinde vil glemme…
En af kapslerne sprang pludselig med et stille klik. Noget indeni begyndte at bevæge sig meget hurtigere. Væsenet begyndte at kravle ud og spredte sine små tentakler. Og den enorme skygge ved væggen rejste sig pludseligt.
Og det, der skete derefter…
ændrede for altid vores holdning til havet – og de hemmeligheder, det gemmer under klipperne.
Men det er en anden del af historien – og du er bestemt ikke klar til det, der skete derefter.
