Da hun fortalte sine venner, at hun skulle giftes med en mand, der kunne være hendes bedstefar, troede ingen på, at det var »af kærlighed«.
Hun troede heller ikke selv på det. Hun var 23, han var 68. Et kæmpe hus, en chauffør, en samling af sjældne malerier, førsteklasses rejser, gaver, diamanter – det hele virkede som et billede fra en andens liv.
Men vigtigst af alt så han på hende med øjnene af en mand, der virkede rolig, selvsikker og ikke havde brug for beviser.
Det var det, hun altid havde manglet. Selvfølgelig dømte mange mennesker hende. Selvfølgelig var der vittigheder på de sociale medier. Selvfølgelig hviskede folk bag hendes ryg: »Hun har fundet sig en sugar daddy.«
Men hun – ung, uden støtte fra forældrene, fra en simpel familie – besluttede, at dette var hendes chance. Og at det var skammeligt ikke at ønske sig et bedre liv og blive ydmyget for det. Brylluppet var beskedent, men dyrt. Han holdt hendes hånd blidt og selvsikkert.
Hun følte sig som en brud, som ingen i verden ønskede noget ondt. Det så ud til, at intet kunne gå galt.
De første par uger var perfekte. Stuepigen bragte morgenmad på sengen. Gartneren passede den store have. Han købte kjoler til hende, tog hende med på restauranter og komplimenterede hende med en sådan oprigtighed, som om hun var en dyrebar ædelsten, ikke en ung kone, der var fordømt af halvdelen af byen. Hun slappede af. Hun troede, at skæbnen endelig havde smilet til hende. Indtil den dag, hvor det hele brød sammen.
Hun fandt nogle dokumenter, der… ikke var tiltænkt hende. Det skete helt ved et uheld. Hun gik ind på hans kontor for at spørge, hvad han ville have til middag. Døren stod på klem. Han var på forretningsrejse, og hun besluttede bare at vente inde. Der lå en tynd lædermappe på bordet. Den slags, der fanger ens blik.
Hun ville ikke åbne den. Virkelig. Men en indre stemme – den, der hvisker i farlige øjeblikke – sagde: »Se.« Og hun så. Inde i mappen lå en forseglet konvolut dateret sidste uge. På forsiden stod der: »Til min kone. Skal åbnes i tilfælde af min død.« Hendes håndflader blev svedige. Hendes hjerte bankede så hårdt i brystet, at det var svært at trække vejret. Hvorfor »i tilfælde af død«? Hvorfor var det skrevet så tidligt? Og hvorfor… hvorfor virkede håndskriften rystende?
Hun åbnede ikke konvolutten – hendes samvittighed lod hende ikke gøre det. Men tanken om, at hendes liv afhang af indholdet, spøgte i hendes sind. Han kom tilbage en time senere og så hende i arbejdsværelset. Han var ikke vred. Han råbte ikke. Han smilede bare træt og sagde
»Det er ikke, hvad du tror.«
Men hun forstod: han skjulte noget. Hans hemmelighed blev afsløret en uge senere. Han blev blegere. Mere træt. Han sad oftere i sin stol.
Han smilede anderledes – trist, som om han sagde farvel. En nat vågnede hun af en lyd. Han stod ved vinduet og holdt sig for hjertet.
»Hvad er der galt med dig?!«
»Alt er fint, gå tilbage i seng…«
Men det var tydeligt, at der var noget galt. Hun insisterede, og om morgenen kom lægen. Han undersøgte ham. Han bad hende gå. Og så sagde han noget, der fik hendes hoved til at snurre:
»Han kendte diagnosen. Han havde vidst det i lang tid. Og han skjulte det. Han… har meget lidt tid tilbage.«
Hun følte, at hendes verden brød sammen. Ikke fordi hun var bange for at være »uden penge« — nej. Fordi hun var bange for at miste den person, der for første gang i hendes liv behandlede hende med respekt og omsorg. Hun nærmede sig sin mand. Stille. Hun satte sig ned ved siden af ham. Og han, som om han forstod, at alt var blevet afsløret, rakte hende en konvolut.
»Tag den… Du skal kende sandheden.«
Indholdet vendte op og ned på alt. Hun læste brevet. Hun græd. Hun kunne ikke tro det. Og for første gang forstod hun, hvorfor han altid så på hende med sådan taknemmelighed. Men vigtigst af alt indeholdt brevet noget, han aldrig havde sagt, mens han levede. Det ændrede fuldstændigt hendes holdning til dette ægteskab…
til penge… til sig selv… og til ham.
Det gjorde hendes endelige beslutning uventet, selv for hende selv. Og det var dette skridt, der viste, at hun ikke kun havde giftet sig med ham af beregnende årsager… men også af skæbnen.
