Det var det mindste kid, Miron nogensinde havde set. Han fandt det tidligt om morgenen lige ved gårdens port – en lille rød uldklump, der sad på den kolde jord og brækkede stille, som om det kaldte på sin mor. Babyen var så let, at den passede i Mirons håndflade som et blødt legetøj.
Miron kiggede sig omkring. Der var ingen mor, ingen flok, ingen spor i nærheden – det var som om kidet var dukket op ud af den blå luft.
Han svøbte den lille i et varmt klæde og tog den med til den nærmeste dyrlæge. Det så ikke ud til at være noget alvorligt: bare en lille, svag baby, der havde brug for at blive varmet og fodret.
Men dyrlægenes reaktion ændrede alt.
Så snart specialisten, dr. Elias, tog kidet i sine arme, spærrede han øjnene op. Han begyndte at ringe til sine kolleger, og de ringede til en anden. Inden for få minutter havde en hel gruppe læger samlet sig omkring bordet, hviskende, mens de kiggede på babyen og udvekslede blikke, som om de havde set noget utroligt.
Miron stod til side og forstod ikke, hvad der foregik.
»Hvad er der galt med ham?« spurgte han til sidst.
Dr. Elias sukkede dybt.
»Vi troede, han var en nyfødt… men det er ikke tilfældet. Dette barn er ikke bare lille. Han tilhører en ekstremt sjælden, næsten udryddet dværg race, som man troede var forsvundet for mere end tyve år siden. Og at dømme ud fra udseendet… er han helt sund og rask.«
Alle blev tavse. Historien syntes at være blevet endnu mere mærkelig.
»Men hvor kom han fra?« spurgte Miron.
Lægen rystede bare på hovedet:
»Det er det, vi gerne vil finde ud af. Dyr som dette,« han strøg barnet over ryggen, “har utroligt komplekse gener. Der er højst sandsynligt en anden i nærheden… måske en hel familie.
Ungen brækkede sig sagte, som om den bekræftede det, den havde hørt.
Og Miron indså, at et tilfældigt fund på vejen kunne føre til en opdagelse, som ingen havde forventet.
Hvad der ville ske næste gang, ville snart blive afsløret.
Og om aftenen faldt alt på plads: Miron vendte tilbage til det sted, hvor han havde fundet babyen, hørte en svag raslen og bemærkede skygger mellem træerne. Da han kom tættere på, bankede hans hjerte hurtigere – der var en lille gedfamilie, lige så lille som det fundne barn. Moderen gik rastløst frem og tilbage, og to andre små dyr stod og skælvede i nærheden. Tilsyneladende vandrede flokken et sted i nærheden, og et af babyerne var simpelthen blevet efterladt. Miron satte forsigtigt kidet på jorden, og det, der skete derefter, fik ham til at smile: Moderen løb straks hen og slikkede sit barn, og det, der knap nok kunne stå på benene, forsøgte at puffe til hende med sin mule.
I det øjeblik indså Miron, at han havde været vidne til et lille mirakel – en sjælden race var ikke gået tabt for evigt, men var i live, varm og en meget skrøbelig del af naturen, som simpelthen var heldig, at nogen var kommet forbi på det rigtige tidspunkt.
