Det skete tidligt om morgenen, da frosten stadig hang i luften som en tynd, skarp tåge. Verandaen på det lille hus knagede i vindstødene, og trætrappen var dækket af et tyndt lag frost. Stilheden virkede tyk — indtil den blev brudt af en svag, næsten umærkelig lyd. Først virkede det som om det bare var vinden. Så — måske knagede laden. Men hvis man lyttede nøje, kunne man høre nogen græde stille.
På verandaen, lige ved hoveddøren, lå en pakke. Lille, pæn, ubevægelig. Og først da de kom tættere på, blev det klart: der var et barn indeni. Et meget lille barn, omhyggeligt svøbt i et tæppe, som om forældrene var bange for den mindste vindpust. Han var blevet efterladt, som om nogen elskede ham, men ikke kunne beholde ham.
Tæppet var varmt og nyt, ikke fra en lokal butik. Den lille hue havde et håndbroderet mønster. Og på babyens bryst lå en papirkonvolut, fugtig af frost. Men vigtigst af alt så babyen ikke ud til at være forladt. Han var velplejet, ren og havde et lille smil, som om han selv i søvnen følte, at han ikke var blevet efterladt uden omsorg. Og det var det mest mystiske.
Hvem havde efterladt ham her? Og hvorfor havde de valgt netop dette hus? Naboerne skyndte sig over, så snart de hørte nyheden. Mens babyen sniffede stille, indpakket i et tæppe, spekulerede de voksne omkring ham på, hvad der kunne have ført til et sådant skridt. Nogle sagde, at det var en enlig mor, der ikke kunne klare det. Andre insisterede på, at det kunne have været en kvinde fra en naboby, der gemte sig for nogen.
Nogle hviskede endda, at de havde set en ukendt skikkelse gå ned ad vejen om natten, men de kunne ikke se ansigtet.
Og alligevel var der et mærkeligt øjeblik, som ingen kunne forklare… Notatet i konvolutten vendte op og ned på alt Da konvolutten endelig blev åbnet, lå der et lille stykke papir indeni, foldet på midten. Der var kun to linjer på det. Intet navn.
Ingen detaljer. Men ordene var skrevet pænt og som med smerte:
»Jeg kommer tilbage. Pas bare på ham nu.«
Disse ord ændrede alt. Det var ikke et afslag. Det var ikke en flugt. Det var ikke et tegn på fortvivlelse. Det var… et løfte. Det mærkeligste skete et par dage senere. Der begyndte at dukke mærkelige fodspor op i sneen omkring huset. Det var, som om nogen var kommet til verandaen om natten – og var gået igen.
Men ingen af naboerne havde set nogen silhuetter. Der var heller ikke noget på kameraerne: enten vidste personen, hvor man kunne gemme sig, eller også kom de i de mørkeste timer.
Hver morgen dukkede der noget nyt op på vindueskarmen: et lille tæppe, en babyflaske, et håndstrikket tørklæde.
Det så ud til, at nogen langt væk passede på babyen og hjalp så godt, de kunne. Så en morgen blev der fundet noget nær døren, der satte alt i perspektiv… noget så personligt, at ingen i landsbyen kunne holde deres chok og tårer tilbage.
Men det er en anden del af historien – og den forklarer, hvem der efterlod barnet på verandaen… og hvorfor han lovede at vende tilbage.
