En kold vind blæste tørre blade hen over gårdspladsen til en højhus. December var lige begyndt at gøre sig gældende i luften: duften af frost, den klare himmel, den stille knasen under fødderne. Manden var på vej hjem fra arbejde og tænkte kun på varme og en kop te, da han pludselig hørte en svag, næsten uhørlig pipelyd.
Lyden var så svag, at de fleste mennesker ikke engang ville have bemærket den. Men han standsede, lyttede – og pipelyden gentog sig. Intermitterende, desperat.
I nærheden, ved skraldespandene, lå en lille spurv på den kolde beton. Våd, rystende, med vingen viklet ind i tynd, skinnende tråd, som vinden havde fanget på containeren. Fuglen kunne knap nok bevæge sig, dens ben rystede, og dens vejrtrækning var hurtig og svag.
Manden satte sig forsigtigt ned ved siden af den.
»Stille… nu,« sagde han næsten hviskende, for ikke at skræmme den.
Spurven gjorde ikke modstand, da den blev befriet. Den var for træt, for kold. Men selv efter at tråden var fjernet, kunne den ikke rejse sig – den havde ingen kræfter tilbage.
Hjemme blev spurven svøbt i et blødt håndklæde og placeret tættere på lampen for at varme sig. Rystelserne aftog gradvist, og dens vejrtrækning blev mere jævn. En underkop med varmt vand og et par krummer blev placeret i nærheden. Efter et stykke tid tog den lille fugl sin første slurk og samlede derefter forsigtigt en krumme op.
Det var et tegn: den ville overleve.
Hele natten vendte manden tilbage til kassen for at tjekke, at alt var i orden. Om morgenen sad spurven allerede der, med pjusket fjerdragt, men stående sikkert på sine ben. Da nogen rakte ud efter den, sprang den lidt – ikke af frygt, men som om den genkendte dem.
Den næste dag blev den taget med ud i haven. Luften var kold, men solens stråler skinnede mellem husene. Manden åbnede sine arme, og spurven sad der et øjeblik, som om den tænkte, og så flappede den pludselig med vingerne.
Den fløj hen på en gren, kiggede ned og stirrede bare et øjeblik. Den kvidrede sagte – kort, klangfuldt – og forsvandt først derefter over hustagene.
Et par uger senere lød den samme klangfulde kvidren ved vinduet. En spurv sad på gelænderet – den samme, med det samme glimt i øjnene. Nogle gange fløj den tilbage igen og blev hængende et øjeblik, som om den udtrykte sin fugleagtige taknemmelighed.
Nogle gange er de mindste levende væsner de bedste til at minde os om, at
godhed ikke forsvinder – den vender tilbage.
