Det skete på en normal hverdag, hvor metroen var fyldt med mennesker, og højttaleren annoncerede tog efter tog. Ingen bemærkede, da en mand, der skyndte sig på arbejde, snublede på den våde kant af perronen.
Han faldt lige ned på sporene.
Stødet var stærkere, end det så ud til: hans ben sad fast mellem svellerne, og en skarp smerte skød gennem hans ankel. Han forsøgte at rejse sig — det lykkedes ikke. Han forsøgte at trække benet ud — det var nytteløst. Hele hans krop rystede, og perronen over ham virkede for høj, som om den var vokset en meter. I de første par sekunder troede han, at han bare var bange og snart ville kunne rejse sig. Men så hørte han en lyd.
Et rumlen. Metallisk, lavt, hurtigt voksende. Et tog. Og så brød panikken ud. Hans hjerte bankede så hårdt i brystet, at han næsten mistede pusten. Han begyndte at skrige:
»Hjælp! Hey! Jeg kan ikke komme ud!«
Men omkring ham var der kun mennesker med hovedtelefoner, mennesker med telefoner, mennesker, der stirrede ud i luften. Han forstod, at mange af dem ikke engang var klar over, hvad der foregik tre meter fra dem. Han rykede benet igen – hårdere. Smerten var så intens, at hans syn blev mørkt.
Sekunderne smeltede væk. Toget var allerede på vej ind i tunnelen. Forlygterne var synlige. Rumlen blev højere. Gulvet under perronen vibrerede.
I det øjeblik indså manden det værste: han nåede måske ikke frem i tide.
Pludselig skreg en kvinde:
»Han er dernede! Hjælp!«
Nogle sprang ud på kanten, andre skreg af frygt. Men tiden gik, og ingen turde springe – det var for farligt. Folk stod bare der, chokerede, uden at vide hvad de skulle gøre. Og så dukkede en fyr i jakke med rygsæk op. Han så, hvad der foregik, vurderede situationen med et enkelt blik — og sprang ned. Han sprang, som om han ikke havde tænkt sig om et sekund.
»Giv mig din hånd! Hurtigt!« råbte han.
Manden forsøgte at trække sig op, men hans ben sad stadig fast mellem skinnerne. Toget nærmede sig. Rumlen blev højere. Luften blev varmere fra den nærliggende metalmasse. Den unge mand trak med al sin kraft. Hans ben ville ikke rykke sig.
»Mere! Kom nu!«
De trak sammen, desperat, som om ikke bare et liv afhang af det, men hele verden. Folk omkring dem skreg, nogle trådte tilbage i frygt, nogle frøs, nogle græd.
Et sekund før toget kørte ind på stationen, knækkede noget – benet blev pludselig frigjort. Drengen kastede bogstaveligt talt manden opad og sprang til siden, hvor han pressede sig ind i fordybningen under perronen.
Toget susede forbi dem og ramte dem kun med få centimeters margin…
Lysene blinkede, folk skreg. Men begge var i live.
Manden lå på perronen og rystede over hele kroppen. Folk hjalp ham op, nogen tilkaldte en ambulance. Og kun én ting bekymrede ham: hvem var den fyr? Han kiggede tilbage – han var allerede væk. Som om han var forsvundet.
Først senere fandt han ud af, hvem det var… og hvorfor denne fremmede tilfældigvis var der i det øjeblik, hvor han var mest nødvendig.
