Turen ud af byen skulle have været helt almindelig. Et lille fødevaremarked, et par timer i naturen, samtaler om ingenting. Men alt begyndte allerede nede ved opgangen, da familien gik hen til bilen.
Sønnen åbnede fordøren, og i samme sekund trådte svigermoren selvsikkert frem:
— „Jeg sætter mig her. Jeg kører altid ved siden af min søn.“
Konens øjne blev store.
— „Måske kunne jeg…?“ begyndte hun forsigtigt.
— „Åh, kære, hvorfor bliver du så nervøs,“ viftede svigermoren afværgende. „Du er ung, du sidder fint bagi. Og min ryg, mine ben… du forstår nok.“
Hun forstod udmærket: det handlede ikke om ryggen.
Svigermoren ville simpelthen ikke opgive sin „plads ved siden af sønnen“. Det var ikke første gang: på café satte hun sig ved siden af ham, til gæster trak hun stolen tættere på ham, og når de kørte et sted sammen alle tre — blev spørgsmålet „hvem sidder foran“ aldrig diskuteret.
Konens skuldre sank, og hun satte sig på bagsædet. Hun ville bare have en fredelig dag, ikke et skænderi.
De første kilometer forløb i tung tavshed.
Svigermoren kommenterede hvert eneste bump:
— „Lidt mere til højre…“
— „Bremse i god tid!“
— „Du drejer alt for hurtigt igen!“
Sønnen nikkede bare — han var vant til det.
Konens blik var vendt mod vinduet, mens hun prøvede at trække vejret dybt for ikke at bryde sammen i gråd af frustration.
Hvor længe skulle man kæmpe for noget så enkelt — bare at sidde ved siden af sin mand?
På et tidspunkt vendte svigermoren sig om:
— „Har du det okay deromme? Ryster det ikke for meget? Jeg bliver altid svimmel på bagsædet…“
— „Alt er fint,“ svarede konen.
Men netop i det øjeblik faldt noget fra bagsædet ned på gulvet. Svigermoren rakte sin taske tilbage for at bede konen „lægge den bag ryggen“, og ramte derved den rygsæk, der lå ved fødderne. Lynlåsen åbnede sig, og en hvid kuvert gled ud.
På den stod der med pæn håndskrift:
„Snart bliver vi tre.“
Svigermoren gispede.
Sønnen så i spejlet og drejede brat ind til siden.
Han vendte sig mod sin kone:
— „Er det… er det det, jeg tror?“
Konen nikkede, smilende gennem tårer.
Svigermoren vendte sig langsomt mod hende.
Hendes ansigt forandrede sig.
Ikke overraskelse, ikke jalousi — men noget meget blødere.
Hun løsede selen, åbnede døren og steg ud af bilen, gik hele vejen rundt.
Sønnen og konen så forskrækket på hinanden, uden at forstå hvad der skete.
Svigermoren åbnede bagdøren:
— „Kære…“ hendes stemme rystede. „Hvorfor sagde du det ikke tidligere?“
— „Jeg ville fortælle det til aftensmad. I en smuk atmosfære…“
Svigermoren lagde pludselig sine hænder over svigerdatterens.
Stærke, varme hænder.
— „Tilgiv mig,“ sagde hun stille. „Jeg var bare bange… for at miste min plads i hans liv. Men nu forstår jeg — den bliver kun større. Ikke mindre.“
Hun så mod forsædet.
Og så gjorde hun noget, ingen havde forventet:
— „Gå. Sæt dig foran. I dag er det din plads. Og alle de næste ture også. Min plads er — ved siden af jer to.“
Konen brød grædende sammen.
Sønnen også.
Og svigermoren lagde hånden på svigerdatterens mave og smilede mere oprigtigt end nogensinde før.
Det var deres vigtigste køretur — ikke efter dagligvarer, men mod forståelsen af, at i en familie findes der ingen „pladser“, man skal kæmpe om.
Der findes kun mennesker, som lærer at elske mere og bredere.
