Natten var stille og varm. Alle i huset sov — forældrene, børnene, selv katten, der lå krøllet sammen ved radiatoren. Kun et lille natlys lyste i gangen, og et sted bag væggen tikkede et ur svagt. Intet varslede fare.
Men omkring klokken tre om natten vågnede moren af en mærkelig lyd — som en svag knitren. Ikke høj, men skarp, som om nogen langsomt knækkede en tør gren. Først troede hun, at det var regnen udenfor, derefter at katten kradsede på væggen. Men lyden kom igen.
Hun rejste sig, tog morgenkåben på og gik ud i gangen. Stilhed. Kun den næsten uhørlige tr-r-r nede ved gulvet. Og pludselig — lugten. Svag, men genkendelig. Plastik. Brændt. Hun vendte sig og så: ved stikkontakten — en lille gnist. Så én til.
Så, et øjeblik, et orange glimt. Hun styrtede hen og trak stikket ud — det samme gamle varmeapparat, som de altid lod være tændt “om natten, så vi ikke fryser”. Røg begyndte at sive ud af stikkontakten. Et sekund senere slog en flamme op — en tynd stribe langs tapetet.
— „Stå op!“ råbte hun, hendes stemme knækkede.
Manden sprang op, børnene vågnede. Han kastede sig frem med et vådt håndklæde og slog flammerne ned, mens hun løb med en spand vand. Katten fór rundt på gulvet, en kop faldt og klirrede, råb — alt blandede sig sammen. Efter et minut var det forbi. Væggen var sodet til, tapetet forkullet, stikkontakten smeltet. Men huset var reddet.
Da brandvæsnet ankom, undersøgte de stedet og rystede kun på hovedet:
— „I havde heldet med jer. Ti minutter mere — og hele huset var stået i brand. Årsagen: en gammel stikkontakt og en overbelastet el-kreds.“
Familien kunne ikke falde i søvn længe den nat. De sad i køkkenet, drak te og tav. Moren sagde kun stille:
— „Jeg ved ikke, hvad der vækkede mig…“
Siden da lader de aldrig noget stå tændt om natten. Og på væggen, ved siden af den nye stikkontakt, hænger en lille tavle, lavet af datteren:
„Opmærksomhed er også kærlighed.“
