Morgenen begyndte helt almindeligt: stilhed, fugtig jord under fødderne, let tåge over bedene. Manden gik ud i haven for at tjekke planterne — men stoppede brat efter et par skridt.
Lige midt mellem de pæne rækker lå der mærkelige mørke kapsler. Tre styk. Aflange, tætte, som om de var lavet af læder, med en tynd “hale” i enden. Af udseende — noget mellem en mumificeret frugt og et udtørret stykke hud. Men det mest uhyggelige — en af tingene bevægede sig næsten umærkeligt.
Hjertet sank.
Det kunne hverken være affald eller en planterod.
Manden bøjede sig ned og puffede forsigtigt til en af kapslerne med en lille gren — den svajede let, som om der levede noget lille derinde… eller sov.
Lugten var også mærkelig: fugtig, skovagtig, som om noget havde ligget under jorden i lang tid og pludselig var blevet gravet frem.
Den første tanke var — æg fra et eller andet dyr.
Den anden — biologisk affald, som nogen havde smidt i hemmelighed.
Og ingen af mulighederne gjorde situationen mindre uhyggelig.
For en sikkerheds skyld tog manden et billede og sendte det til en bekendt naturekspert. Svaret kom næsten med det samme:
“Rør ikke ved dem med hænderne. Vent. Jeg kommer nu.”
De ord gjorde ham kun mere urolig.
Kort efter stod eksperten allerede over kapslerne og betragtede dem, som om han så noget fra en entomologibog fra 1800-tallet.
— „Sådan noget… burde slet ikke vokse her,“ mumlede han.
Han løftede forsigtigt en af kapslerne med en lille beholder. Den var hård, overraskende tung og let varm.
— „Det er en ootheca. En ægkokon fra et rovdyr-insekt. Og døm efter størrelsen… ikke en lokal art.“
Manden fik det dårligt.
— „Og derinde… er der noget levende?“
— „Sandsynligvis dusinvis af larver. Meget glubske.“
Eksperten samlede kokonerne i en beholder.
— „Det skal bringes et sted hen, hvor de kan håndtere det. Hvis det er en invasiv art — er det bedst ikke at tage nogen risiko.“
Her kunne alt være sluttet. Men om aftenen gik manden igen ud i haven og så noget, der fik ham til at fryse fast.
Ved siden af stedet, hvor kapslerne havde ligget, var der et andet aftryk i jorden. Større. Perfekt oval form. Som om der også havde ligget noget der… men var forsvundet.
Manden kaldte på eksperten. Han rynkede straks panden og satte sig ved aftrykket.
— „Den slags spor… ligner ikke en ootheca.“
— „Hvad ligner det så?“
Eksperten tav længe og sagde så stille:
— „Jeg håber virkelig, at det ikke er det, jeg tror.“
Manden mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen.
Og så tilføjede eksperten i en helt anden tone:
— „Hvis du hører mærkelige lyde i nat… så gå under ingen omstændigheder ud i haven.“
