Bedstemoren stod længe ved montren og klemte en lille papirliste i hænderne. Synet sveg, benene rystede, men alligevel læste hun navnene igen og igen for ikke at tage fejl. Det var medicin, der var blevet ordineret efter hendes sidste indlæggelse: hjertetabletter, dråber, salve. Og det vigtigste — en dyr medicin, uden hvilken hun begyndte at få det dårligt efter blot et par dage.
Hun gik op til kassen, rakte æsken frem, hørte beløbet — og det var som et slag mod hjertet. De penge, hun omhyggeligt havde talt derhjemme, passede ikke. Pensionen var kommet mindre, end hun havde forventet. Og husleje, mad — alt havde taget det sidste.
— „Pige… kan jeg undvære denne?“ spurgte hun og pegede på den dyreste.
— „Uden den giver kuren ingen mening,“ svarede farmaceuten strengt.
Bedstemoren sænkede blikket.
— „Og rabat? Måske et tilbud?..“
— „Desværre ikke.“
Hun sukkede, samlede småpengene i sin rystende hånd og forstod: der manglede halvfjerds rubler. Halvfjerds. Et lille beløb set udefra. Men for hende nu — en afgrund.
Hun gik væk fra kassen og satte sig på en stol i hjørnet. Kiggede på æsken som på noget uopnåeligt. Så løftede hun den stille, næsten umærkeligt, lagde den i tasken… Hun løb ikke, skyndte sig ikke — gik mod udgangen med små, langsomme skridt.
Døren var allerede tæt på, da en stemme lød bag hende:
— „Fruen, vent.“
Stemmen var ikke hård, ikke vred — overrasket. Det var farmaceutpigen. Hun indhentede bedstemoren og sagde stille:
— „De glemte bonen.“
Bedstemoren blegnede. Hun sænkede blikket og tog æsken op.
— „Jeg… jeg giver den tilbage. Undskyld. Jeg ville ikke. Jeg… jeg har så meget brug for den. Og jeg…“ stemmen knækkede.
Pigen så på hende på en anden måde — som om hun så hende for første gang. Ikke en tyv. Men et menneske uden nogen steder at gå hen.
— „Vent her,“ sagde hun.
Og gik tilbage bag disken.
Bedstemoren ville gå. Det var skræmmende. Pinligt. Men hun blev.
Farmaceuten kom tilbage med en pose. En fyldt pose. Og indeni lå netop den dyre medicin.
— „Tag den,“ sagde hun. „Det er på apotekets regning. Vi har en velgørende fond, og nogle gange hjælper vi dem, der har brug for det.“
— „Men… men jeg vidste det ikke,“ hviskede bedstemoren.
— „De behøver ikke at vide det. Det vigtigste er, at De får det bedre.“
Tårer kom frem i bedstemorens øjne. Hun holdt posen længe, som om hun var bange for, at den ville forsvinde.
Så sagde hun stille:
— „Pige… tak. Du har reddet mig. Jeg troede… at ingen havde brug for mig længere.“
Farmaceuten smilede.
— „Du er nødvendig. Nogle gange skal man bare sige det højt.“
Denne historie spredte sig i hele kvarteret ikke på grund af tyveriet — men på grund af godheden, som viste sig stærkere end skammen og fattigdommen.
Siden da bragte bedstemoren hver måned et lille stykke kage eller et æble til apoteket — „som tak“.
Og farmaceuten sagde det samme til alle:
— „Hvis I bare vidste, hvor mange mennesker der bare er bange for at bede om hjælp…“
