Samleren havde brugt hele sit liv på at samle sjældne malerier. Ikke millioner værd, ikke museumsmesterværker, men værker af mindre kendte kunstnere, som havde noget særligt i sig: lys, åndedræt, sjæl. Han opbevarede dem i et gammelt hus, i et rum hvor kun han selv gik ind.
Hver uge — tørrede han støv af, kontrollerede rammerne, beundrede penselstrøgene. Det var hans stille glæde.
Men en morgen trådte han derind — og frøs. Tomme vægge. Alle malerierne var væk. Ingen tegn på indbrud, ingen knuste ruder. Kun på gulvet — en svagt synlig ridse. Man tilkaldte politiet, eksperter ankom, men ingen kunne forstå, hvordan de havde fået ud næsten tyve malerier, gamle rammer, kasser — uden at efterlade et eneste spor.
Samleren gik rundt i huset som i en tåge. Ikke fordi det var dyrt — nej. Han havde mistet det, han havde samlet hele sit liv. Politiet forhørte alle: naboer, bude, gartneren, endda rengøringsdamen. Ingen havde set noget. Men på den tredje dag bemærkede en af betjentene:
— „I har kameraer i gården. Hvorfor har I ikke tjekket optagelserne?“
Samleren blegnede. Han havde helt glemt dem — kameraerne havde stået dér i årevis „for syns skyld“, bare i tilfælde af. Optagelserne blev tændt. To timers gennemspoling — intet. Tre timer — intet. Fire timer — og pludselig: en skygge.
Ikke et menneske. Ikke en hund. Noget gled forbi vinduet, som en lille skikkelse svøbt i noget mørkt.
Fem sekunder — og væk.
— „En hætte?“ — foreslog betjenten.
— „Eller en kappe,“ sagde en anden.
Men samleren svarede ikke — han havde husket noget.
Da han vendte tilbage til det tomme galleri, så han på væggen. Ét sted på tapetet var der et svagt aftryk — lille, tyndt, som fra lette fingre.
„En alt for lille hånd til en voksen…“ tænkte han.
Og så ramte det ham. Et år tidligere, efter hans kones død, havde han ansat en guvernante til sin niece, som af og til var på besøg hos dem. Pigen elskede at male, slæbte rundt på pensler, kunne sidde i timevis foran malerierne som om hun talte med dem.
Han for ud af rummet. I gangen stod en kuffert — lille, lyserød, glemt. Han bøjede sig, åbnede den — og indeni fandt han… ikke malerier, men dusinvis af børnetegninger. De samme motiver, de samme figurer, de samme farver — som i de stjålne værker.
Og helt i bunden — et sirligt foldet ark:
„Jeg vil levere de ægte tilbage. Jeg måtte bare tegne dem af. Der er intet mere skræmmende end at miste skønheden.“
Samleren mærkede sit hjerte slå hårdere. Han løftede arket — og under det lå en lille nøgle. Nøglen til den gamle loftsetage. Loftet han ikke havde brugt i årevis. Loftet ingen havde været i i meget lang tid. Han gik op ad trappen, tændte lommelygten, satte nøglen i låsen — og døren gled langsomt op med en skurrende lyd.
På gulvet stod væltede kasser. Luften var tung af støv. Og dér, i halvmørket, så han… Men hvad han præcis så for enden af gangen — og hvorfor han stod så længe uden at turde gå frem — formåede han aldrig siden at fortælle nogen.
